Ny anbefaling til kæledyrsejere: Få en faglig vurdering først, hvis du er i tvivl
7.9.2026 12:00:04 CEST | Agria Dyreforsikring | Pressemeddelelse
Når hunden bliver halt en søndag eftermiddag, katten pludselig kaster op sent om aftenen, eller kaninen virker sløv, kan det være svært at vurdere, om situationen kræver en akut tur til vagtdyrlægen. Netop i de situationer, hvor dyreejeren er i tvivl, kan en digital dyrlæge være en hjælp.

For mange kæledyrsejere er det ikke kun bekymringen, der melder sig, når det pelsede familiemedlem pludselig bliver sygt eller kommer til skade – også usikkerheden om, hvad man skal gøre, fylder. Skal man køre afsted med det samme, eller kan det vente, til den faste dyrlæge har åbent? Tal fra Agria Dyreforsikrings digitale dyrlægerådgivning viser, at 85 procent af henvendelserne kunne håndteres uden en akut konsultation hos vagtdyrlægen.
Hos Agria Dyreforsikring oplever man, at flere og flere benytter digital dyrlægerådgivning som første skridt, når tvivlen opstår.
Tal fra det seneste år viser:
- 55 procent kunne hjælpes med råd og vejledning hjemme.
- 30 procent blev anbefalet at kontakte deres egen dyrlæge i normal åbningstid.
- Kun 15 procent havde behov for akut behandling samme dag.
I 85 procent af henvendelserne vurderede den digitale dyrlæge, at dyret ikke havde behov for akut behandling samme dag. Det viser, at en digital vurdering ofte kan være et godt første skridt, når dyreejeren er i tvivl om, hvor alvorlige symptomerne er.
En af de hyppigste årsager til, at kæledyrsejere kontakter den digitale dyrlægerådgivning, er hunde med dårlig mave eller opkast. Det er et af de symptomer, Agria ser allermest af. I mange tilfælde kan dyrlægen ved hjælp af en grundig samtale og observation via video vurdere, om hunden kan observeres hjemme, bør ses af egen dyrlæge dagen efter eller har behov for akut behandling.
– Som dyrlæge med mere end 25 års erfaring fra både klinik og vagttjeneste troede jeg egentlig, at man skulle have hænderne på patienten for at kunne gøre en mærkbar forskel. Derfor har det overrasket mig, hvor ofte vi via video og samtale kan hjælpe dyreejere til den rigtige beslutning. Med observation og klinisk erfaring kan vi hurtigt vurdere, om dyret har behov for akut behandling, om det kan observeres hjemme med vejledning, eller om det trygt kan vente til egen dyrlæge. Den digitale konsultation erstatter ikke den fysiske – den er et fagligt supplement, som skaber tryghed og hjælper de dyr, der har størst behov for akut behandling, siger Mogens Brix, chefdyrlæge for Agrias digitale dyrlægerådgivning.
– En digital konsultation handler ikke om at erstatte den fysiske dyrlæge. Tværtimod. Den giver dyreejeren en hurtig veterinærfaglig vurdering, når tvivlen opstår, og skaber tryghed i en situation, hvor mange naturligt bliver bekymrede. Samtidig sikrer den, at de dyr, der har størst behov for akut behandling, bliver prioriteret hurtigt, siger Tine Stabell, administrerende direktør hos Agria Dyreforsikring.
En fordel for både dyr og ejere
For mange dyr er transport, ventetid og et akut klinikbesøg forbundet med stress. Særligt katte, kaniner og mindre kæledyr trives ofte bedst i deres vante omgivelser, men også hunde kan blive utrygge, når de er hos dyrlægen. Transport, nye omgivelser, fremmede mennesker og uvante lugte kan være en stor belastning for syge eller smertepåvirkede dyr og øge deres stressniveau.
Derfor kan en videosamtale med en dyrlæge være en skånsom første løsning, når symptomerne ikke umiddelbart virker akutte eller livstruende.
– Hvis dyret har behov for akut behandling, bliver det naturligvis sendt videre med det samme. Men hvis en dyrlæge vurderer, at det er forsvarligt at observere dyret hjemme eller vente til næste dag, undgår dyret en unødig belastning, samtidig med at ejeren får ro i maven, siger Tine Stabell.
En tid med større fokus på at prioritere den rette behandling
Mange kæledyrsejere oplever, at dyrlægebehandling fylder mere i privatøkonomien end tidligere. Samtidig viser Agrias egne data, at flere kunder vælger højere forsikringssummer, og at flere end tidligere opbruger hele deres årlige forsikringsdækning.
En undersøgelse foretaget af Xtreme Insight på vegne af Agria Dyreforsikring viser, at 60 procent af danske hunde- og katteejere bekymrer sig lige så meget om deres dyr som om deres nærmeste familiemedlemmer, mens 11 procent svarer, at de bekymrer sig mest om deres kæledyr. Derudover angiver 56 procent, at deres største bekymring er, om dyret er sygt eller har smerter.
– Netop fordi vores kæledyr betyder så meget for os, reagerer mange helt naturligt hurtigt, når de virker anderledes end normalt. Det er en omsorg, vi kun kan bakke op om. Men ikke alle symptomer kræver nødvendigvis en akut konsultation. En digital dyrlæge kan hjælpe med at vurdere, om dyret skal ses med det samme, eller om det er forsvarligt at observere det hjemme eller vente, til egen dyrlæge har åbent. Det giver både tryghed for dyreejeren og er med til at sikre, at de fysiske konsultationer bruges, når de er nødvendige, siger Tine Stabell.
Når flere kæledyrsejere i dag oplever, at deres årlige forsikringssum kan blive brugt hurtigere end tidligere, bliver det samtidig vigtigere at anvende forsikringsdækningen, hvor den gør størst gavn. En faglig vurdering kan derfor være med til at sikre, at de fysiske konsultationer bruges, når de er nødvendige, samtidig med at dyreejeren får tryghed og et godt beslutningsgrundlag.
En hjælp – også uden for normal åbningstid
Behovet for rådgivning opstår ofte om aftenen, i weekender og på helligdage, hvor den faste dyrlæge har lukket. Her kan en digital vurdering være med til at afklare, om dyret skal tilses med det samme, eller om det kan vente til næste hverdag.
Digital dyrlægerådgivning er i dag en gratis service, som flere forsikringsselskaber tilbyder deres kunder, og den er blevet et naturligt supplement til den traditionelle dyrlægebehandling. Den giver dyreejere hurtig adgang til en veterinærfaglig vurdering, når de er i tvivl om deres dyrs symptomer.
Det skaber tryghed for dyreejeren og er samtidig med til at sikre, at de akutte konsultationer bruges til de dyr, der har størst behov for dem.
Undersøgelsen blev udført i november 2023 af Xtreme Insight på vegne af Agria. 854 danske hunde- og katteejere deltog i undersøgelsen.
Nøgleord
Kontakter
Anne OrholtKommunikationsrådgiverOrholt.dk
Tlf:28971907anne@orholt.dkLotte EversMarketingchefAgria Dyreforsikring
Tlf:2878 3270lotte.evers@agria.dkBilleder

Links
Om Agria Dyreforsikring
Agria Dyreforsikring er specialist i dyreforsikringer gennem mere end 130 år og skal, med specialistkundskab og engagement, udvikle og sælge tryghed for dyr og mennesker. Agria Dyreforsikring i Danmark tilbyder fleksible forsikringer til heste, hunde, katte og andre smådyr som for eksempel gnavere, miniature grise, reptiler og racefugle. De fleste af virksomhedens medarbejdere er selv dyreejere, og sammen med dyreejerorganisationer og dyrlæger er Agria med til at udvikle dyrehold, dyrehelbred og bidrager til veterinærmedicinsk forskning. Agria Dyreforsikring er en filial af Försäkringsaktiebolaget Agria (publ) (Agria Djurförsäkring). Ud over Danmark har Agria også virksomhed i Sverige, Norge, Finland, Tyskland, Frankrig, Irland og England.
Følg pressemeddelelser fra Agria Dyreforsikring
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Agria Dyreforsikring
Sensommerens nedfaldsfrugt sender hunde akut til dyrlægen25.8.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Æbler, blommer og pærer, der ligger på jorden, kan være fristende for mange hunde. Men nedfaldsfrugt gemmer på flere alvorlige farer – fra alkohol og giftige frugtsten til hvepsestik og hjertelungeorm. Derfor er det vigtigt at holde ekstra øje med, hvad hunden spiser på gåturen og i haven i sensommeren.
Seks ud af ti kæledyrsejere er bekymrede for AI i veterinærplejen20.8.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Selv om flere kæledyrsejere allerede bruger kunstig intelligens til at søge information om deres dyrs sundhed, er tilliden begrænset. Seks ud af ti danske hunde- og katteejere er bekymrede for, at AI får en større rolle i veterinærplejen, viser en ny undersøgelse fra Agria Dyreforsikring.
Når børn ønsker sig en hund: "Jeg skal nok gå med den!"18.8.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Mange børn drømmer om en hund og lover glad og gerne at stå for gåture, fodring og pelspleje. Men når hverdagen melder sig med skole, fritidsaktiviteter og legeaftaler, er det sjældent realistisk, at barnet kan løfte ansvaret alene. Derfor bør hele familien være enige om, hvem der har ansvaret for hunden – allerede inden den flytter ind.
Katte undersøger med næse og mund: Dit hjem gemmer på skjulte farer11.8.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Hvert år må en lang række katte en tur til dyrlægen for at blive behandlet for forgiftningsskader, der er opstået i katteejerens eget hjem, fordi mange af de ting, vi omgiver os med kan være direkte livsfarlige for katten. Er dit hjem kattesikret? Læs med her og kig dit hjem efter med kattens øjne.
Sommerferien er slut: Forebyg alene hjemme-problemer hos din hund4.8.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Efter en sommer med masser af tid sammen kan overgangen til hverdagen være svær for nogle hunde. Når familien vender tilbage til arbejde og skole, risikerer nogle hunde at udvikle alene hjemme-problemer eller separationsangst. Derfor opfordres hundeejere til allerede nu at genindføre de faste rutiner.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum