Ny særudstilling: Christine Swane. En mangfoldig ener
14.8.2026 10:07:01 CEST | Nivaagaards Malerisamling | Pressemeddelelse
Den kommende særudstilling på Nivaagaards Malerisamling fejrer Christine Swanes 150 år med den hidtil mest omfattende og varierede præsentation af hendes kunstneriske virke som både maler, keramiker og kunsthåndværker. Med udgangspunkt i Fynbomalernes kreds gik hun sine egne veje, valgte sine egne læremestre og udviklede gennem syv årtier et særegent poetisk billedsprog. Hun var maler, men også keramiker og tekstilkunstner. I evig bevægelse lod hun omgivelser, naturen og det nære fra steder, hun beboede på Frederiksberg og i Birkerød, flytte ind i sine værker.

Christine Swane. En mangfoldig ener
26.9.26 - 31.1.27
Christine Swane (1876-1960) var en vidtfavnende kunstner med et poetisk blik og en sjælden fornemmelse for farver. Hendes udgangspunkt var maleriet, men midt i livet blev hun også keramiker og tekstilkunstner, og som ældre kunstner udførte hun en monumental mosaik.
Særudstillingen fejrer Christine Swanes 150 år med den hidtil mest omfattende og varierede præsentation af hendes kunst. Her kan publikum følge kunstnerens udvikling, eksperimenter og arbejdsprocesser, dvæle ved hendes steder – Kerteminde, Frederiksberg og Birkerød – og opleve hendes malerier, keramik og tekstiler i tæt samspil. Et samspil, der også fandtes overalt i Christine Swanes eget kunstnerhjem i Birkerød, hvor kunsten var en naturlig del af hverdagslivet.
Udstillingen er skabt i tæt samarbejde med Johannes Larsen Museet og Ribe Kunstmuseum og ledsages af en gennemillustreret bog med nye artikler om Christine Swanes kunstnerskab.
Ud af Fynbomalernes kreds
Christine Swane voksede op i Kerteminde i Fynbomalernes kreds – Johannes og Alhed Larsen var hendes storebror og svigerinde – og hun orienterede sig ligesom dem mod naturen og det nære. Samtidig gik hun sin egen retning og forfulgte kompromisløst sin drøm om at blive selvstændig kunstner. Som elev på Kunstakademiets Kvindeskole tog hun i 1901 konsekvensen af sin utilfredshed med undervisningen og organiserede med sine kunstnerkammerater, bl.a. Emilie Demant Hatt, en alternativ skole i Kronprinsessegade med Fritz Syberg som lærer.
Herfter opsøgte Christine Swane selv sin kunstneriske læring, hvor ikke mindst Karl Isakson fik stor betydning for hende. I 1910 mødte hun Sigurd Swane, der arbejdede koloristisk som hun selv. De blev gift, fik sønnen Lars og bosatte sig på Falkoner Allé på Frederiksberg. Ægteskabet holdt dog ikke længe. I sine malerier fra Frederiksberg lader Christine Swane husene og bynaturen, potteplanterne i vindueskarmen og vaskefadet i køkkenet genopstå som næsten abstrakte farvekompositioner.

Keramikeren og tekstilkunstneren folder sig ud i Birkerød
Det næste spring, Christine Swane foretog, var ud af byen til det landlige Birkerød og ind i en frugtbar tid som selvstændig kunstner. I Birkerød skabte hun selv rammerne om sin tilværelse og fik i 1935 opført en æblegrøn funkisvilla med keramikovn, drivhus og have – til sig selv, sønnen Lars og søsteren Marie Larsen, der holdt hus for hende. Christine Swane kastede sig nu for alvor over keramikken. Skåle, vaser og fade med dyremotiver og abstrakte kompositioner, ofte i ultramoderne formgivning, forlod husets keramikovn i stort antal.
Sideløbende syede Christine Swane kompositioner i patchwork og broderede og trykte duge, dækkeservietter og tørklæder. Desværre er kun få af hendes tekstiler bevaret, bl.a. fordi museerne længe ikke anså tekstiler for at være ”rigtig” kunst. På særudstillingen kan opleves et særligt udvalg. Derudover har tekstilkunstner Anne Fabricius Møller trykt nye tekstiler efter Christine Swanes mønstertegninger for at denne underkendte side af Swanes kunst kan komme mere til sin ret.
Christine Swane levede af sin kunst - og indrettede sig med den i sit farvestrålende kunstnerhjem. Væggene var udsmykket med hendes malerier, i vindueskarme stod hendes keramik og små skulpturer, og hun brugte keramikken og tekstilerne i hverdagen. Kunsten og livet var to sider af samme sag, og hjemmet i sig selv en uudtømmelig motivverden. Når hun malede en opstilling, stillede hun den typisk på et af sine egne kakkelborde eller med en af sine duge som baggrund. Så sammensatte hun den af egne keramikting, farvede glas, blomster fra haven og grønt fra drivhuset. Hver opstilling er et konglomerat af kunstnerhjemmet i Birkerød.

Tilbage på Frederiksberg: Mosaikken til Damsøbadet
I en alder af 72 år påtog Christine Swane sig at udføre en stor offentlig udsmykning i en teknik, hun ikke før havde prøvet kræfter med, nemlig mosaikkunsten. Hun mødte nu stigende anerkendelse og oplevede i 1948 både at blive udvalgt til Venedig-biennalen og at få udsmykningsopgaven til Damsøbadet på Frederiksberg.
Mosaikken viser tre kvindelige gymnaster, der øver sig i strålende sol under en blå himmel, men det er også en abstrakt farvekomposition i mange glitrende facetter. På udstillingen får man gennem filmklip og originalmaterialer indblik i den krævende arbejdsproces bag den over 3 x 3 meter store mosaik, der også involverede Christine Swanes søn, kunstneren Lars Swane, der bistod sin mor i mange sammenhænge.
Christine Swane var aktiv til det sidste og foretog en lang udenlandsrejse til refugiet San Cataldo så sent som i 1957, ledsaget af Lars Swane. På det tidspunkt var hun flyttet ind hos hans familie i Farum, og de malede begge ved deres fælles hus i Holtbjerg i Nordjylland om sommeren. Derfra stammer flere af Christine Swanes mest elskede malerier som Granskov, der kan ses på udstillingen.

Mere Christine Swane: Samarbejde med Den Hirschsprungske Samling
Interessen for Christine Swane er stigende, og efteråret 2026 byder på en enestående mulighed for at se hendes kunst på to museer på Sjælland. Samtidig med soloudstillingen på Nivaagaards Malerisamling viser Den Hirschsprungske Samling en gruppeudstilling om de tre kunstnerægtepar Alhed & Johannes Larsen, Anna & Fritz Syberg og Christine & Sigurd Swane.
I den forbindelse har de to museer indgået en aftale, hvor man ved besøg på en af udstillingerne får en voucher, som kan medbringes på den anden udstilling og her berettiger til en postkortgave.
Christine Swane. En mangfoldig ener på Nivaagaards Malerisamling, 26.9. 2026 – 31.1. 2027
Fynboerne – Kunsten frem for alt! på Den Hirschsprungske Samling, 18.9. 2026 – 24.1. 2027
Udstillingen er støttet af Ny Carlsbergfondet, Augustinus Fonden, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond samt Beckett-Fonden.
Billeder





























Om Nivaagaards Malerisamling:
Nivaagaards Malerisamling er et klassisk kunstmuseum med en unik samling af 500 års verdenskunst fra italiensk renæssance, nederlandsk barok og dansk 1800-tal samt skiftende særudstillinger med nyere eller moderne kunst. Museet ligger i en smuk gammel rododendronpark, der også huser det populære 'Reservat for truede ord', omgivet af marker, fredede strandenge og skov.
Følg pressemeddelelser fra Nivaagaards Malerisamling
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Nivaagaards Malerisamling
Ferie på museet: Åbent Ricardo da Nivå Sommerværksted - og fri adgang til alle Richards og Ricardoer!29.6.2026 14:20:38 CEST | Pressemeddelelse
Sommerhumøret har ramt Nivaagaards Malerisamling, der inviterer indenfor til kreativt ferieværksted for alle aldre. Der er som altid gratis adgang til gæster under 18 år - og i anledning af den aktuelle Richard Winther-udstilling fri adgang til alle, der bærer navnet Richard og Ricardo, resten af udstillingsperioden frem til 13. september.
Grundlovsdag på Nivaagaards Malerisamling1.6.2026 15:13:37 CEST | Pressemeddelelse
Grundlovsdag på museet fredag 5. juni Grundlovstale kl. 14 Traditionen tro markerer Nivaagaards Malerisamling grundlovsdag med tale og frokost i det grønne - denne gang med chefredaktør for Frederiksborg Amts Avis, journalist og forfatter, Nathalie Ostrynski, som grundlovstaler på podiet i parken kl. 14. Nathalie Ostrynski har tidligere arbejdet som redaktionschef, journalist og klummeskribent på Berlingske og Kristeligt Dagblad. I 2024 udkom hun med den anmelderroste bog, De Mørke Bånd, der giver indsigt i hendes familiehistorie. Det er en personlig fortælling om at vikle årtiers undertrykte følelser ud og om at bære en dobbelt identitet splittet mellem det danske og det polske. Nathalie Ostrynski er født i Danmark med polske forældre og er tredje generation efter Holocaust. I slutningen af 1960'erne måtte hendes fars familie flygte fra det kommunistiske styre i Polen. Under sin opvækst kendte Nathalie Ostrynski ikke til slægtens traumatiske fortid, og tavsheden kom til at sætte spor
Sommertid er Winther-tid på Nivaagaards Malerisamling28.4.2026 10:43:40 CEST | Pressemeddelelse
Med særudstillingen Richard Winther 100 år, der åbner den 1. maj på Nivaagaards Malerisamling, følger et farverigt arrangementsprogram, der gennem håndværk, viden, fiktion og sanselighed lægger et ekstra lag til udstillingen og dykker ned i flere facetter af Richard Winthers mangfoldige virke og billedverden.
Invitation til pressevisning: Richard Winther 100 år21.4.2026 07:59:56 CEST | Presseinvitation
Pressevisning fredag 1. maj kl. 11 Direktør ved Nivaagaards Malerisamling, Andrea Rygg Karberg, byder velkommen Kurator og inspektør Søren K.K. Lund-Hansen præsenterer udstillingen Billedkunstner Mie Mørkeberg fortæller om sin udsmykning og iscenesættelse af Richard Winthers samling Mulighed for interviews og fotografering Presse, der ønsker at deltage i pressevisningen, bedes tilmelde sig på forhånd inden 30. april til kommunikationsansvarlig Kirsten Baltzer Kahr: kbk@nivaagaard.dk Nivaagaards Malerisamling markerer 100-års fødselsdagen for den danske kunstner Richard Winther (1926-2007) med en stor udstilling om denne vidtfavnende, evigt undersøgende og skabende personlighed i dansk kunst. Særudstillingen viser eksempler på Richard Winthers enorme kunstneriske spændvidde samt værker fra hans private samling med store modernister som Chagall, Max Ernst, Sonja Ferlov Mancoba, Giacometti, Miró, Picasso og Man Ray. Winthers samling iscenesættes i samarbejde med samtidskunstner Mie Mørkeb
Forfatter Charlotte Weitze om skovens betydning9.3.2026 11:32:14 CET | Pressemeddelelse
Den prisnominerede forfatter Charlotte Weitze besøger Skovens tid på Nivaagaards Malerisamling og fortæller, hvordan naturen og især skoven spiller en central rolle i hendes litterære verden. Samtalen tager udgangspunkt i hendes anmelderroste romaner Ulvemælk og Rosarium, hvor Weitze på kunstnerisk vis forener natur og mennesker gennem poesien.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum