Bramming Boligforening

Grønt lys til Hjørnegrunden: Byggeriet kan nu gå i gang

6.8.2026 09:57:47 CEST | Bramming Boligforening | Pressemeddelelse

Del

Esbjerg Kommune har godkendt Skema B for Bramming Boligforenings nye boligbyggeri på Hjørnegrunden i Nørregade. Godkendelsen betyder, at projektet nu kan realiseres, og første spadestik til de almene boliger forventes taget i november.

Byggeriet placeres centralt i Nørregade i Bramming. Visualisering: Sweco A/S
Byggeriet placeres centralt i Nørregade i Bramming. Visualisering: Sweco A/S

"Det er en vigtig milepæl, som vi har arbejdet målrettet frem imod. Nu kan vi endelig gå fra planer til handling og begynde at skabe de boliger, som vi ved, der er behov for i Bramming," siger Bo Langendorff, formand for Bramming Boligforening.

Skema B er den endelige kommunale godkendelse af projektets økonomi og udformning. Med godkendelsen er de sidste væsentlige myndighedsgodkendelser på plads.

Nye boliger med fokus på liv og kvalitet

På Hjørnegrunden opføres 30 moderne almene lejeboliger i forskellige størrelser med fokus på kvalitet, tilgængelighed og fællesskab.

Boligerne indrettes med lyse opholdsrum og funktionelle planløsninger. Der etableres både altaner og private uderum, og med elevator sikres nem adgang til boligerne uanset etage.

Byggeriet placeres centralt i Nørregade og er tegnet med afsæt i Brammings eksisterende bymiljø. Røde teglfacader, saddeltag og en arkitektur, der harmonerer med den omkringliggende bebyggelse, skal sikre, at den nye boligafdeling bliver en naturlig del af bymidten.

Bebyggelsen opføres omkring et fælles gårdrum med grønne opholdsarealer, parkering og plads til fællesskab, så der skabes et roligt og attraktivt boligmiljø. Desuden vil der være adgang til elevator i den nye bebyggelse. 

Et løft for hele Bramming

Visionen er at omdanne et område, der i en årrække har stået ubrugt hen, til et levende boligområde, der understøtter Brammings fortsatte udvikling.

"Vi ønsker at skabe boliger, der passer til de behov, Bramming har i dag og i fremtiden. Når flere får mulighed for at flytte til en bolig, der passer til den fase af livet, de er i, frigiver det andre boliger til nye familier og til borgere, der gerne vil flytte til Bramming. Det er med til at holde byen i udvikling," siger Bo Langendorff.

Første spadestik forventes taget i november. 

Byggeriet opføres af den lokale entreprenør Bo Michelsen, som i samarbejde med Sweco A/S har indgået kontrakt om projektet. I udførelsesfasen er Viggo Madsen bygherrerådgiver.

Allerede mulighed for at skrive sig op

Interesserede kan allerede nu skrive sig op til de kommende boliger via Bramming Boligforenings hjemmeside.

Nøgleord

Kontakter

Bo LangendorffFormand Boligkontoret Danmark

Formand Bramming Boligforening

Tlf:21 75 02 90

Billeder

Hjørnet på Nørregade som det ser ud i dag. Foto: Boligkontoret Danmark
Hjørnet på Nørregade som det ser ud i dag. Foto: Boligkontoret Danmark
Download
Byggeriet placeres centralt i Nørregade i Bramming. Visualisering: Sweco A/S
Byggeriet placeres centralt i Nørregade i Bramming. Visualisering: Sweco A/S
Download
Byggeriet placeres centralt i Nørregade i Bramming. Visualisering af gårdmiljø: Sweco A/S
Byggeriet placeres centralt i Nørregade i Bramming. Visualisering af gårdmiljø: Sweco A/S
Download

Bramming Boligforening er en almen boligforening med mere end 650 lejeboliger fordelt på 15 boligafdelinger i Bramming og omegn.

Bramming Boligforening administreres af Boligkontoret Danmark, der som en foreningsbaseret nonprofitorganisation leverer administration, rådgivning og serviceydelser til mere end 35.000 lejeboliger landet over for både boligselskaber og kommuner.

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye