Bramming Boligforening

Kildeparken står foran omfattende renovering

18.8.2026 10:50:05 CEST | Bramming Boligforening | Pressemeddelelse

Del

Esbjerg Kommune har godkendt Skema B for den omfattende renovering af 111 boliger i Bramming Boligforenings afdeling 8, og dermed er rammerne på plads for at fremtidssikre Kildeparken. På et beboermøde den 17. august blev beboerne orienteret om renoveringen og om de forandringer, der venter i de kommende år.

En stor gruppe beboere sidder ved borde til et informationsmøde i et lyst lokale.
Den 17. august var beboerne i Kildeparken inviteret til informationsmøde, hvor de blev præsenteret for den endelige renoveringsplan af de 111 boliger i Bramming Boligforening. Foto: Boligkontoret Danmark

Kildeparken står over for en omfattende renovering, der skal sikre tidssvarende og attraktive boliger mange år frem.

Renoveringen beløber sig til 153 mio. kr., og med Esbjerg Kommunes godkendelse af Skema B er projektets økonomiske rammer godkendt, og processen kan nu gå ind i den næste fase frem mod byggestart. De første arbejder på prøveboliger forventes at begynde i november.

Beboerne skal godt gennem renoveringen

Renoveringen kommer til at kunne mærkes i beboernes hverdag. Derfor havde Bramming Boligforening den 17. august inviteret til informationsmøde, hvor beboerne blev præsenteret for den endelige renoveringsplan og de arbejder, der skal udføres i deres boliger.

Omkring 90 beboere deltog i mødet, hvor der også var mulighed for at stille spørgsmål til projektet. 

”Det er en stor renovering, og vi er meget bevidste om, at den kommer til at påvirke beboernes hverdag. Derfor er det vigtigt for os at informere grundigt, lytte til de spørgsmål og bekymringer, der naturligt opstår, og klæde beboerne så godt på som muligt til det, der skal ske. Vi kan ikke fjerne alle generne, men vi kan gøre meget for at skabe tryghed og en god proces,” siger Bo Langendorff, formand for Bramming Boligforening.

Renoveringen medfører en huslejestigning, som beboerne tidligere har godkendt på et ekstraordinært afdelingsmøde. Her stemte et stort flertal for den samlede renoveringsplan.

Alle beboere skal genhuses i forbindelse med renoveringen. Senere tilknyttes en fast genhusningskonsulent, og herefter inviteres beboerne til et særskilt møde om selve genhusningen.

Fra 80'er-boliger til tidssvarende hjem

Kildeparken består af 111 boliger, hvoraf hovedparten ligger i Bramming og seks på Kjærgårdsvej i Hunderup. Afdelingen er opført fra 1980'erne og frem og har i dag en række byggetekniske udfordringer, blandt andet ustabil tagkonstruktion og heraf afledte problemer med revner i væggene.

Renoveringen bliver derfor omfattende. Der kommer blandt andet nye tage med efterisolering, nye døre og vinduer, nye køkkener og badeværelser samt nye varmeinstallationer. Facaderne renoveres, revner i indervæggene repareres, og 16 boliger ombygges til tilgængelighedsboliger.

Samtidig gennemføres renoveringen, så boligerne lever op til de gældende klimakrav. Det skal blandt andet være med til at reducere energiforbruget og fremtidssikre boligerne både bygningsmæssigt og energimæssigt.

Projektet omfatter også forbedringer af udearealerne, blandt andet nye hegn mellem boligerne, beklædning af skure og ovenlys i badeværelserne.

De første arbejder begynder i november

Efter godkendelsen af Skema B fortsætter projekteringen frem til marts 2027. Arbejdet med de første prøveboliger går i gang allerede i november 2026, mens første egentlige byggeetape begynder i april 2027.

Hele renoveringen forventes afsluttet midt 2029.

Nøgleord

Kontakter

Bo LangendorffFormand Boligkontoret Danmark

Formand Bramming Boligforening

Tlf:21 75 02 90

Billeder

Den 17. august var beboerne i Kildeparken inviteret til informationsmøde, hvor de blev præsenteret for den endelige renoveringsplan af de 111 boliger i Bramming Boligforening. Foto: Boligkontoret Danmark
Den 17. august var beboerne i Kildeparken inviteret til informationsmøde, hvor de blev præsenteret for den endelige renoveringsplan af de 111 boliger i Bramming Boligforening. Foto: Boligkontoret Danmark
Download

Bramming Boligforening er en almen boligforening med mere end 650 lejeboliger fordelt på 15 boligafdelinger i Bramming og omegn.

Bramming Boligforening administreres af Boligkontoret Danmark, der som en foreningsbaseret nonprofitorganisation leverer administration, rådgivning og serviceydelser til mere end 35.000 lejeboliger landet over for både boligselskaber og kommuner.

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye