’KVINDE UKENDT’ vinder Guldløven i Venedig
12.9.2026 20:53:46 CEST | Det Danske Filminstitut | Pressemeddelelse
Dansk film triumferer på Venedig Filmfestival: May el-Toukhys ’KVINDE UKENDT’ vinder Guldløven, festivalens hovedpris, mens Mathilde Arcel hædres med Coppa Volpi for bedste kvindelige skuespiller. Det er første gang i mere end 70 år, at en dansk film vinder Guldløven – og May el-Toukhy skriver historie som den første danske kvindelige instruktør til at modtage festivalens hovedpris.

May el-Toukhys ’KVINDE UKENDT’ har vundet to af de største priser på Venedig Filmfestival, verdens ældste filmfestival og en af filmverdenens mest prestigefulde.
Filmen modtager Guldløven, festivalens hovedpris, mens Mathilde Arcel vinder Coppa Volpi for bedste kvindelige skuespiller for sin hovedrolle som Marie.
Ikke siden Carl Th. Dreyers ’Ordet’ modtog hovedprisen i 1955, har en dansk film vundet Guldløven i Venedig. Med sejren skriver May el-Toukhy sig samtidig ind i dansk filmhistorie som den første danske kvindelige instruktør til at vinde festivalens hovedpris.
Mathilde Arcel modtager samtidig en af festivalens mest prestigefulde individuelle hædersbevisninger. Coppa Volpi gives til de bedste skuespilpræstationer i Venedigs hovedkonkurrence.
’KVINDE UKENDT’ er et psykologisk drama, der udspiller sig i København umiddelbart efter befrielsen i maj 1945. Filmen tager afsæt i historien om de såkaldte tyskerpiger – kvinder, der under besættelsen havde relationer til tyske soldater, og som efter krigen blev udsat for offentlig ydmygelse og stigmatisering.
Gennem hovedpersonen Marie undersøger filmen skyld, skam og moral og viser, hvordan kvinders kroppe og skæbner bliver en slagmark – et helt konkret sted for samfundets skam, opgør, moral og kontrol.
Stærk international modtagelse
’KVINDE UKENDT’ blev allerede ved verdenspremieren i Venedig mødt af stærke anmeldelser i den internationale presse.
The Guardian giver filmen fire ud af fem stjerner og kalder den »et skarpsindigt, smertefuldt portræt af overlevelse« (“a shrewd, painful portrait of survival”).
Screen International fremhæver Mathilde Arcels hovedrolle og skriver: »Mathilde Arcel leverer en fremragende præstation i hovedrollen« (“Mathilde Arcel puts in a terrific lead performance”).
The Hollywood Reporter beskriver filmen som »både et medrivende karakterstudie og et fældende, men følsomt blik på nationens historie« (“both an engrossing character study and a damning but sensitive consideration of national history”).
Tine Fischer, direktør for Filminstituttet, siger:
”Det er en historisk sejr for May el-Toukhy og for dansk film. Mere end 70 år efter Carl Th. Dreyer vinder en dansk film igen Guldløven, og el-Toukhy skriver samtidig historie som den første danske kvindelige instruktør, der modtager festivalens hovedpris. Det er ganske enkelt en enestående bedrift.
Guldløven er en kæmpe anerkendelse af en helt særlig film og af en instruktør, der hører til blandt de mest markante i sin generation. May el-Toukhy har et sjældent kunstnerisk mod og en særlig evne til at skabe komplekse kvindelige karakterer og stille sit publikum over for svære etiske spørgsmål. Med ’KVINDE UKENDT’ placerer hun sig i filmverdenens absolutte internationale top.
Prisen er samtidig endnu et stærkt vidnesbyrd om den position, dansk film har internationalt lige nu. el-Toukhy har også været en central kraft i Dogme25 og i arbejdet for at værne om spillefilmens kunstneriske integritet. Guldløven viser, hvad der kan ske, når stærke personlige film får plads til at være modige, kompromisløse og kunstnerisk ambitiøse.
At Marthilde Arcel bliver hædret med prisen Coppa Volpi for bedste kvindelige skuespiller er en fantastisk international anerkendelse af en skuespilpræstation, der rummer en helt særlig styrke, præcision og menneskelig kompleksitet. I Arcel har May el-Toukhy fundet en skuespiller, der formår at give den kompleksitet et stærkt menneskeligt nærvær. Prisen er en stor personlig triumf for Arcel og samtidig endnu et vidnesbyrd om det ekstraordinære kunstneriske niveau i dansk film lige nu.”
Om filmen
København, maj 1945. Marie står foran sit sommerbryllup med en ældre, velanset enkemand. I flere år har hun været ung pige i huset og taget sig af hans datter, og nu synes et nyt liv endelig inden for rækkevidde.
Men under den tilsyneladende idylliske overflade gemmer sig en hemmelighed, der kan knuse hendes drøm. Jo tættere afsløringen af hendes fortid kommer, desto højere en pris er hun villig til at betale for at holde på den. Ingen må kende sandheden.
’KVINDE UKENDT’ er instrueret af May el-Toukhy. Manuskriptet er skrevet af Maren Louise Käehne og May el-Toukhy. Filmen er produceret af Mikael Christian Rieks for Nordisk Film, og hovedrollerne spilles af Mathilde Arcel og Carsten Bjørnlund.
’KVINDE UKENDT’ er støttet af Det Danske Filminstitut og får dansk biografpremiere den 4. februar 2027. Filmen er desuden blandt de tre film, der er i spil om at blive Danmarks kandidat til en Oscar-nominering i kategorien International Feature Film. Den danske Oscar-kandidat offentliggøres den 25. september.
Nøgleord
Kontakter
Naja Bjørn NielsenKommunikationskonsulent
Tlf:+45 3374 3425najabn@dfi.dkBilleder
Om Det Danske Filminstitut
Det Danske Filminstitut er en kulturinstitution under Kulturministeriet. Vores mål er at skabe de bedst mulige vilkår for, at dansk film, spil og billedbårne fortællinger kan udgøre en bærende kulturfaktor med høj kunstnerisk kvalitet og kulturel værdi, og at fastholde dansk films stærke position i både ind- og udland.
Følg pressemeddelelser fra Det Danske Filminstitut
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Det Danske Filminstitut
Unge overtager Cinematekets program11.9.2026 14:36:29 CEST | Pressemeddelelse
Hvad vil unge sætte på programmet, hvis de selv bestemmer? Det får Cinemateket svar på i 2027, hvor en programredaktion af unge får redaktionel ret over husets lærred. Det er demokratisk dannelse i praksis: unge, der selv skal vælge, forhandle og opleve, hvordan man præger en kulturinstitution. Rekrutteringen begynder i september, og projektet gennemføres med støtte fra Tuborgfondet i samarbejde med Ung Kult og K7.
Tre danske Oscar-bud24.8.2026 16:11:48 CEST | Pressemeddelelse
Den danske Oscar-komité har udvalgt tre film, der tager det næste skridt videre mod kåringen af Danmarks Oscar-kandidat: ’KVINDE UKENDT, ’Dobbeltfejl’ og 'Hjem'. Den endelige kandidat udpeges den 25. september.
Ny leder af New Danish Screen14.8.2026 11:11:24 CEST | Pressemeddelelse
Filminstituttet har ansat Ditte Milsted som ny leder af støtteordningen for talentudvikling, New Danish Screen.
Farveeksplosioner i Sovjetunionens skygge7.8.2026 12:55:52 CEST | Pressemeddelelse
Fra 12. august til 30. september sætter Cinemateket fokus på en af filmhistoriens mest originale filmskabere med serien Sergej Paradjanovs filmkunst – de udødelige og de ukendte.
Oplev solformørkelsen fra Filmtaget5.8.2026 13:07:51 CEST | Pressemeddelelse
Cinemateket inviterer til solfilm – og en himmelsk solformørkelsesaften med fri entré den 12. august.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum


