Ny GNSS-målestation i Grønland

27.8.2026 08:54:37 CEST | Klimadatastyrelsen | Pressemeddelelse

Del

Ny GNSS-målestation giver bedre data. Klimadatastyrelsen har opstillet en ny station ved Ilulissat, som får en særlig vigtig rolle i forhold til klimaforskning

GNSS-målestation ved Isfjorden i Ilulissat.
GNSS-målestation ved Isfjorden i Ilulissat. Klimadatastyrelsen

På toppen af grundfjeldet i Grønland tæt ved Isfjorden i Ilulissat står en splinterny GNSS-målestation. Dens opgave er konstant at måle, hvordan Grønland bevæger sig.

Målestationen er én af 71 målestationer, som tilsammen udgør GNET – Grønlands geodætiske infrastruktur. GNET danner grundlaget for den præcise opmåling og kortlægning af Grønland og er derfor også med til at sikre landets grænser.

Bedre data via den nye målestation

Den tidligere målestation nedlægges, da den er placeret indenfor Ilulissats lufthavnsområde, som er ved at blive erstattet af en ny lufthavn. Det er derfor nødvendigt at nedlægge den gamle målestation, da dennes elektroniske komponenter er huset i en af den gamle lufthavns bygninger.

Den nye målestation i Ilulissat skal fremadrettet give bedre data og nemmere vedligehold. Den er installeret på toppen af grundfjeldet med en meget bedre og uhindret udsigt til horisonten end den gamle. Monumentet til den nye målestation er samtidig 1 meter højt, hvor den gamle målestation kun stod 20 cm. over jorden. Kombinationen af en nye placering og et nyt monument gør, at den nye målestation ikke tildækkes af sne, og at den har adgang til flere satellitsignaler. Det giver mere præcise og pålidelige målinger. Det er afgørende, når den skal registrere små bevægelser i grundfjeldet, og det understøtter bedre data.

Den nye målestation løfter en særlig vigtig opgave  

Der er flere årsager til, at en målestation tæt ved Grønlands tredje største by på ingen måder kan undværes.

GNET bruges blandt andet til landmåling i forbindelse med byggeri og infrastruktur. Netværket registrer de små bevægelser i undergrunden, som over tid får betydning for kortlægning, navigation og infrastruktur-opgaver.

GNET er også et vigtigt redskab i klimaforskningen. Målestationerne viser, at grundfjeldet hæver sig, fordi isen smelter, og dermed lægger mindre vægt på undergrunden. Ved at måle, hvor meget grundfjeldet hæver sig, kan klimaforskere beregne, hvor store mængder is der er smeltet.

Lige præcis målestationen i Ilulissat er særlig værdifuld til at overvåge isens bevægelser, landhævning og konsekvenserne af klimaforandringer.

Gletsjeren ”Sermeq Kujalleg” i bunden af Ilulissat Isfjord transporterer store mængder is fra indlandsisen ud i havet. Gletsjeren er meget aktiv, og når den ændrer hastighed eller mister mere is, så kan klimaforskere registrere, hvordan landet omkring reagerer. Grundet dens placering er det også en af de mest undersøgte gletchere i Grønland. Samlet set er den meget vigtig for forståelsen af, hvad der sker i forhold til issmeltning, og det er derfor særligt væsentligt at have en målestation i området.

Nøgleord

Kontakter

Klimadatastyrelsen

Vi arbejder for et klimarobust, grønt og sikkert Danmark. Vi er en arbejdsplads, som fagligt spænder bredt og er en del af Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

Følg pressemeddelelser fra Klimadatastyrelsen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Klimadatastyrelsen

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye