Formand for Danske Regioner: - Tid til handling: Ventetid til demensudredning er alt for lang

28.8.2026 06:38:04 CEST | Danske Regioner | Pressemeddelelse

Del

Alt for mange danskere venter for længe på at blive udredt for demens. Det skyldes især mangel på speciallæger i neurologi og neuropsykologer. Flere vil få behov for at blive udredt for demens i fremtiden, når der kommer flere ældre. Derfor er der brug for handling nu, mener Danske Regioner.

Den nye årsrapport fra Dansk Klinisk Kvalitetsdatabase for Demens viser, at der fortsat er lang ventetid til at blive udredt for demens. Kun en fjerdedel af de patienter, der henvises, bliver udredt inden 90 dage, og endnu færre får således en udredning indenfor retten på 30 dage. I gennemsnit venter patienterne 174 dage fra henvisning til endelig diagnose, viser et særtræk fra databasen.   

- Vi må erkende, at det ganske enkelt er for dårligt. Patienter med demens venter al for lang tid, alt imens sygdommen bliver værre. Det er helt uacceptabelt, for sygdommen er en meget stor belastning for patienterne og deres pårørende og kan slide voldsomt på deres relation, siger formand for Danske Regioner, Mads Duedahl. 

- Vi står med en stor udfordring, for vi kan ikke følge med i dag. Den hårde sandhed er, at vi kun står for foden af bjerget. Behovet for udredning bliver kæmpestort de kommende år med flere ældre. Derfor skal vi gentænke hele området. Det nytter ikke bare at fortsætte med at gøre mere af det samme. Vi skal have et nyt gear i udredningerne. Flere udredningerne til tiden vil kræve en massiv omstilling på området, tilføjer Danske Regioners formand. 

Regionerne igangsætter en række initiativer
Regionerne har haft fokus på demensområdet i en længere periode, men sætter nu flere initiativer i gang.  

- Vi har i alle regioner arbejdet ihærdigt med at øge kapaciteten ved blandt andet at ansætte flere, udvide hospitalsafdelingers åbningstider og styrke samarbejdet med almen praksis. Men det er ikke tilstrækkeligt. Derfor igangsætter vi nu en række initiativer der skal sikre, at vi kan udrede flere, så vi kan få ventetiden ned, siger Mads Duedahl, og tilføjer:  
- Vi skal omstille udredningsforløbene, så vi hurtigere og bedre kan hjælpe patienterne og deres pårørende. Udredningerne skal i højere grad tilpasses den enkelte patient, for med forskellige stadier af over 200 demenssygdomme er der behov for forskellige forløb, siger Mads Duedahl.  

For at drøfte omstillingen har Danske Regioner indkaldt fagfolk og andre interessenter til stormøde i slutningen af august. Formålet er at drøfte udfordringerne, omstillingen og finde flere løsninger, der kan rette op på den lange udredningstid.

Mere målrettede forløb kan være til gavn for den enkelte patient, fordi man kan undgå unødige undersøgelser. Desuden vil arbejdet sikre bedre brug af speciallægernes tid, og på sigt give kortere ventetider.  Danske Regioner arbejder også på at flere patienter fremover kan færdigudredes hos deres praktiserende læge. Ønsket om flere udredninger i primærsektoren flugter anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen, der har set på, hvordan opgaven kan organiseres bedre. 

Alle regioner har desuden fået tilført midler til demensområdet i år og de kommende år.  

Der er brug for handling på alle niveauer
Med personalemangel, flere ældre og udsigt til bedre medicin mod visse demenssygdomme, står sundhedsvæsenet altså overfor store udfordringer. 
 - Demensudredningerne er en af vores største indsatsområder lige nu. Jeg vil drøfte området med min bestyrelse, for at vi kan sætte alle sejl til i regionerne. Men regionerne kan ikke nå i mål uden hjælp. Derfor ser jeg frem til den kommende demenshandlingsplan fra regeringen og vil række ud, så vi sammen kan finde flere løsninger. For vi skal bremse den kedelige udvikling, konkluderer Mads Duedahl. 

Nye initiativer på demensområdet:

•    Almen praksis skal fremover stå for flere udredninger. Forberedelserne til implementeringen af den nye opgave for de almen praktiserende læger pågår.

•    Udredningsforløbene på de regionale udredningsenheder skal i højere grad differentieres, så de passer til den enkelte.

•    Omstillingen skal understøttes af en visitationsretningslinje, der udarbejdes af Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut.

•    Udredningsenhederne samles til større enheder for at robustgøre kompetencer

•    Danske Regioner indkalder til fagligt stormøde om demensudredning med henblik på at drøfte omstillingen, yderligere initiativer og løsninger

•    Regionerne har fået tilført midler til området i de kommende budgetter.

Kontakter

Billeder

Mads Duedahl
Mads Duedahl
Download

Følg pressemeddelelser fra Danske Regioner

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danske Regioner

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye