Danske Rederier

Stigende pirateririsiko ud for Somalia

19.8.2026 10:08:24 CEST | Danske Rederier | Pressemeddelelse

Del

Antallet af piraterirelaterede hændelser ud for Somalia er på sit højeste niveau i ti år. Udviklingen peger på en fornyet aktivitet i området efter flere år med relativt få hændelser.

Danske Rederier har netop offentliggjort en analyse baseret på tal fra ICC International Maritime Bureau (IMB), der viser en markant stigning i antallet af angreb udført af somaliske pirater. Det vækker bekymring i Danske Rederier. 

”Selvfølgelig bliver jeg bekymret, når jeg ser, at antallet af piratrelaterede hændelser ud for Somalia er i stigning. Det vækker ubehagelige minder. Det er dog værd at fremhæve, at de skibe, der følger de internationale best management practice-anbefalinger, generelt er langt mindre sårbare over for piratangreb. Rederierne bør gennemføre en grundig risikovurdering og på den baggrund iværksætte relevante sikkerhedsforanstaltninger,” siger Jacob K. Clasen, viceadm. direktør i Danske Rederier. 

Sikkerhedsforanstaltninger kan blandt andet omfatte fysiske sikringstiltag som pigtråd, sikring af adgangsveje, vandkanoner og CCTV-overvågning samt skærpede procedurer for overvågning, rapportering og beredskab. I områder med forhøjet piratrisiko anvendes der desuden ofte bevæbnede vagter som et ekstra lag af beskyttelse 

IMB registrerede 8 hændelser ud for Somalia i 2024 og 5 hændelser i 2025. Allerede i de første syv måneder af 2026 er der registreret 13 hændelser. Aktiviteten er fortsat lav sammenlignet med pirateribølgen i 2009 -2011, hvor der årligt blev registreret mere end 200 angreb, men udviklingen peger på en fornyet aktivitet i området. 

Så sent som i denne uge har der været meldinger om endnu et piratangreb på et fragtskib ud for Somalias kyst. Denne hændelse er endnu ikke registreret i tallene fra IMB. 

”Det er uden tvivl et komplekst samspil af en lang række interne og eksterne faktorer, der driver udviklingen. Internt i Somalia kan det være udfordringer, som tørke, ulovligt fiskeri, økonomiske vanskeligheder og svage myndighedsstrukturer, der er medvirkende til at gøre pirateri mere attraktivt som ”karrierevej”. Og eksternt handler det måske også om, at ændringer i det maritime sikkerhedsbillede i regionen kan have skabt mere gunstige betingelser for fornyet pirataktivitet i området,” siger Jacob K. Clasen. 

De somaliske piraters operationsmønster er fortsat kendetegnet ved kapringer af sårbare fartøjer, herunder særligt fiskefartøjer, som efterfølgende kan anvendes som moderfartøjer til angreb længere fra kysten.  

Læs hele analysen her

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Danske Rederier

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danske Rederier

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye