Vådlægning af tørvemoser ramt af alvorlige naturbrande kan give uventet klimafordel

Naturbrande forbindes normalt med ødelæggelse af natur, tab af kulstof og stor klimabelastning. Men ny forskning peger på, at de også kan efterlade et uventet aftryk i jorden.

Forskere fra Aarhus Universitet har vist, at alvorlige naturbrande ændrer tørvens kemi og mikrobielle liv så grundlæggende, at metanudledningen efter genvædning bliver langt lavere end forventet. Resultatet udfordrer en central antagelse inden for restaurering af tørvemoser.Normalt stiger udledningen af metan, når drænede tørvemoser vådlægges. Men et nyt studie viser, at dette ikke nødvendigvis gælder for tørvemoser, der tidligere har været udsat for alvorlige naturbrande.

Forskerne fandt, at vådlægning af hårdt afbrændte tørvejorde reducerede metanudledningen med mere end 90 procent sammenlignet med vådlægning af tilsvarende arealer uden brandskader. Samtidig forblev CO₂-udledningen på et relativt lavt niveau.

Studiet er gennemført af Shihao Cui, Haonan Guo, Lorenzo Pugliese og Shubiao Wu fra Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet, som en del af det EU-finansierede Horizon Europe-projekt WetHorizons. Projektet arbejder med at udvikle viden og løsninger, der kan understøtte restaurering af vådområder og tørvemoser i Europa og globalt. 

Når naturbrande ændrer spillets regler

Tørvemoser dækker kun omkring tre procent af verdens landareal, men lagrer omkring en fjerdedel af alt kulstof, der findes i jord. Derfor spiller de en nøglerolle i klimakampen. Når tørvejorde drænes til landbrug eller anden anvendelse, frigives store mængder CO₂ til atmosfæren. Vådlægning er derfor blevet et centralt værktøj i både dansk og europæisk klimapolitik. 

Men vådlægning har også den udfordring, at de våde forhold fremmer dannelsen af metan, som er en langt kraftigere drivhusgas end CO₂. Netop derfor vakte resultaterne forskernes interesse. Forsøget viste nemlig, at alvorlige brande ændrer tørvens kemi og mikrobielle sammensætning. Efter kraftig opvarmning bliver kulstoffet mere stabilt og sværere for mikroorganismerne at omsætte. Samtidig falder forekomsten af de mikroorganismer, der producerer metan. Resultatet er, at den metanbølge, man normalt ser efter vådlægning, næsten forsvinder. 

En verden med flere og større brande

Studiet kommer på et tidspunkt, hvor naturbrande fylder stadig mere i nyhedsbilledet.

Fra Canada til Sydeuropa, Skandinavien og Rusland oplever mange regioner hyppigere og mere omfattende brande som følge af tørkeperioder og varmere klima. Forskerne peger på, at drænede tørvemoser er særligt sårbare over for brand, fordi vandstanden er sænket, og tørven er blevet mere tør og brandfarlig. 

Den nye forskning peger derfor på et paradoks: Brande er generelt ødelæggende for både natur, klima og økonomi, men når skaden først er sket, kan de efterlade nogle arealer, hvor vådlægning giver større klimaeffekt end forventet. 

Forskerne understreger samtidig, at resultaterne ikke skal opfattes som et argument for naturbrande. Tværtimod frigiver de store mængder kulstof og kan ødelægge både økosystemer og produktionsgrundlag. Men studiet viser, at tidligere alvorligt brandpåvirkede tørvemoser kan være oplagte kandidater til hurtig restaurering, når først branden og skaden er sket. 

Perspektiver for danske lavbundsjorde

Selv om Danmark ikke har oplevet naturbrande i samme skala som Canada, Norge eller Sydeuropa, er resultaterne relevante for den danske debat om lavbundsjorde.

Danmark arbejder i disse år målrettet med at tage kulstofrige lavbundsarealer ud af drift og genoprette dem som vådområder for at reducere landbrugets klimaaftryk. Her er spørgsmålet om metanudledning efter vådlægning helt centralt.

Studiet viser, at historikken på et areal kan have langt større betydning for klimaeffekten af genopretning, end man tidligere har antaget. Det betyder, at fremtidige restaureringsstrategier i højere grad kan tage højde for tidligere forstyrrelser som tørke, brand eller andre ændringer i jordens tilstand. 

Samtidig viser forskningen, hvordan klimaforandringer, naturforvaltning og restaurering af vådområder hænger tættere sammen, end man ofte forestiller sig.

Globalt potentiale

Forskerne kombinerede laboratorieforsøgene med globale data over tørvemoser og brandpåvirkede områder. Analysen peger på, at målrettet vådlægning af tørvemoser, der har været i naturbrande, globalt kan reducere metanudledninger svarende til op mod 0,8 millioner ton CO₂-ækvivalenter om året. Mere end 70 procent af potentialet findes i Asien, men også dele af Europa, Nordamerika og Afrika rummer betydelige muligheder. Studiet viser desuden, at naturbrande påvirker millioner af hektar tørvemoser hvert år.

Hvad betyder det for fremtidens restaurering?

Forskerne understreger, at resultaterne bygger på kontrollerede forsøg, og at der er behov for flere langvarige feltstudier for at undersøge, hvordan brandpåvirkede tørvemoser udvikler sig efter vådlægning under naturlige forhold. Samtidig peger resultaterne på, at tidligere naturbrande kan være en faktor, der bør indgå i fremtidige prioriteringer af restaureringsindsatser.

Studiet bidrager med ny viden om, hvordan vådområder og kulstofrige jorde kan genoprettes mest effektivt. I takt med at klimaforandringerne øger risikoen for tørke og naturbrande i mange dele af verden, bliver det stadig vigtigere at forstå, hvordan disse forstyrrelser påvirker naturens evne til at lagre kulstof.

Studiet peger på, at naturbrande ikke kun efterlader spor i landskabet, men også kan ændre de biologiske processer i jorden og dermed påvirke drivhusgasudledninger efter vådlægning. Denne viden kan blive afgørende for, hvordan fremtidens restaurering af tørvemoser planlægges og prioriteres.

Mere information

Samarbejdspartnere: Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet.

Finansiering: Dette studie blev støttet af Den Europæiske Unions Horizon Europe-program (WET HORIZONS, tilskudsaftale nr. 101056848) samt China Scholarship Council (nr. CXXM20220022).

Interessekonflikt: Ingen

Læs mere: Publikationen “Severe wildfire legacies suppress methane emissions after peatland rewetting” er udgivet i Environmental science and Ecotechnology. Den er skrevet af Shihao Cui, Haonan Guo, Lorenzo Pugliese og Shubiao Wu.