KU lancerer stor AI-satsning: Ny viceprorektor og 110 mio. kr. skal ruste universitetet til en ny virkelighed
27.8.2026 06:01:00 CEST | Københavns Universitet | Pressemeddelelse
Kunstig intelligens ændrer forskning, uddannelse og arbejdsliv i et tempo, få havde forestillet sig. Nu lancerer Københavns Universitet en gennemgribende satsning, der skal hjælpe universitetet og det danske samfund med både at udnytte mulighederne i AI og håndtere de grundlæggende forandringer, teknologien fører med sig.

Kunstig intelligens er allerede i færd med at ændre, hvordan studerende lærer, måden forskere arbejder på, og hvordan administrative opgaver løses. Derfor organiserer Københavns Universitet nu en række AI-aktiviteter i to strategiske missioner, AI på KU og KU med AI.
Initiativerne, som understøttes af en samlet investering på 110 mio. kr., skal sikre, at universitetet både kan anvende og udvikle brugen af AI i uddannelse, forskning og administration og bidrage med ny viden om AI’s konsekvenser for og i samfundet.
Som led i satsningen har universitetet udpeget Morten Axel Pedersen til viceprorektor for AI. Fra 1. september skal han i en periode på tre år stå i spidsen for en ny organisering, der skal koordinere og understøtte AI-indsatsen på tværs af universitetet. Morten Axel Pedersen får reference til rektor.
”AI er ikke bare et teknologichok, det er ikke bare et produktivitetschok, det er – for universitetet – også et organisationschok. Det udfordrer helt grundlæggende, hvordan vi forsker, underviser og løser vores opgaver. Det giver store nye muligheder og udfordringer i både forskning og uddannelse”, siger rektor David Dreyer Lassen.
AI integreres i forskning, uddannelse og administration
Satsningen tager udgangspunkt i, at AI ikke er et projekt med en slutdato, men en grundlæggende forandring, som universitetet skal lære at navigere i over tid. Målet er både at styrke anvendelsen af AI og udvikle de kompetencer, der gør forskere, studerende og medarbejdere i stand til at bruge teknologien konstruktivt, kritisk og ansvarligt.
”Vi ved ikke, hvor forandringerne tager os hen, men jo før vi erkender, at verden vil flytte sig på måder, vi har svært ved at gennemskue, og måske også umiddelbart svært ved at acceptere, jo bedre rustet vil Københavns Universitet være til også fremadrettet at forske og uddanne på det højeste internationale niveau. Det er en spændende tid at være universitet i”, siger David Dreyer Lassen.
På forskningsområdet skal universitetet blandt andet understøtte adgang til modeller, beregningskapacitet og kompetenceudvikling, mens AI i stigende grad skal integreres i faglige metoder og forskningspraksis. På uddannelsesområdet skal studerende lære både at mestre brug af AI i deres fag og samtidig vide, hvornår teknologien ikke er anvendelig og ikke har svaret. Samtidig skal uddannelser og undervisere – mere end det allerede foregår – forholde sig til og benytte AI, hvor det giver mening, og fravælge AI, hvor det ikke understøtter dannelse og læring. Endelig skal AI bidrage til at løfte kvalitet og effektivitet i den administrative opgaveløsning.
Alle skal forholde sig til AI
Ifølge viceprorektor for AI, Morten Axel Pedersen, bliver den vigtigste opgave at sikre, at hele universitetet er rustet til de ændringer, som AI medfører.
”AI bliver en allestedsnærværende del af hverdagen og arbejdslivet, om man ønsker det eller ej. Derfor skal både studerende, forskere og medarbejdere rustes til at navigere i de muligheder, dilemmaer og krav, det medfører. Min opgave bliver at sikre rammerne for det, men det bliver en kerneopgave for hver faglighed at vurdere, hvornår og hvordan AI skal bruges. Alt skal ikke være AI, men alle skal forholde sig til AI”, siger Morten Axel Pedersen.
Universiteterne får en ny rolle
AI rejser en række spørgsmål om forskningens og universiteternes fremtidige rolle. Når adgangen til information og produktion af tekst bliver lettere end nogensinde, vokser behovet for kvalitetssikring, kritisk vurdering og uafhængig ekspertise.
Ifølge rektor David Dreyer Lassen bliver netop den rolle stadig vigtigere i de kommende år.
”I en verden, hvor det bliver lettere at producere store mængder indhold, bliver universiteternes evne til at sikre kvalitet, verificere viden og uddanne mennesker med faglig dømmekraft og nye former for dannelse endnu vigtigere, både inden for universitetsverdenen og i samfundet som helhed. Her har vi både et ansvar og en mulighed for at bidrage til samfundet”, siger han.
Københavns Universitet står allerede stærkt på området med forskningsaktiviteter i blandt andet Pionercenter for Kunstig Intelligens og Det Nationale Center for AI i Samfundet (CAISA). Hertil kommer en række KU-uddannelser og -forskningsmiljøer, hvor AI indgår som en integreret del af arbejdet.
Det søsætter KU
- en viceprorektor for AI
- et AI-kontor og en AI-taskforce
- nye styringsstrukturer på tværs af universitetet
- tre AI-labs til støtte af forskeres AI-anvendelse
- fælles AI-infrastruktur, modelplatforme og konkrete AI-løsninger, herunder en generativ KU AI-assistent, transskription og et AI-trafiklys til vejledning om compliant brug af AI.
Udgangspunktet er, at strukturen skal eksistere i tre år, hvorefter initiativerne forventes at være integreret i KU’s organisation.
AI på KU
Københavns Universitets nye AI-satsning består af to strategiske missioner. Den første mission er ’AI på KU’. Her tager alle på KU aktivt stilling til, hvornår og hvordan kunstig intelligens skal – og eksplicit ikke skal – integreres i universitetets egne aktiviteter, herunder:
- forskning og forskeruddannelse
- uddannelse, undervisning og eksamensformer
- kompetenceudvikling for ansatte og studerende
- administrative processer og arbejdsgange
- sikker, compliant og lovmedholdelig anvendelse af AI.
KU med AI
KU’s anden strategiske mission, ’KU med AI’, handler om universitetets rolle og position i et samfund og arbejdsmarked, der forandres af AI, herunder:
- forskning i AI’s konsekvenser for samfundet
- nye krav til uddannelse og kompetencer, og til verificering og certificering af viden og kunnen
- spørgsmål om digital suverænitet, AI’s klimabelastning, etik og regulering.
Nøgleord
Kontakter
Morten Axel PedersenProfessor og viceprorektor for AI
Tlf:+45 31 31 46 30map@sodas.ku.dkSimon Knokgaard HalskovKU Presse
Tlf:+45 93 56 53 29halskov@adm.ku.dkFølg pressemeddelelser fra Københavns Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Universitet
Narwhals help researchers uncover unique data from the deepest East Greenland fjords27.8.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
For the first time, researchers have used data from narwhals to document how Atlantic water reaches deep into fjords along Greenland’s east coast. A new study from the University of Copenhagen sheds light on a poorly studied region, and the findings could have important implications for understanding and predicting climate change.
Narhvaler hjælper forskere med unikke data fra det dybeste af Østgrønlandske fjorde27.8.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
For første gang har forskere brugt data fra narhvaler til at dokumentere, hvordan vand fra Atlanterhavet når dybt ind i fjorde på den grønlandske østkyst. Et nyt studie fra Københavns Universitet kaster lys på et underbelyst område i forskningen, og resultaterne kan få stor betydning for både at forstå og forudsige ændringer i klimaet.
Many workplaces resist plant-based lunches despite substantial climate benefits26.8.2026 10:52:01 CEST | Press release
Are organisations ready for plant-based food at work? A new study from the University of Copenhagen explores this question and shows that only a small proportion of workplaces in Denmark exhibit readiness for this change – despite its potential to reduce the climate footprint of workplace lunches. In general, introducing plant-based food is likely to stir strong emotions.
Så stor er modstanden mod vegetarmad i kantinen26.8.2026 07:22:00 CEST | Pressemeddelelse
Hvor klar er danskerne til at spise mere planterigt på arbejdet? Det afdækker en undersøgelse lavet af Københavns Universitet. Den viser, at det er et emne, der bringer stærke følelser frem. Samtidig spiller arbejdspladsens parathed en vigtig rolle for kantinemadens klimaaftryk. Forskerne tilbyder arbejdsgiverne et værktøj til at måle, hvor parat deres organisation er til mindre kød.
Researchers create a Little Big Bang: Bowling-pin-shaped nuclei shed new light on the Universe’s first moments20.8.2026 09:07:36 CEST | Press release
Researchers from the University of Copenhagen have succeeded in recreating the primordial matter that filled the Universe shortly after the Big Bang – by smashing much smaller atomic nuclei together than previously thought possible. These microscopic Big Bangs could provide new insights into the Universe’s earliest moments while also helping researchers understand one of the fundamental questions in nuclear physics.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum