Næstved holder fast i toppen – virksomhederne er mere tilfredse end nogensinde

2.9.2026 06:00:00 CEST | DI Sydsjælland | Pressemeddelelse

Del

Næstved Kommune bliver nummer 13 i DI’s undersøgelse af Lokal Erhvervsvenlighed 2026. Virksomhedernes tilfredshed er højere end nogensinde, mens infrastruktur og transport får pilen til at pege nedad.

Næstved Kommune er fortsat blandt landets mest erhvervsvenlige kommuner. Med en 13.-plads blandt 91 kommuner er Næstved bedst placerede kommune i Vest- og Sydsjælland. 

Kommunen går fra sidste års 11.-plads, men virksomhedernes vurdering af den samlede erhvervsvenlighed stiger til 4,12 ud af 5 – den højeste vurdering i måleperioden. Det placerer Næstved som nummer fem i landet på virksomhedernes overordnede tilfredshed. 

– Næstved går to pladser tilbage, men virksomhederne er samtidig mere tilfredse med kommunen end nogensinde før. Det understreger, at man skal se bag den samlede rangering. Kommunerne måles i forhold til hinanden, og Næstveds egen præstation er faktisk blevet stærkere, siger Klaus Rønholt, bestyrelsesleder for DI Sydsjælland. 

I alt har 103 virksomheder deltaget i undersøgelsen. De repræsenterer mindst 2.997 arbejdspladser, svarende til 15 procent af den private beskæftigelse i kommunen. 

Dialogen placerer Næstved i landets top 

Næstved går fra en 13.-plads til en ottendeplads i kategorien overordnet erhvervsvenlighed og dialog. Virksomhedernes vurdering af dialogen med kommunens politikere og embedsmænd stiger fra nummer 18 til nummer syv. 

Også kommunens administration får gode karakterer. Næstved ligger nummer seks på kommunal administration, nummer otte på byggesagsbehandling og nummer syv på hensynet til erhvervslivet i den lokale planlægning. Den gennemsnitlige behandlingstid for byggesager er samtidig faldet fra godt 39 til godt 33 dage. 

– Næstveds udvikling viser værdien af en vedholdende og opsøgende dialog med virksomhederne. Virksomhedsbesøg, morgenbriefs og det tætte samarbejde med Næstved Erhverv har været med til at gøre afstanden mellem rådhuset og virksomhederne kortere. Det skaber tillid og gør det lettere at løse problemer, før de vokser sig store, siger Klaus Rønholt. 

Siden 2015 er Næstved gået fra nummer 94 til blandt landets bedste. Kommunen har blandt andet styrket erhvervsservicen, fjernet dækningsafgiften, reduceret byggesagsgebyrerne og arbejdet med en mere koordineret myndighedsbehandling. 

Områder kræver fortsat opmærksomhed 

Der er også områder, hvor Næstved kan forbedre sig. Infrastruktur og energi falder fra nummer 30 til nummer 51, og omkring halvdelen af virksomhederne peger på infrastruktur og transport som en af kommunens to vigtigste prioriteter for at styrke vækstmulighederne. 

Næstved går samtidig fra nummer 28 til nummer 37 i kategorien uddannelse og arbejdskraft. Selvom kommunen får en førsteplads for indsatsen for at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse, er andelen, der faktisk søger en erhvervsuddannelse, faldet fra 24,5 til 20,9 procent. 

– Førstepladsen er en flot anerkendelse af den lokale indsats for erhvervsuddannelserne. Men når færre unge faktisk søger en erhvervsuddannelse, er opgaven ikke løst. Flere unge skal møde virksomhederne gennem erhvervspraktik, virksomhedsbesøg, juniormesterlære, fritidsjob og lærepladser, siger Klaus Rønholt. 

FAKTA OM LOKAL ERHVERVSVENLIGHED 2026 

DI’s undersøgelse Lokal Erhvervsvenlighed evaluerer og sammenligner erhvervsvenligheden i landets kommuner. 

7.789 virksomheder har besvaret årets undersøgelse. 

91 af landets 98 kommuner indgår. Syv kommuner deltager ikke, fordi det ikke har været muligt at indhente mindst 30 virksomhedssvar. 

Undersøgelsen består af virksomhedssvar og statistiske indikatorer. 

Resultaterne er fordelt på fire kategorier, der hver vægter 25 procent: overordnet erhvervsvenlighed og dialog, infrastruktur og energi, uddannelse og arbejdskraft samt kommunal administration. 

I Næstved Kommune har 103 virksomheder svaret. De repræsenterer mindst 2.997 arbejdspladser, svarende til 15 procent af den private beskæftigelse. 

For yderligere oplysninger kontakt: 

- Regionalforeningskonsulent i DI Sydsjælland, Gordon Trier Holm, tlf. 2949 4606, e-mail gth@di.dk

Vedhæftede filer

Links

For yderligere information om DI Sydsjælland:

Regionskonsulent Gordon Trier Holm, gth@di.dk, 29494606 

Sekretær Susanne Munk Jørgensen Mail: sul@di.dk Tlf. 3377 3924

Følg pressemeddelelser fra DI Sydsjælland

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DI Sydsjælland

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye