Danmarks største landinspektørvirksomhed advarer: Videnstunge rådgiveropgaver presses ud af Danmark
12.8.2026 08:00:00 CEST | Debatinstituttet | Pressemeddelelse
Konkurrence på urealistisk lave timepriser betyder, at stadig mere komplekse og videnstunge rådgiveropgaver må løses i lande med lavere omkostninger. LE34 advarer mod et tab af danske kompetencer og peger på minimumspriser i offentlige udbud som en mulig løsning.

Offentlige udbud skaber et voldsomt prispres i bygge- og rådgiverbranchen.
Det får nu Danmarks største rådgivende landinspektørvirksomhed, LE34, til at åbne for minimumspriser i udbud, fordi de laveste priser i visse tilfælde ikke afspejler de kompetencer og omkostninger, komplekse opgaver kræver.
Samtidig ser virksomheden tegn på, at det ikke kun er mere simple tekniske ydelser, men også komplekse og videnstunge opgaver, der flyttes ud af landet.
"Vi oplever en voksende ubalance mellem de kompetencer, opgaverne kræver, og de priser, der konkurreres på. Når pris får så stor betydning, risikerer kvalitet, erfaring og faglighed at træde i baggrunden. Vi er derfor nødt til at diskutere, om minimumspriser kan være en del af løsningen", siger Anders Nygaard Møller, landinspektør, partner og forretningschef for Teknisk Måling i LE34.
LE34 oplever, at tilbudte timepriser i nogle tilfælde ikke matcher de overenskomstmæssige omkostninger ved at beskæftige medarbejdere med den erfaring og faglighed, opgaverne kræver.
For at få økonomien til at hænge sammen kan virksomhederne blive nødt til at placere dele af rådgivningen i lande med lavere omkostninger som Bulgarien, Rumænien, Polen eller Indien.
"Det er et ræs mod bunden. Vi taler om en outsourcing, som sjældent udspringer af et bevidst ønske om at flytte opgaver ud af Danmark. Men når timepriserne presses under et realistisk niveau, kan det blive nødvendigt for overhovedet at kunne konkurrere, og når rådgivningen samtidig rykker langt væk fra den dagligdag, projekterne er en del af – fysisk, juridisk og kulturelt – rejser det spørgsmål om kvalitet og ansvar", siger Anders Nygaard Møller.
Minimumspriser skal ifølge LE34 ikke fjerne konkurrencen, men forhindre, at virksomheder vinder opgaver på prisniveauer, som ikke realistisk kan dække den efterspurgte bemanding og faglighed. Offentlige udbud skal derfor fokusere på kvalitet, erfaring og evnen til at løse komplekse opgaver.
Enkelte offentligt ejede selskaber anvender allerede minimumspriser i deres udbud, og LE34 mener, at erfaringerne herfra bør indgå i debatten om, hvordan flere offentlige udbud kan tilrettelægges, så urealistisk lave tilbud ikke bliver afgørende.
Udmeldingen kommer samtidig med, at Børsen bringer et debatindlæg fra LE34 og Dansk Erhverv. Her advarer de to parter om, at et uforholdsmæssigt stort fokus på den laveste timepris i offentlige udbud kan udfordre kvaliteten, føre til ekstraregninger og presse rådgiveropgaver ud af Danmark.
"Når udbud belønner priser, som ikke er realistiske i forhold til de opgaver, der skal løses, kan den umiddelbare besparelse hurtigt være kortsigtet. Risikoen er flere konflikter, ekstraregninger og dårligere ressourceanvendelse undervejs. Derfor har de offentlige bygherrer en klar interesse i, at konkurrencen foregår på et sundt og holdbart grundlag", siger Anders Nygaard Møller.
Nøgleord
Kontakter
Anders Nygaard MøllerLandinspektør, partner og forretningschef for Teknisk Måling i LE34
Tlf:51314212am@le34.dkwww.le34.dkRasmus Straka SkjødtIndehaver og kommunikationsrådgiver, Debatinstituttet
Tlf:27141930rasmus@debatinstituttet.dkwww.debatinstituttet.dkOm LE34
LE34 er Danmarks største rådgivende landinspektørfirma med 31 kontorer i Norden og over 450 medarbejdere, som kan bringes i spil på tværs af opgaver og geografi.
Virksomheden rådgiver både offentlige og private kunder og leverer ydelser inden for blandt andet landinspektørfaget, teknisk måling, geodata og arealrelaterede problemstillinger. Virksomheden arbejder på tværs af blandt andet byggeri, infrastruktur, forsyning og den grønne omstilling.
LE34 har sammen med Dansk Erhverv valgt at sætte fokus på priskonkurrencen i offentlige udbud. I et fælles debatindlæg i Børsen advarer de to parter om, at et uforholdsmæssigt stort fokus på den laveste timepris kan udfordre kvaliteten, føre til ekstraregninger og presse rådgiveropgaver ud af Danmark.
Følg pressemeddelelser fra Debatinstituttet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.