Rudersdal hylder frivilligheden og årets prismodtagere
7.9.2026 12:00:00 CEST | Rudersdal Kommune | Pressemeddelelse
Frivillige ildsjæle, unge ledere og nye talenter skal hyldes, når Rudersdal Kommune den 25. september inviterer til årets Frivilligfest på Mariehøj. Her skal årets prismodtagere på scenen og fejres for deres særlige indsats.

Frivilligfesten er en aften for de mange mennesker, der året rundt bruger tid og kræfter på foreninger, kulturliv og lokale fællesskaber. Et af aftenens højdepunkter bliver overrækkelsen af Kulturprisen, Frivilligprisen, Talentprisen og Ungdomslederprisen.
- Rudersdal har et stærkt og levende forenings- og kulturliv, fordi rigtig mange mennesker vælger at bruge deres tid, kræfter og engagement på andre. De skaber aktiviteter, oplevelser og fællesskaber, som betyder noget i hverdagen for både børn, unge og voksne. Frivilligfesten er vores mulighed for at sige en stor tak og fejre nogle af alle dem, der gør en forskel, og markere, hvor stor betydning den frivillige indsats har for os alle sammen, siger Court Møller, fungerende borgmester i Rudersdal.
Kulturprisen
Kulturprisen hædrer en særlig frivillig indsats for kulturlivet i Rudersdal. Årets modtagere er Tina og Salem Buur, der med nye initiativer og stort engagement er blevet et kulturelt omdrejningspunkt i Nærum og har været med til at skabe nyt liv i byen.
- Tina og Salem er nogle af de mennesker, der får ting til at ske. Med stort engagement og masser af gode idéer har de været med til at skabe liv og kulturelle oplevelser i Nærum. De står blandt andet bag Nærum Kulturhus, som bruger hele byen til kultur og nye lokale arrangementer. Kultur lever, når nogen tager initiativ og får andre med – og det har Tina og Salem i den grad gjort, siger Knud Skadborg, formand for Kultur- og Fritidsudvalget.
Frivilligprisen
Et særligt skulderklap for en ekstraordinær frivillig indsats går til Henrik Oksholm fra FC Rudersdal, der gennem mange år har lagt utallige frivillige timer i fodbolden og fællesskabet omkring den. Han har taget et stort ansvar som både leder, træner, holdleder og koordinator – og samtidig været den, der tager fat, når de praktiske opgaver skal løses. Senest har han været med til at skabe nyt klubliv omkring anlægget i Vedbæk og samle FC Rudersdal, Skjold Birkerød og FC Holte om et fælles U21-hold.
Ungdomslederprisen
Emmely Strandbygaard fra Rudersdal Bevægelsesakademi (RuBA) modtager Ungdomslederprisen for sit arbejde med børn og unge både i og uden for dansesalen. Med sine bare 18 år tager hun allerede et stort frivilligt ansvar som instruktør på nogle af RuBAs største dansehold. Her leder hun med blik for hele mennesket og møder børn og unge i øjenhøjde. Hun formår både at skabe trygge rammer, få alle med i fællesskabet og tage ansvar, der rækker langt ud over selve undervisningen.
Talentprisen
Talentprisen går til 18-årige spydkaster Viola Lei Hansgaard fra Trongårdens IF Lyngby, der allerede har sat markante spor i dansk atletik. Viola bor i Holte og har været en del af ungdomslandsholdet, siden hun var 14 år. I dag er hun også på seniorlandsholdet. Hun har sat danske årgangsrekorder, men et af de helt store øjeblikke kom i 2025, hvor hun bar Dannebrog for den danske delegation ved ungdoms-OL – og selv tog en bronzemedalje med hjem.
- Det er imponerende at se unge mennesker, der allerede har fundet noget, de brænder for, og lægger så meget energi og engagement i det. Viola har med store resultater og en plads på både ungdoms- og seniorlandsholdet vist, hvor langt talent og målrettethed kan føre. Emmely viser samtidig et stærkt lederskab ved at bruge sit engagement til at løfte andre unge og skabe plads til alle i fællesskabet. De viser på hver deres måde, hvordan engagement både kan føre til store personlige præstationer og gøre en forskel for andre, siger Christoffer Emil Jexen, formand for Folkeoplysningsudvalget.
Tilmelding til Frivilligfesten
Frivilligfesten finder sted fredag den 25. september kl. 17.00-19.00 på Kulturcenter Mariehøj. Her er alle kommunens frivillige inviteret til en festlig aften med plads til både fejring, fællesskab og en stor tak til de mange, der gør en forskel i Rudersdal. Det er gratis at deltage, men kræver tilmelding: https://place2book.com/da/sw2/sales/ldl1kj4van
Læs mere: priser
Kontakter
Christoffer Emil JexenKommunalbestyrelsesmedlem
Klima- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget, Social- og Beskæftigelsesudvalget, §17, stk. 4 udvalg - Birkerød
Court Møller1. viceborgmester
Klima- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget
Knud SkadborgKommunalbestyrelsesmedlem
Kultur- og Fritidsudvalget, Udvalget for Ældre, Omsorg og Sundhed, §17, stk. 4 udvalg - Birkerød
Om Rudersdal Kommune
Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 57.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.
Følg pressemeddelelser fra Rudersdal Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Rudersdal Kommune
Gymnaster i Rudersdal får ny springgrav11.11.2026 11:00:00 CET | Pressemeddelelse
Børn og unge i Rudersdal kan se frem til bedre muligheder for at dyrke gymnastik – for nu realiseres ønsket om at etablere en ny springgrav med stortrampoliner i kommunen.
Forældre er stadig vigtige, når ungdomslivet kalder5.11.2026 10:12:12 CET | Pressemeddelelse
Vennerne fylder mere, festerne bliver flere, og alkohol og nikotin kommer tættere på, når børn bliver teenagere. Men forældrene spiller fortsat en vigtig rolle. Det understreger årets Ungeprofilundersøgelse, som Rudersdal Kommune vil bruge til at styrke forebyggelsen og dialogen med både unge og forældre.
Oplev DR’s julekalenderudstilling på Mothsgården3.11.2026 11:12:11 CET | Pressemeddelelse
Denne jul kan du på Mothsgården fordybe dig i særudstillingen ”Julekalenderens historie – En udstilling med DR’s julekalendere gennem tiden”. Mød velkendte figurer og fortællinger fra DR’s julekalendere og se udvalgte rekvisitter fra årets DR-julekalender ”Den Store Julefortælling”.
Holte Skole får nyt skolekøkken29.10.2026 12:36:50 CET | Pressemeddelelse
Bedre rammer til faget madkundskab er på vej til eleverne på Holte Skole. Kommunalbestyrelsen har netop godkendt et nyt skolekøkken, som forventes at stå klar i sommeren 2027.
Kommunerne overtager arbejdet med bro over Mølleåen12.10.2026 13:04:00 CEST | Pressemeddelelse
Arbejdet med broen over Mølleåen er blevet mere forsinket end forventet, og derfor går Lyngby-Taarbæk og Rudersdal Kommune nu sammen om at sikre, at projektet færdiggøres.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum