Nye tal: Fire ud af fem danskere kender ikke Sundhedsstyrelsens anbefaling om styrketræning
26.8.2026 12:45:58 CEST | SMVdanmark | Pressemeddelelse
En ny måling, som Norstat har foretaget for SMVdanmark, viser, at 79 pct. af danskerne ikke kender Sundhedsstyrelsens anbefaling for, hvor ofte voksne bør styrketræne. Det står i skarp kontrast til regeringens ambition om at gøre forebyggelse til en hovedprioritet, mener SMVdanmark, som håber, at kendskabet er markant større, næste gang der måles.

Næsten fire ud af fem danskere kender ikke Sundhedsstyrelsens anbefaling om, at voksne bør styrketræne mindst to gange om ugen. Det viser en ny måling, Norstat har foretaget for SMVdanmark.
Kun 21 pct. svarer, at de kender anbefalingen for, hvor ofte man bør styrketræne, mens 79 pct. ikke gør. Det er alt for få, mener Valdemar Alban, politisk konsulent i SMVdanmark.
”Det nytter ikke meget at have gode officielle sundhedsråd, hvis fire ud af fem danskere ikke ved, at de findes. Når regeringen siger, at forebyggelse skal være en af de vigtigste sundhedspolitiske prioriteter, så er det her et meget konkret sted at begynde. Sundhedsstyrelsen skal langt bedre ud over rampen med sine egne anbefalinger,” siger Valdemar Alban.
Forebyggelse skal kunne mærkes hos danskerne
Sundhedsminister Ida Auken har fremhævet forebyggelse som en af sine vigtigste politiske prioriteter. SMVdanmark bakker op om ambitionen, men mener, at de nye tal viser, at der fortsat er stor afstand mellem de politiske ambitioner og danskernes kendskab til helt grundlæggende sundhedsråd.
Sundhedsstyrelsen anbefaler blandt andet voksne at være fysisk aktive og styrketræne mindst to gange om ugen. Fysisk aktivitet og styrketræning spiller samtidig en vigtig rolle inden for både forebyggelse, behandling og rehabilitering.
”Vi bruger enorme ressourcer på at behandle sygdom, når den først er opstået. Derfor bør det være helt grundlæggende, at danskerne faktisk kender de råd, der kan være med til at holde os raske længere. Forebyggelse bliver først en reel prioritet, når de gode intentioner bliver omsat til konkret handling,” siger Valdemar Alban.
For SMVdanmark er målingen samtidig et udgangspunkt, som myndighedernes indsats fremover kan vurderes op imod. Organisationen vil derfor følge udviklingen og måle danskernes kendskab igen.
”21 pct. er ganske enkelt for lavt. Når vi måler igen, skal tallet være højere. Hvis forebyggelse for alvor skal være en prioritet, skal vi også kunne se, at flere danskere kender de mest grundlæggende anbefalinger. Ellers har indsatsen ikke været god nok,” siger Valdemar Alban.
Styrketræning blev officiel anbefaling i 2023
Sundhedsstyrelsen opdaterede i 2023 anbefalingerne om fysisk aktivitet. Noget af det nye var, at styrketræning blev gjort til en officiel anbefaling, både for voksne og for børn og unge.
Anbefalingerne består af flere konkrete elementer. Borgere over 18 år anbefales at være fysisk aktive mindst 30 minutter om dagen, begrænse den tid, de sidder stille, og styrke musklerne mindst to gange om ugen.
For børn og unge mellem 5 og 17 år lyder anbefalingen på mindst 60 minutters fysisk aktivitet om dagen og aktiviteter, der styrker musklerne, mindst tre gange om ugen.
”Det er meget konkrete råd, som er relativt nemme at kommunikere. Derfor er det også bemærkelsesværdigt, at kendskabet stadig er så lavt tre år efter, at anbefalingerne kom. Hvis vi mener det alvorligt, når vi taler om forebyggelse, skal vi også sørge for, at danskerne kender de råd, der kan hjælpe dem med at holde sig raske,” siger Valdemar Alban.
Sundhedsstyrelsens anbefalinger kan læses på sst.dk/30min
Private aktører skal være en del af løsningen
SMVdanmark mener, at en stærkere forebyggelsesindsats bør gøre langt bedre brug af de private motionsaktører og træningsaktører, som allerede hver dag har kontakt med mange danskere.
Motionscentre, personlige trænere og andre private aktører har både faciliteterne og kompetencerne til at spille en større rolle i forebyggelsen. Derfor bør myndigheder og kommuner i højere grad samarbejde med private aktører om at gøre anbefalingerne kendte og omsætte dem til konkret adfærd.
”Vi behøver ikke opfinde en helt ny infrastruktur. Der findes allerede tusindvis af professionelle aktører, som hver dag hjælper danskerne med at bevæge sig og blive stærkere. Hvis regeringen mener det alvorligt med forebyggelse, bør den bruge de ressourcer, der allerede findes, og invitere de private aktører langt mere aktivt ind,” siger Valdemar Alban.
SMVdanmark opfordrer sundhedsminister Ida Auken og Sundhedsstyrelsen til at styrke kommunikationen om anbefalingerne og inddrage private motionsaktører mere systematisk i forebyggelsesindsatsen. Målet bør være konkret. Når danskernes kendskab måles igen, skal væsentligt flere kende Sundhedsstyrelsens anbefaling om styrketræning.
Fakta
Sundhedsstyrelsen anbefaler voksne at styrketræne mindst to gange om ugen.
21 pct. af danskerne svarer, at de kender Sundhedsstyrelsens anbefaling for, hvor ofte man bør styrketræne.
79 pct. svarer, at de ikke kender anbefalingen.
Kilde: Norstat for SMVdanmark, 2026.
Kontakter
Asbjørn LindsøKommunikations- og pressechef
Tlf:21534364lindsoe@smvdanmark.dkSMVdanmark er paraplyorganisation for brancheorganisationer, lokale tværfaglige håndværker- og industriforeninger og over 1.000 direkte medlemsvirksomheder. SMVdanmark repræsenterer omkring 18.000 små og mellemstore virksomheder og er den eneste hovederhvervsorganisation, der udelukkende arbejder for SMV’ernes interesser – både nationalt, lokalt og på EU-plan. Læs mere på SMVdanmark.dk.
Følg pressemeddelelser fra SMVdanmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra SMVdanmark
Nye tal: SMV'ernes tro på fremtiden på højeste niveau i to år24.8.2026 10:45:17 CEST | Pressemeddelelse
Optimismen er på vej tilbage blandt de små og mellemstore virksomheder. SMV'ernes erhvervstillid er steget til det højeste niveau i to år og nærmer sig igen det historiske gennemsnit efter en længere periode med lavere tillid. Det viser SMVdanmarks seneste konjunkturbarometer.
Niels Storm Knigge bliver ny cheføkonom i SMVdanmark17.8.2026 06:55:00 CEST | Pressemeddelelse
SMVdanmark har ansat Niels Storm Knigge som ny cheføkonom fra 1. september. Han kommer fra tænketanken Kraka og har bred erfaring med økonomiske analyser, politisk rådgivning og formidling.
SMVdanmark: Vent et år med bøder for nye emballageregler11.8.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Når nye EU-krav til emballage begynder at gælde i morgen den 12. august, bør virksomhederne have mindst et år til at få styr på reglerne, før myndighederne griber til bøder og andre sanktioner. Det mener SMVdanmark, der opfordrer klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa til at sikre en vejledningsbaseret indkøring og samtidig arbejde for enklere regler.
Ny analyse: Danmark har mistet 1.170 butikker på fem år6.7.2026 07:27:39 CEST | Pressemeddelelse
Danmark har mistet omkring 1.170 detailforretninger siden 2020, viser en ny analyse fra SMVdanmark. Samtidig viser tallene, at tilbagegangen tog yderligere fart fra 2023 til 2024, som bød på det største årlige fald i perioden.
Erhvervstilliden falder bredt, men SMV’erne er fortsat mest optimistiske23.6.2026 11:08:10 CEST | Pressemeddelelse
Nye beregninger fra SMVdanmark viser et udbredt fald i erhvervstilliden i juni hos både SMV’er og store virksomheder. Faldet går på tværs af brancher, men SMV’erne er fortsat mere optimistiske end de store virksomheder. Industrien står for det største fald.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum