Narhvaler hjælper forskere med unikke data fra det dybeste af Østgrønlandske fjorde
27.8.2026 06:00:00 CEST | Københavns Universitet | Pressemeddelelse
For første gang har forskere brugt data fra narhvaler til at dokumentere, hvordan vand fra Atlanterhavet når dybt ind i fjorde på den grønlandske østkyst. Et nyt studie fra Københavns Universitet kaster lys på et underbelyst område i forskningen, og resultaterne kan få stor betydning for både at forstå og forudsige ændringer i klimaet.

De lever i nogle af klodens mest utilgængelige farvande, hvor havets temperaturer ligger omkring frysepunktet. Og eftersom de bevæger sig i områder, hvor mennesker sjældent kommer forbi, har de netop derfor kunnet hjælpe forskere med en helt særlig opgave.
Udstyret med sensorer har seks narhvaler fra området ved Scoresby Sund, verdens største fjordsystem ved den grønlandske østkyst, indsamlet data under deres naturlige færden. Det har givet forskere fra blandt andet Københavns Universitet og Grønlands Naturinstitut helt ny data, de ikke ellers kunne have fået.
”Narhvalerne har været i bunden af nogle af fjordene, hvor der ikke har været ret mange målinger tidligere. Og der, 300 kilometer fra kysten, er der spor af atlantisk vand. Og det er helt nyt, at vi kan vise, at der er det,” fortæller Mads Peter Heide-Jørgensen, der er professor på Grønlands Naturinstitut.
Vandet i fjordsystemet er en blanding af koldt polarvand, som kommer fra Arktis, og varmere vand med et højere saltindhold, som kommer fra Atlanterhavet.
Men området har længe været et af de store blinde punkter på det oceanografiske landkort. Hvor forskningsskibe ofte må vende om, kan narhvalerne svømme videre.
”Så nu får vi pludselig også målinger fra andre steder, vi kan bruge i vores modeller, som kan give os et mere komplet billede af havvandet. Det er fuldstændig fantastisk at bruge dyrene på den her måde," fortæller professor på Institut for Matematiske Fag Susanne Ditlevsen.
Varmt vand får gletsjere til at smelte
I studiet, som netop er blevet offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Science Advances, har forskerne koblet dataene fra narhvalen med data fra World Ocean Database (WOD) om de historiske temperaturer i området ved Scoresby Sund.
”De to store datasæt har vi brugt til at lave en robust model, som viser, hvordan både temperaturer, saltindhold og dybde hænger sammen. Og de modeller viser, at det lag, der består af atlanterhavsvand, er blevet tykkere, mens det øverste lag af polarvand er blevet tyndere,” fortæller Susanne Ditlevsen.
Forskerne viser, at det varme atlanterhavsvand nu når helt ind til dybe bassiner foran gletsjere flere hundrede kilometer inde i fjordsystemerne.
”Og det er jo det vand, som går ind og hjælper med at smelte gletsjerne. Så vi viser, hvordan det varme vand kan være med til at accelerere, hvor hurtigt vi vil miste gletsjere,” fortæller Mads Peter Heide-Jørgensen.
Hjælp til at forudsige klimaændringer
For forskerne handler resultaterne ikke kun om havforholdene i Østgrønland. De skal også bruges til at forbedre de klimamodeller, som anvendes til at forudsige fremtidens klimaændringer.
Afsmeltning fra Grønlands gletsjere og indlandsis er nemlig en vigtig faktor i klimaforskningen. Når is fra blandt andet gletsjere smelter, tilføres store mængder ferskvand til havet, og det kan påvirke havstrømme og klimamønstre langt uden for Arktis.
”I store klimamodeller, som bruges til at forudsige fremtidens klimaændringer, spiller afsmeltningen fra gletsjere en stor rolle. Derfor er det afgørende, at vi bliver klogere på at forstå den. Særligt fordi der er så meget is i Grønland,” siger Susanne Ditlevsen.
***
Faktaboks: Sådan hjalp narhvalerne forskerne
- Seks narhvaler blev udstyret med særlige CTD-sensorer, som målte havvandets temperatur, saltholdighed og dybde.
- Narhvalerne blev fanget og mærket af lokale fangere ved Scoresby Sund på Grønlands østkyst.
- Sensorerne sad på hvalerne imellem 85 og 332 dage, hvor de indsamlede i alt 2060 måleprofiler mellem 2017 og 2020.
- Målingerne blev foretaget på dybder ned til mere end 1500 meter.
- Hvalerne kunne indsamle data i områder, hvor forskningsskibe sjældent eller aldrig kommer frem på grund af isforhold og vanskelig adgang.
***
Faktaboks: Om studiet
- De nye målinger fra narhvalerne blev kombineret med mere end 2200 historiske havmålinger fra World Ocean Database.
- Studiet viser, at varmt og saltholdigt vand fra Atlanterhavet trænger længere ind i de østgrønlandske fjorde end tidligere dokumenteret.
- Derudover viser de, at havtemperaturen i området er steget med omkring 0,047 grader celsius om året fra 1960 til 2021.
- Forskerne finder, at laget af varmt atlanterhavsvand bliver tykkere, mens laget af koldt polarvand bliver tyndere.
- Resultaterne kan bidrage til bedre beregninger af gletsjersmeltning i fremtidige klimamodeller.
- Studiet er blandt andet finansieret af Klimaministeriet, Miljøministeriet (Dancea) og Grønlands Naturinstitut.
Nøgleord
Kontakter
Susanne DitlevsenProfessor, Institut for Matematiske Fag
Tlf:35 32 07 85ditlevsen@math.ku.dkMads Peter Heide-JørgensenProfessor, Grønlands Naturinstitut
Tlf:40 25 79 43mhj@ghsdk.dkAmalie Viktoria GammelgaardKU Kommunikation, Presse
Tlf:93 51 60 67amalie@adm.ku.dkBilleder



Om Københavns Universitet
Københavns Universitet blev grundlagt i 1479 og har i dag cirka 37.000 studerende og 10.000 ansatte – heraf flere end 5.000 forskere – og en omsætning på 9,4 milliarder kroner. 10 nobelpriser er blevet tildelt forskere med tilknytning til universitetet.
Følg pressemeddelelser fra Københavns Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Universitet
KU lancerer stor AI-satsning: Ny viceprorektor og 110 mio. kr. skal ruste universitetet til en ny virkelighed27.8.2026 06:01:00 CEST | Pressemeddelelse
Kunstig intelligens ændrer forskning, uddannelse og arbejdsliv i et tempo, få havde forestillet sig. Nu lancerer Københavns Universitet en gennemgribende satsning, der skal hjælpe universitetet og det danske samfund med både at udnytte mulighederne i AI og håndtere de grundlæggende forandringer, teknologien fører med sig.
Narwhals help researchers uncover unique data from the deepest East Greenland fjords27.8.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
For the first time, researchers have used data from narwhals to document how Atlantic water reaches deep into fjords along Greenland’s east coast. A new study from the University of Copenhagen sheds light on a poorly studied region, and the findings could have important implications for understanding and predicting climate change.
Many workplaces resist plant-based lunches despite substantial climate benefits26.8.2026 10:52:01 CEST | Press release
Are organisations ready for plant-based food at work? A new study from the University of Copenhagen explores this question and shows that only a small proportion of workplaces in Denmark exhibit readiness for this change – despite its potential to reduce the climate footprint of workplace lunches. In general, introducing plant-based food is likely to stir strong emotions.
Så stor er modstanden mod vegetarmad i kantinen26.8.2026 07:22:00 CEST | Pressemeddelelse
Hvor klar er danskerne til at spise mere planterigt på arbejdet? Det afdækker en undersøgelse lavet af Københavns Universitet. Den viser, at det er et emne, der bringer stærke følelser frem. Samtidig spiller arbejdspladsens parathed en vigtig rolle for kantinemadens klimaaftryk. Forskerne tilbyder arbejdsgiverne et værktøj til at måle, hvor parat deres organisation er til mindre kød.
Researchers create a Little Big Bang: Bowling-pin-shaped nuclei shed new light on the Universe’s first moments20.8.2026 09:07:36 CEST | Press release
Researchers from the University of Copenhagen have succeeded in recreating the primordial matter that filled the Universe shortly after the Big Bang – by smashing much smaller atomic nuclei together than previously thought possible. These microscopic Big Bangs could provide new insights into the Universe’s earliest moments while also helping researchers understand one of the fundamental questions in nuclear physics.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum