Viborg Kommune

Retterne i Viborg søger nye lægdommere i Viborg Kommune

7.9.2026 11:00:00 CEST | Viborg Kommune | Pressemeddelelse

Del

Alle borgere i Viborg Kommune mellem 18 og 75 år kan søge om at komme på listen over lægdommere for årene 2028-2031.

Retten i Viborg
Retten i Viborg Foto: Viborg Kommune

Bor man i Viborg Kommune, og har man lyst til at være lægdommer, kan man fra den 7. september søge om at komme med på den grundliste med 326 borgere, som Vestre Landsret udtrækker de kommende lægdommere fra. Så har man lyst til at være med til at afgøre straffesager i enten byret eller landsret i årene 2028-2031, er chancen der nu. 

En lægdommer er en helt almindelig borger, der som domsmand eller nævning har sagt ja til at hjælpe de juridiske dommere i byret og landsret med at vurdere spørgsmål om skyld og straf.

Disse betingelser skal man opfylde

Hvis man gerne vil med på grundlisten, skal man:

  • bo i Viborg Kommune
  • være mindst 18 år og ikke fylde 75 år inden udgangen af 2026
  • være dansk statsborger
  • have et tilstrækkeligt kendskab til det danske sprog
  • være ved godt fysisk og mentalt helbred 
  • have en ren straffeattest.

Personer i visse erhverv er udelukkede fra at være lægdommere. Det gælder blandt andet dommere, advokater, ansatte i politiet og præster i alle trossamfund.

Grundlisteudvalget vælger, Landsretten trækker lod

Selv om man opfylder kravene, er der ingen garanti for, at man kommer med på grundlisten. Grundlisteudvalget tjekker alle ansøgninger og udvælger i alt 326 personer bosat i Viborg Kommune til den endelige liste, som Vestre Landsret bruger, når der efterfølgende trækkes lod til hvervet som nævning eller domsmand i forskellige retssager.

Bidrager til vigtig samfundsopgave

Allan Clifford (Æ) er formand for Viborg Kommunes grundlisteudvalg, som udarbejder listen over egnede lægdommere til Vestre Landsret. Han opfordrer alle interesserede til at søge om at blive optaget på listen:

- Som lægdommer bidrager man med sin sunde fornuft og den almindelige danskers perspektiv. Derfor håber vi i Grundlisteudvalget på et bredt ansøgerfelt, der afspejler befolkningen i Viborg Kommune, når det angår køn, alder, etnisk baggrund, uddannelse og job. Det er en vigtig samfundsopgave at være med til at sikre retsfølelsen, og samtidig får man et helt særligt indblik i det juridiske maskinrum, siger Allan Clifford. 

Man skal ikke vide noget om hverken jura eller lovgivning på forhånd, og alle nye lægdommere får grundig information om deres opgaver, inden de deltager i deres første sag. Som lægdommer skal man regne med at blive indkaldt cirka fire gange om året, og man får 1.100 kr. pr. dag, man møder i retten. 

Information og ansøgning

Alle, som gerne vil være lægdommer, skal indsende en ansøgning via kommunens hjemmeside viborg.dk/laegdommer senest den 2. november 2026. Her kan man også læse mere om hvervet som lægdommer og se invitation til informationsmøde i Retten i Viborg den 8. oktober 2026.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Retten i Viborg
Retten i Viborg
Foto: Viborg Kommune
Download

Om Viborg Kommune

Viborg Kommune er med sine knap 100.000 indbyggere Danmarks 11. største kommune og er med sine 1.474 km² den næststørste kommune målt på areal.

Følg pressemeddelelser fra Viborg Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Viborg Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye