Regeringen fremsætter akutplan for elnettet
20.8.2026 10:10:00 CEST | Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet | Pressemeddelelse
Efter en omfattende høring med 77 eksterne høringssvar er lovforslaget om akutplanen for elnettet justeret og klar til at blive fremsat. Høringen har blandt andet givet anledning til at præcisere forhold omkring netvenlighed og samfundskritiske funktioner.

I dag fremsætter regeringen lovforslaget om en akutplan for elnettet.
Lovforslaget følger op på den brede politiske forståelse fra 29. juni, der skal sikre, at elnettet bruges på det, der er vigtigst for Danmark, og at man fra politisk hold sætter rammerne for, hvem der skal stå først i køen til den knappe ledige plads i elnettet.
Lovforslaget har været i høring, hvor der er kommet 77 høringssvar, som er blevet gennemgået og har givet anledning til visse justeringer.
Det gælder blandt andet netvenlighed, hvor beskrivelsen af netvenlighed og anvendelsen af kriteriet i prioriteringsmodellen er blevet præciseret på baggrund af høringen. Det videre arbejde vil blandt andet ske i tæt samarbejde mellem Energinet, netvirksomhederne og branchen, i takt med at der udvikles relevante netprodukter.
”Vores elnet er presset, og det truer med at få vores grønne omstilling og udvikling til at gå i stå. Så det haster med at få taget første skridt i det maratonløb, som det er at få vores elnet på ret kurs. Det gør vi nu ved at få lovforslaget om akutplanen fremsat. Jeg sætter pris på, at vi har fået mange høringssvar. For det vidner om, at vi er mange, der er dybt bekymrede og ønsker handling nu,” siger klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa.
Også de samfundskritiske funktioner er der kigget nærmere på. Her er det tydeliggjort, at der ikke på forhånd reserveres kapacitet til endnu ukendte samfundskritiske funktioner eller nye kunder – først når der er et konkret projekt eller behov kan de indarbejdes, og der kan reserveres kapacitet.
Akutplanen er første skridt
Akutplanen er første skridt i arbejdet med at løse udfordringerne i elnettet og skal sikre, at den eksisterende kapacitet bliver brugt bedre og mere målrettet. Men der er også behov for mere elnet, hurtigere udbygning og en langsigtet plan for den energiinfrastruktur, der skal understøtte den grønne omstilling i de kommende årtier.
Det er et arbejde, som regeringen er i gang med. Allerede 25. august er der første møde i Dialogforum for elnettet, hvor ministeren mødes med blandt andre branchen, relevante myndigheder, organisationer og kommunerne for at modtage input og sparring om udfordringer og løsninger.
”Akutplanen hjælper her og nu, men jeg må også være ærlig om, at den ikke løser alle problemerne. Vi skal også tænke langsigtet. Akutplanen er kun det første af mange trin i en genopretningsplan, som handler om at prioritere, bygge, optimere og gentænke vores elnet. Det er dybt nødvendigt med en ny tilgang, hvis vi skal løse krisen. Og det skal vi,” siger klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa.
Lovforslag om akutplanen skal nu behandles i Folketinget. Planen er, at Energinet og netvirksomhederne kan administrere efter de nye regler, når de næste gang skal behandle anmodninger om større nettilslutning til efteråret.
Der vil løbende blive taget bestik af, om prioriteringsmodellen virker efter hensigten. Hvis det viser sig, at der er behov for væsentlige ændringer af prioriteringskriterierne, vil aftalekredsen blive inddraget og eventuelt indkaldt til politiske drøftelser.
Læs mere:
Kontakt:
📞 Pressen kan kontakte +45 41 72 38 05 (modtager ikke sms) for yderligere oplysninger.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
I Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet arbejder vi for målet om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i Danmark i 2030 og for et visionært, grønt lederskab både i Danmark og ude i verden.
Følg pressemeddelelser fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Vattenfall Vindkraft A/S skal bygge havvindmølleparker i Nordsøen og Kattegat4.8.2026 09:18:38 CEST | Pressemeddelelse
Vinderen af udbuddene af havvindmølleparkerne Nordsøen Midt og Hesselø er fundet. Vattenfall skal bygge havvindmøller, der kan levere strøm svarende til forbruget i 1,8 millioner danske hjem.
Tommy Ahlers er ny bestyrelsesformand for Energinet2.7.2026 14:00:15 CEST | Pressemeddelelse
Klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa udpeger en ny bestyrelse for Energinet, der også får ny bestyrelsesformand.
Bred politisk opbakning til akutplan for elnettet29.6.2026 11:18:09 CEST | Pressemeddelelse
Ny akutplan skal sikre, at elnettet bruges på det, der er vigtigst for Danmark, og at man fra politisk hold sætter rammerne for, hvem der skal prioriteres på den ledige plads, der er i elnettet.
Presseinvitation til doorstep om akutplan for elnettet29.6.2026 08:57:16 CEST | Pressemeddelelse
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet holder doorstep mandag den 29. juni klokken 11.15 om akutplanen for elnettet.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet ansætter Kristian Brandrup som særlig rådgiver26.6.2026 09:58:19 CEST | Pressemeddelelse
Kristian Brandrup er ny særlig rådgiver for klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum