Djøf

Djøfs ESG-eksperter: Virksomheder nedprioriterer bæredygtighedsarbejdet med færre medarbejdere og lavere ambitioner

21.8.2026 06:00:00 CEST | Djøf | Pressemeddelelse

Del

Mange danske virksomheder ser ud til at skrue ned bæredygtigheden, viser ny analyse fra Djøfs uafhængige ESG-ekspertpanel. Budgetterne bliver mindre, stillinger forsvinder, og ambitionerne bliver skruet ned. Det kan koste virksomhederne dyrt på længere sigt – for bæredygtighed er en god forretning, lyder det fra Djøf.

Kun et halvt år efter, at EU indførte simplere regler for virksomhedernes afrapportering af deres arbejde med bæredygtighed, vurderer 32 ud af 42 eksperter i Djøfs ESG-panel, at EU’s såkaldte omnibuspakke har ført til nedprioritering af virksomhedernes bæredygtighedsarbejde inden for klima (E), ansvar for mennesker (S) og god selskabsledelse (G).

Ny fase: Bæredygtighed skal ind i forretningsstrategien 
Ifølge Djøfs eksperter behøver forenkling af rapporteringskrav dog ikke betyde nedprioritering af bæredygtighed.

"Vi står ikke ved afslutningen på bæredygtighed som ledelsesdagsorden. Vi står ved begyndelsen på en fase, hvor bæredygtighed skal langt tættere på virksomhedens strategi, kerneforretning og investeringer. Mindre rapporteringspres kan være positivt, hvis det frigør kræfter til bedre beslutninger og mere reel værdiskabelse. Men det kræver, at virksomhederne fastholder ansvar, kompetencer og ledelsesforankring," siger Lene Bjørn Serpa, forperson for Djøfs ESG-panel.

Virksomheder sparer på de medarbejdere, der skal drive omstillingen
Analysen peger på, at virksomhederne ikke kun reducerer budgetter og investeringer. Mange skærer også i de medarbejdere, som har ansvar for at omsætte bæredygtighed til konkrete resultater. 39 ud af 42 af panel-eksperterne oplever, at virksomhederne reducerer antallet af ESG-medarbejdere, og 38 vurderer, at der bliver opslået færre ESG-stillinger. Det er en bekymrende udvikling, mener Djøf.

"Det er alvorligt, hvis virksomhederne reagerer på forenkling ved at skære i de medarbejdere, der skal få bæredygtighed til at virke i praksis. ESG-arbejdet kræver specialiseret viden om data, regulering, værdikæder, risici og forandringsledelse. Hvis de kompetencer forsvinder, bliver det sværere at skabe både ansvarlighed og forretningsværdi," siger Anne Waagstein, formand for Djøf Privat.

Bæredygtighed er stadig en god forretning
Analysen viser samtidig, at ekspertpanelet fortsat ser et stort potentiale i bæredygtighed. 33 af 42 medlemmer vurderer, at virksomheder i høj eller meget høj grad kan skabe forretningsværdi gennem bæredygtighedsarbejde.

"Virksomhederne har brug for mindre bureaukrati, men ikke mindre bæredygtighedsfaglighed. Hvis de skærer de rigtige kompetencer væk, risikerer de at svække deres konkurrenceevne på sigt," siger Anne Waagstein.

Analysen bygger på svar fra 42 medlemmer af Djøfs uafhængige ESG-panel, som består af 54 eksperter fra virksomheder, organisationer, rådgivningsbranchen, universiteter og tænketanke.

Læs analysen fra Djøfs ESG-panel  
 
Kontakt mediechef Helle Slejborg, hsl@djoef.dk, tlf. 29 73 47 43

Billeder

Om Djøf

Djøf er fagforening og rammen om faglige fællesskaber for 110.000 ledere, medarbejdere, selvstændige og studerende i den private og offentlige sektor i Danmark og i udlandet.

Djøfs medlemmer er langt fra ens. Men de deler passionen for faglighed og akademisk udvikling. Og de er fælles om viljen til at drive og udvikle erhvervsliv og samfund i en bæredygtig retning. 

Djøfs medlemmer sætter deres viden i spil overalt i samfundet: Som rådgivere og konsulenter. Direktører og dommere. Advokater og analytikere. Projektledere og kommunikatører. Bestyrelsesmedlemmer og finansfolk. Eksperter og embedsmænd. Forskere, frivillige og fuldmægtige. Og meget mere. 

Derfor driver Djøf faglig udvikling og inspiration, 1:1 rådgivning og karrieresparring, netværk og debat om aktuelle dagsordener og fremtidens arbejdsmarked. ​

Vi arbejder for at sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår og et inkluderende arbejdsliv for alle medlemmer. Og vi bakker dig op – også juridisk, hvis du får brug for det.​

Følg pressemeddelelser fra Djøf

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Djøf

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye