Femerns specialfartøj klar til at nedsænke tunnelelementer med kælder
11.9.2026 08:33:27 CEST | Sund & Bælt | Pressemeddelelse
Specialfartøjet IVY har gennemført en afgørende belastningstest, så man nu er klar til at nedsænke Femern Bælt-tunnelens første specialelement med kælderetage.

Tre tunnelelementer er nedsænket i tunnelrenden i Femern Bælt. Nu ligger fartøjet IVY i arbejdshavnen ved Rødbyhavn med element nummer fire spændt fast. Når det er nedsænket, vil de første omkring 900 meter af den 18 kilometer lange tunnel mellem Danmark og Tyskland være på plads.
Netop det fjerde element har indgået i en afgørende test, der dokumenterer, at IVY kan håndtere det kommende femte element, som er tunnelens første specialelement. Det er kortere end standardelementerne, men har en dyb kælderetage med tekniske installationer til tunnelen.
Som en etageejendom
Med sine 39 meter i længden, 42 meter i bredden og 13 meter i højden svarer specialelementet i størrelse til en fireetagers ejendom, fortæller Lasse Vester, vicekontraktdirektør i Sund & Bælt.
“Det første specialelement er på størrelse med en hel etageejendom og skal placeres på over 20 meters dybde. Det er en krævende operation at nedsænke så stor en konstruktion, og derfor har det været nødvendigt at teste IVY grundigt, før fartøjet sendes ud,” siger Lasse Vester.
Femern Bælt-tunnelen består af 79 standardelementer, der hver er 217 meter lange, og 10 kortere specialelementer med kælderetage. Specialelementerne placeres med cirka to kilometers mellemrum. Kældrene samler blandt andet tunnelens tekniske installationer, mens der på vejniveau er en parkeringslomme, hvor et servicekøretøj kan holde uden at blokere motorvejstrafikken.
Vandposer på toppen
Belastningstesten er gennemført med et standardelement, som IVY holder fast i begge ender. Specialelementets kælder kræver større frihøjde under transporten. Når elementet løftes højere op af vandet, falder opdriften, og belastningen på IVY stiger. Det er denne ekstra belastning, som testen har efterlignet.
Under testen blev det fjerde element belastet med yderligere 1.600 ton. Vægten blev fordelt i store vandposer på elementets top og i tanke inde i elementet. For at bestå testen skulle IVY kunne løfte elementet til den samme højde, der kræves ved transporten af specialelementet.
Efter den vellykkede test er vandposerne blevet fjernet, og forberedelserne til nedsænkningen af det fjerde element kan fortsætte.
”Testen har været en generalprøve på en teknisk meget kompleks operation. Nu ved vi, at IVY kan håndtere den ekstra belastning og derfor nedsænke specialelementet sikkert og præcist på havbunden,” siger Lasse Vester.
Om Femern Bælt-projektet
Femern Bælt-projektet er et af Europas største infrastrukturprojekter. Det omfatter en 18 kilometer lang sænketunnel mellem Danmark og Tyskland samt landanlæg på begge sider. Tunnelen får en firesporet motorvej og to elektrificerede jernbanespor. Rejsetiden bliver 10 minutter i bil og syv minutter med tog. Forbindelsen skal styrke handel, mobilitet og samarbejde mellem Nord- og Sydeuropa. Projektet er brugerbetalt og gennemføres med støtte fra EU-Kommissionen.
Om Sund & Bælt
Sund & Bælt skaber varige forbindelser og stærkere mobilitet. Med erfaring fra komplekse infrastrukturprojekter udvikler og driver vi fremtidssikrede løsninger, der gør afstande kortere, styrker sammenhængskraften i Danmark og bringer os tættere på Europa.
Kontakter
Andrew Crone-LangkjærPressekonsulent / Press officer - Sund & Bælt
Tlf:+4542262600acl@sbf.dkBilleder
Følg pressemeddelelser fra Sund & Bælt
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Sund & Bælt
Natarbejde på Storebæltsbroen giver ændringer for trafikken i næste uge10.9.2026 15:00:00 CEST | Pressemeddelelse
For at holde broen i topform udføres der i næste uge vedligeholdelsesarbejde på Storebæltsbroen i aften- og nattetimerne. I denne periode vil der være dobbeltrettet trafik. Broen lukkes kortvarigt om aftenen og tidligt om morgenen for at omlægge trafikken.
Sund & Bælt fik fremgang i første halvår3.9.2026 13:34:51 CEST | Pressemeddelelse
Sund & Bælt styrker den underliggende indtjening i første halvår 2026 og præciserer forventningerne til årets resultat. På Femern-projektet er tre tunnelelementer nu nedsænket på havbunden.
Danmark vokser sig større med Femern Bælt-projektet2.9.2026 10:49:14 CEST | Pressemeddelelse
Danmark er blevet 300.000 kvadratmeter større. Bag landvindingen står Femern Bælt-projektet, som nu har åbnet det første af flere nye landområder skabt af opgravet havbund fra tunnelbyggeriet.
Sommerferietrafikken slog rekord på Storebælt13.8.2026 12:35:39 CEST | Pressemeddelelse
Aldrig før har så mange køretøjer krydset Storebælt i juli. I alt kørte 1.457.297 køretøjer over broen i juli 2026, hvor ekstra mandskab og Storebæltsbilletten bidrog til en smidig trafikafvikling.
Entreprenør nedsænker tredje element til Femern Bælt-tunnelen2.8.2026 10:34:46 CEST | Pressemeddelelse
Tredje tunnelelement til Femern Bælt-forbindelsen er nu installeret i tunnelrenden ud for Lollands kyst.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
