Lad ambulancerne hjælpe i Det Nære Sundhedsvæsen

I 2003 havde vi i Danmark 43 sygehusenheder fordelt på 75 adresser, mens vi i skrivende stund ifølge vores egen optælling har 61 sygehuse i Danmark. Dog er der en væsentlig forskel på den type sygehuse, der var i 2003 og i dag. I de "gode gamle dage" kunne et sygehus håndtere det meste: Havde man en slem lungebetændelse, kunne man blive behandlet lokalt, og havde man slået sin hånd, kunne man få et røntgenbillede og måske en gips, hvis den var brækket. I dag er akutfunktioner sjældne på de mindste sygehuse, hvor ambulante funktioner indenfor specialiserede områder er den primære funktion, sammen med f.eks. ambulant blodprøvetagning.

Altså er et mindre lokalt sygehus sjældent lig med en behandling i det tilfælde, man bliver akut syg. Her skal man oftest på et af landets 21 akutsygehuse, der typisk er placeret i de største byer. Her har man samlet ekspertisen til at kunne håndtere stort set alle akutte tilstande for alle patientgrupper og hævet det faglige niveau indenfor særligt de mere sjældne behandlinger.

Men selvom det er mere effektivt for samfundet, giver det dog udfordringer med nærheden i sundhedsvæsenet, hvor man i høj grad har lagt opgaver ud til de alment praktiserende læger og derved øget presset, så der uundgåeligt er længere ventetid på at kunne blive set her, hvilket giver udfordringer i sig selv.

I en tid med pres på det samlede sundhedsvæsen og et ønske om at få sundhedsvæsenet tættere på befolkningen, vil vi i Reddernes Fagforening gerne række hånden i vejret og pege på vores repræsenterede faggrupper, ambulancebehandlerne og paramedicinerne, som en mulig del af løsningen på denne udfordring.

Vores medlemmer sidder allerede i dag i næsten alle lokalområder i Danmark og holder beredskab i tilfælde af, at der måtte ske ulykker, pludselig sygdom mv. Denne opgave er vi glade for og stolte af at løse til stor tilfredshed blandt vores patienter. Men såvel som det øvrige sundhedsvæsen har udviklet sig siden 2003, så har ambulancetjenesten det også. Vi har i dag en langt højere uddannelse end tidligere, og der er bl.a. planlagt en ny professionsbachelor i paramedicin, hvoraf vi afventer den endelige startdato. Men allerede i dag har vi ambulancereddere, der som en del af deres vagt kører ud til og håndterer vagtlægeopgaver selvstændigt med telemedicinsk backup; vi har medlemmer, der i de såkaldte "Præhospitale Visitationsenheder" kan tage ud til patienter med uafklarede problemstillinger og håndtere dem direkte i hjemmet og på baggrund af blodprøver lave en plan sammen med lægen i akutmodtagelsen om, hvorvidt patienten kan færdigbehandles i hjemmet, ses i et subakut ambulant tilbud, eller om der skal tilkaldes en ambulance til at transportere patienten ind til akut behandling; og sidst men ikke mindst har vi alle vores øvrige medlemmer på ambulancerne, der dagligt sørger for, at man som syg og tilskadekommen bliver undersøgt grundigt og måske bliver indbragt på et akutsygehus eller, efter aftale med læge, bliver henvist til et andet behandlingstilbud, egen læge eller egenomsorg i hjemmet.

Ovenstående er markant anderledes end i 2003, hvor den primære opgave var transport og akutbehandling. Derfor mener vi i Reddernes Fagforening også, at det er på tide, at vi udvikler vores opgaveportefølje yderligere. For hvem siger, at en paramediciner ikke sagtens kan lave et hjemmebesøg hos en terminal kræftpatient, der har behov for ekstra smertestillende? Hvorfor skulle en ambulancebehandler ikke sagtens kunne hjælpe med væskebehandling af en dehydreret borger på et plejehjem, så borgeren undgår en indlæggelse på et sygehus langt væk? Hvem siger, at en paramediciner ikke sagtens kan tage et EKG i hjemmet hos en skrøbelig patient og lægge en plan for vanddrivende behandling i samråd med en kardiologisk læge? Eller hvorfor kan en ambulance ikke også løse udekørende opgaver for almen praksis, når der er ledig kapacitet?

Vi ved, at vi træder ind på mange forskellige arenaer, og vi ønsker som sådan heller ikke at skulle skubbe nogen øvrige faggrupper "ud". Derimod ser vi i ambulancetjenesten os selv som et multitool, der måske ikke er eksperter, men med rette telemedicinske backup og rette organisatoriske setup kan løse langt flere opgaver, end der er tilfældet i dag, og dette i særlig grad i den enkelte borgers hjem. Altså et akut supplement til den behandling, der allerede sker i dag.

Kan vi forebygge, at en borger får delirium af en indlæggelse, kan vi forebygge en hospitalserhvervet infektion, kan vi forebygge, at en skrøbelig patient skal sidde på et travlt akutsygehus i timer for en banal undersøgelse, der kan løses i eget hjem på 10 min, så mener vi, at brugen af ambulancetjenesten har tjent et værdigt formål. Samtidigt betyder en opnormering af ambulancer til subakutte opgaver også, at der er flere enheder, der kan trækkes ud, hvis den helt store katastrofe sker.

Men for at dette kan fungere, har vi behov for politisk hjælp, for det kræver naturligvis en omorganisering af sundhedsvæsenet, at præhospitalt personale skal bidrage yderligere i det nære sundhedsvæsen og for almen praksis. Denne åbning ser vi helt naturligt åbnet igennem regionernes overtagelse af akutsygeplejen fra kommunerne, hvor vi mener, at der kan opnås en synergi ved at indtænke præhospitalet i denne opgave. Hvis denne opgave løses tilfredsstillende, tænker vi, at vi gradvist kan overtage flere og flere opgaver, under hensyntagen til akutberedskabets primære opgave: Det akutte beredskab.

I ambulanceberedskabet vil vi altid gerne hjælpe. Vi håber at få lov til at hjælpe endnu mere.