DI Trekantområdet

DI-undersøgelse: Fredericia rykker frem, men mangel på arbejdskraft kan bremse udviklingen

2.9.2026 06:00:00 CEST | DI Trekantområdet | Pressemeddelelse

Del

Fredericia rykker fra nummer 20 til 18 i DI’s årlige måling af lokal erhvervsvenlighed. Hurtig byggesagsbehandling og stærk mobilitet understøtter investeringer, men virksomhederne peger samtidig arbejdskraft som en voksende udfordring. Det viser, hvor den lokale fremdrift kan møde sin næste flaskehals, lyder det fra DI.

Divisionsdirektør, Rambøll Transport, og bestyrelsesleder i DI Trekantområdet Pia Jakobsgaard-Iversen.
Divisionsdirektør, Rambøll Transport, og bestyrelsesleder i DI Trekantområdet Pia Jakobsgaard-Iversen.

Der bliver helt bogstaveligt bygget til ny erhvervsudvikling i Fredericia. I maj blev første spadestik taget til 32.000 kvadratmeter lager og logistik i Taulov Dry Port, og Google har netop bekræftet, at virksomheden udvider sit datacenter. 

DI’s nye undersøgelse viser, hvorfor store investeringer lander i Fredericia. Kommunen rykker to pladser frem og bliver nummer 18 blandt landets 98 kommuner. 

- Fredericia er et af de steder, hvor man kan se erhvervsudviklingen i praksis. Der bliver bygget, investeret og skabt arbejdspladser. Den flotte placering i vores undersøgelse viser, at kommunen har skabt et stærkt fundament for fortsat fremgang, siger Pia Jakobsgaard-Iversen, bestyrelsesleder i DI Trekantområdet. 

Fredericias officielle sagsbehandlingstid for byggesager er i gennemsnit 12,5 dage. Det er landets tredjehurtigste. Virksomhederne placerer samtidig kommunens hensyn til erhvervslivet i den lokale planlægning som nummer 16. 

Mobilitet og infrastruktur som styrkeposition 
Også den geografiske styrkeposition kan mærkes. Fredericia er nummer fem på virksomhedernes vurdering af kommunens indsats for mobilitet og nummer to på bæredygtig transport. Infrastruktur og energi er fortsat en styrke med en 17. plads, selv om kommunens placering i kategorien falder fra en plads som nummer seks sidste år. Vurderingen af mulighederne for at drive klimavenligt falder fra en placering som nummer 19 til nummer 50. 

Fredericia har også en oplagt mulighed i de bynære havnearealer, som kan blive et vigtigt aktiv i Fredericias arbejde med at tiltrække international arbejdskraft. Hvis området udvikles med boliger, byliv og stærke forbindelser til arbejdspladserne, kan området styrke byens evne til at tiltrække både bosætning og virksomheder. Samt virksomhedernes muligheder for at rekruttere og fastholde medarbejdere udefra. 

Det er særligt relevant, fordi virksomhederne samtidig peger på arbejdskraft som en voksende udfordring. 

Den største advarselslampe findes på uddannelse og arbejdskraft. Her går Fredericia fra nummer 30 til 45. Kommunens indsats for at sikre kvalificeret arbejdskraft ligger fortsat stærkt som nummer 14, men placeringen på internationale medarbejdere falder fra nummer 16 til 31. Indsatsen for at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse falder fra nummer 14 til 37. 

Det sker samtidig med, at Taulov Dry Ports udvidelse forventes at skabe omkring 600 arbejdspladser, og Googles nye datacenterbygning ventes at fordoble antallet af faste medarbejdere på stedet til omkring 200. 

Fremgang kræver flere hænder
Initiativer som Job Over Broen, fejringen af nyudlærte og én tydelig indgang til jobcenteret peger i den rigtige retning. Men investeringerne kræver en langsigtet indsats på tværs af virksomheder, uddannelser, kommuner og internationale rekrutteringskanaler. 

-  Fredericia har vist, at kommunen kan finde pladsen og få byggeriet i gang. Nu skal vi sikre, at virksomhederne også kan finde medarbejderne. Ellers risikerer manglen på arbejdskraft at sætte tempoet ned netop nu, hvor investeringerne tager fart, siger Pia Jakobsgaard-Iversen. 

FAKTA OM LOKAL ERHVERVSVENLIGHED 2026 

  • DI’s undersøgelse, Lokal Erhvervsvenlighed 2026, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed. Det er 17. år i træk DI foretager en undersøgelse af den lokale erhvervsvenlighed. 

  • 7.789  virksomheder indenfor DI’s brancher, blandt andet fremstilling, byggeri, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service har svaret på undersøgelsen. 

  • Undersøgelsen er sammensat af to typer af indikatorer: Et spørgeskema til virksomheder og statistik. Resultaterne er opdelt i fire temaer, der belyser forskellige centrale områder i de lokale erhvervsvilkår. Dette gør det muligt at se, hvordan kommunerne klarer sig på forskellige områder og ikke kun samlet set. Hver kategori vægter 25 procent. 

  • 91 ud af landets 98 kommuner er inkluderet i undersøgelsen. De syv kommuner Dragør, Fanø, Langeland, Læsø, Samsø, Vallensbæk og Ærø deltager ikke, da det ikke er muligt at indhente et tilstrækkeligt antal svar i disse kommuner. 

Kontakter

For yderligere information kontakt chefkonsulent i DI, Morten Karlsbjerg, tlf. 2917 9440, e-mail moka@di.dk eller presserådgiver Bo Hjuler, tlf. 2328 4912, e-mail boh@di.dk

Vedhæftede filer

Links

For yderligere information om DI Trekantområdet: Chefkonsulent Morten Karlsbjerg Mail: moka@di.dk Tlf. 3377 3423 Mobil: 2917 9440 Sekretær Marianne Brock Elro Mail: mabe@di.dk Tlf. 3377 3498

Følg pressemeddelelser fra DI Trekantområdet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DI Trekantområdet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye