SMVdanmark: Vent et år med bøder for nye emballageregler
11.8.2026 06:00:00 CEST | SMVdanmark | Pressemeddelelse
Når nye EU-krav til emballage begynder at gælde i morgen den 12. august, bør virksomhederne have mindst et år til at få styr på reglerne, før myndighederne griber til bøder og andre sanktioner. Det mener SMVdanmark, der opfordrer klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa til at sikre en vejledningsbaseret indkøring og samtidig arbejde for enklere regler.

Om få dage møder danske virksomheder en række nye krav til blandt andet dokumentation, sporbarhed og indholdet i emballage. Men afgørende vejledning om, hvordan reglerne skal håndteres i praksis, er først kommet kort før reglerne begynder at gælde.
Det efterlader især små og mellemstore virksomheder med meget kort tid til at forstå kravene, afklare deres ansvar i værdikæden, indhente dokumentation og tilpasse deres arbejdsgange. Derfor opfordrer SMVdanmark klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa til at sikre, at virksomhederne får mindst et års indkøring, hvor myndighedernes fokus er på vejledning frem for bøder og sanktioner.
"De her regler er en enorm byrde for vores medlemmer. Mange er slet ikke klar til at håndtere dem. Vi har brug for al den fleksibilitet, som myndighederne overhovedet kan udvise. Derfor opfordrer vi til, at myndighederne skal se kontrollen som en vejledningsopgave. Bøder og andre sanktioner skal vente mindst et år. Går myndighederne rigidt til værks fra starten, risikerer man at lægge rigtig mange virksomheder i benlås. Det mener jeg ikke, at nogen kan have interesse i," siger Jakob Brandt, adm. direktør i SMVdanmark.
Han uddyber:
"EU-systemet skal til efteråret tage stilling til, om nogle af reglerne skal sættes på pause. Også derfor giver det ikke mening at fare frem med bål og brand i forhold til nogle regler, som måske ikke gælder om et par måneder," siger Jakob Brandt.
Vejledningen kommer alt for sent
De første krav i EU's emballageforordning, PPWR, begynder at gælde onsdag den 12. august. De omfatter blandt andet overensstemmelseserklæringer, identifikationsnumre til sporbarhed, dokumentation af materialer samt grænser for tungmetaller og PFAS.
Men afgørende dele af vejledningen blev først tilgængelige den 3. august, ni dage før reglerne begynder at gælde og midt i sommerferieperioden. En helt urimeligt kort frist, mener SMVdanmark:
"Både reglerne i sig selv og implementeringen af dem skriger til himlen. Virksomhederne vil gerne bidrage til mere genanvendelse og bedre emballager, men den mulige gevinst ved reguleringen står slet ikke mål med de byrder, som rammer virksomhederne. Når man samtidig først udsender vejledningen få dage, inden reglerne træder i kraft, så hopper kæden altså af," siger Jakob Brandt.
De nye krav kommer samtidig oven i den danske producentansvarsordning for emballage, som mange virksomheder allerede oplever som vanskelig at navigere i. Blandt andet kan det være både uklart og ressourcekrævende at finde ud af, hvem der er omfattet, hvordan emballage skal registreres og indberettes, og hvilke gebyrer og krav der gælder.
Samira Nawa bør bruge muligheden til at rydde op
SMVdanmark mener ikke, at et års indkøring uden bøder kan stå alene. Reglerne bør samtidig gennemgås med henblik på at mindske virksomhedernes administrative byrder.
"Reglerne bør sendes tilbage på værksted. I dag har man spredt ansvaret ud på stort set hele erhvervslivet og dermed også den lille butik i gågaden og den lille webshop. Det er helt skørt. Hvis man vil gå den her vej, bør man som minimum samle langt mere af dokumentationsansvaret hos emballageproducenterne," siger Jakob Brandt.
SMVdanmark opfordrer samtidig Samira Nawa til at følge op på anbefalingerne fra Virksomhedsforum for producentansvar, som daværende miljøminister Magnus Heunicke nedsatte. Her er der blandt andet peget på behovet for klarere definitioner, enklere miljøgraduering og dataindberetning, større gennemsigtighed i kollektivordningerne og lettere kompensation for erhvervsaffald. SMVdanmark ønsker desuden, at virksomhedsforummet videreføres, så erhvervslivet fortsat kan bidrage til at identificere unødige byrder og konkrete muligheder for forenkling.
"Samira Nawa har nu overtaget området, og vi håber, at hun vil bruge muligheden til at få ryddet op. Hun bør gennemføre anbefalingerne fra virksomhedsforummet og fortsætte dialogen med virksomhederne om, hvordan reglerne kan gøres mindre bureaukratiske. Første skridt bør være meget klart: Vejled virksomhederne det første år i stedet for at straffe dem," siger Jakob Brandt.
Danmark skal presse på i EU
SMVdanmark arbejder gennem sin europæiske organisation SMEunited for at gøre emballagereglerne mere proportionale og lettere for små og mellemstore virksomheder at efterleve. SMVdanmark opfordrer regeringen til at engagere sig aktivt i arbejdet og presse på for, at de mest byrdefulde krav bliver udskudt, ændret eller genbesøgt.
Et konkret eksempel er PPWR’s krav om en bemyndiget repræsentant. Reglerne betyder, at virksomheder, der sælger emballage eller emballerede produkter direkte til slutbrugere i et andet EU-land, som udgangspunkt skal udpege en repræsentant for producentansvaret i det pågældende land.
For en dansk virksomhed kan direkte salg til forbrugere i eksempelvis Sverige, Tyskland eller Frankrig derfor udløse krav om en lokal repræsentant. Kommissionen har foreslået at suspendere kravet frem til 2035, men EU-landene har indstillet forhandlingerne om forslaget. Efter de gældende regler gælder kravet derfor fra den 12. august 2026.
"Når EU vedtager et nyt krav, Kommissionen kort efter foreslår at suspendere det frem til 2035, og medlemslandene så indstiller forhandlingerne, kan virksomhederne ikke forventes at navigere fejlfrit fra første dag. Det viser meget konkret, hvorfor myndighederne bør vejlede frem for at straffe – og hvorfor regeringen skal presse på for enklere og mere proportionale regler i EU," siger Jakob Brandt.
Kontakter
Asbjørn LindsøKommunikations- og pressechef
Tlf:21534364lindsoe@smvdanmark.dkSMVdanmark er paraplyorganisation for brancheorganisationer, lokale tværfaglige håndværker- og industriforeninger og over 1.000 direkte medlemsvirksomheder. SMVdanmark repræsenterer omkring 18.000 små og mellemstore virksomheder og er den eneste hovederhvervsorganisation, der udelukkende arbejder for SMV’ernes interesser – både nationalt, lokalt og på EU-plan. Læs mere på SMVdanmark.dk.
Følg pressemeddelelser fra SMVdanmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra SMVdanmark
Ny analyse: Danmark har mistet 1.170 butikker på fem år6.7.2026 07:27:39 CEST | Pressemeddelelse
Danmark har mistet omkring 1.170 detailforretninger siden 2020, viser en ny analyse fra SMVdanmark. Samtidig viser tallene, at tilbagegangen tog yderligere fart fra 2023 til 2024, som bød på det største årlige fald i perioden.
Erhvervstilliden falder bredt, men SMV’erne er fortsat mest optimistiske23.6.2026 11:08:10 CEST | Pressemeddelelse
Nye beregninger fra SMVdanmark viser et udbredt fald i erhvervstilliden i juni hos både SMV’er og store virksomheder. Faldet går på tværs af brancher, men SMV’erne er fortsat mere optimistiske end de store virksomheder. Industrien står for det største fald.
SMVdanmark roser regeringen: Skaber sikkerhed om motionsfradrag og styrker danske softwarevirksomheder19.6.2026 15:40:14 CEST | Pressemeddelelse
Regeringen genfremsætter nu lovforslagene om motionsfradrag og bedre skattemæssige vilkår for softwareudvikling. SMVdanmark glæder sig over, at der nu skabes sikkerhed for både danskernes mulighed for at få fradrag for motion og for danske IT-virksomheders konkurrenceevne. Også afskaffelse af bogmoms og kaffeafgift bliver nu effektueret.
Foreningen Danske Revisorer og Cereda fusionerer i ny stærk brancheforening: Regnskab & Revision15.6.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Foreningen Danske Revisorer og Cereda er fusioneret og fortsætter som Brancheforeningen Regnskab & Revision, som bliver Danmarks største brancheorganisation på området målt på antal medlemsvirksomheder. Sammen med SMVdanmark vil den nye brancheforening styrke det politiske arbejde for færre, enklere og mere smidige regler på regnskabsområdet.
Ny analyse sætter tal på byrderne: Bureaukrati koster SMV’erne 53 mia. kr. årligt og kræver 83.500 fuldtidsstillinger13.6.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Små og mellemstore virksomheder bruger i gennemsnit 7,4 timer om ugen på bureaukrati. Det svarer til 83.500 fuldtidsstillinger og en samlet regning til SMV’erne på 53 mia. kr. om året. Det viser ny analyse fra SMVdanmark, der håber på handlekraft fra den ny regering, som har høje ambitioner om at nedbringe byrderne.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum