Hospital og kommuner tester ny løsning til borgere med blæreproblemer
10.9.2026 07:00:00 CEST | Regionshospitalet Gødstrup | Pressemeddelelse
Akutfunktionerne i Ikast-Brande Kommune og Holstebro Kommune undersøger sammen med Regionshospitalet Gødstrup, om en ny type blærekateter kan mindske komplikationer, der opstår ved langvarigt brug.

For de fleste er et blærekateter en midlertidig del af behandlingen, men nogle mennesker er afhængige af et kateter gennem længere tid. Her kan komplikationer som urinvejsinfektioner og tilstopninger af kateteret føre til ekstra kontakt med sundhedsvæsenet. Komplikationerne kan også påvirke den enkelte borgers livskvalitet.
I en ny undersøgelse, som hedder REDUCE-studiet, sammenlignes en ny type blærekateter med et traditionelt blærekateter til langvarig brug.
Kommunale akutfunktioner bliver en del af forskningen
En stor del af plejen og behandlingen af mennesker med langvarigt blærekateter foregår uden for hospitalet. Derfor spiller de kommunale akutfunktioner en central rolle i studiet.
Samarbejdet betyder, at det nye kateter bliver undersøgt tæt på den hverdag, hvor borgerne normalt modtager pleje og behandling. Samtidig bidrager kommunerne med deres erfaring fra den daglige kontakt med borgerne.
”I Ikast-Brande Kommune og Holstebro Kommune er vi stolte af at være en del af et forskningsprojekt, hvor vi bidrager til at udvikle ny viden på et område, der har stor betydning for mange borgere,” siger Kirsten Vinther Kofod Løgsted, sundheds- og ældrechef i Ikast-Brande Kommune.
”Vi håber, at projektet kan være med til at skabe løsninger og øget livskvalitet for mennesker, der lever med blærekateter i hverdagen,” tilføjer Rikke Slot Te Pas, sundheds- og ældrechef i Holstebro Kommune.
Behov for bedre løsninger
Et langvarigt blærekateter er en veletableret behandling, men der er behov for mere viden om, hvordan komplikationerne kan forebygges.
Studiets projektleder, ledende overlæge Frank Holden Mose, ph.d., fra Regionshospitalet Gødstrup, ser samarbejdet med de kommunale akutfunktioner som en vigtig del af projektet:
”For de patienter, der er afhængige af et blærekateter gennem længere tid, kan infektioner og tilstopninger have stor betydning for livskvaliteten og kontakten med sundhedsvæsenet. Med REDUCE-studiet undersøger vi en ny kateterteknologi tæt på den kliniske virkelighed, hvor mange af patienterne behandles,” siger Frank Holden Mose.
Om REDUCE-studiet
REDUCE-studiet er et randomiseret, blindet og kontrolleret klinisk studie. Deltagerne fordeles ved lodtrækning til behandling med enten det nye blærekateter eller et almindeligt blærekateter.
Forskerne sammenligner derefter de to katetre og undersøger blandt andet, hvor ofte deltagerne får kateterrelaterede urinvejsinfektioner.
Studiet gennemføres i Ikast-Brande Kommune og Holstebro Kommune i samarbejde med Regionshospitalet Gødstrup. Frank Holden Mose er projektleder.
Nøgleord
Kontakter
Frank Holden Mose
Projektleder for REDUCE-studiet og ledende overlæge, ph.d.
Medicinsk Afdeling
Regionshospitalet Gødstrup
E-mail: frchri@rm.dk
Telefon: 7843 1397
Presse:
Merete Friis Jeppesen
Kommunikationskonsulent
Telefon: 2962 4447
Billeder

Følg pressemeddelelser fra Regionshospitalet Gødstrup
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Regionshospitalet Gødstrup
130 til borgermøde i Ringkøbing: Gang i dialogen om fremtidens sundhedstilbud9.9.2026 13:57:16 CEST | Pressemeddelelse
Hvordan kan sundhedsvæsnet komme tættere på vestjyderne? Det var aftenens store spørgsmål til borgermødet i ROFI-Centret i Ringkøbing. Her var 130 borgere mødt op for at dele deres ønsker til fremtidens nære sundhedstilbud.
Åbent Hospital blev til børnenes hospital7.9.2026 10:48:32 CEST | Pressemeddelelse
850 børn og voksne var søndag den 6. september forbi hospitalet i Gødstrup. Heldigvis ikke fordi de var syge eller kommet til skade, men fordi de havde valgt at bruge dagen på Åbent Hospital.
Ny cheflæge til afdelingen for Kvindesygdomme og Fødsler2.9.2026 09:22:09 CEST | Pressemeddelelse
Maria Cathrine C. V. Schmidt tiltræder som ny cheflæge i afdelingen for Kvindesygdomme og Fødsler på Regionshospitalet Gødstrup den 19. oktober 2026.
Borgere inviteres til at sætte retning for fremtidens sundhedsvæsen i Vestjylland2.9.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
I september inviterer Sundhedsråd Vestjylland til en række borgermøder om fremtidens sundhedsvæsen. Borger- og patientperspektivet fra møderne skal indgå i arbejdet for den kommende nærsundhedsplan for Sundhedsområde Vestjylland.
Der bliver oplevelser for store og små til Åbent Hospital i Gødstrup31.8.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Prøv at give hjertemassage, få målt dit blodsukker og få bamsen undersøgt på bamsehospitalet. Det er blot nogle af de mange ting, du kan opleve, når Regionshospitalet Gødstrup slår dørene op til Åbent Hospital søndag den 6. september.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum