Entreprenør nedsænker tredje element til Femern Bælt-tunnelen
2.8.2026 10:34:46 CEST | Sund & Bælt | Pressemeddelelse
Tredje tunnelelement til Femern Bælt-forbindelsen er nu installeret i tunnelrenden ud for Lollands kyst.

Hovedentreprenøren på Femern Bælt-projektet, FLC, har nu nedsænket det tredje tunnelelement til den 18 kilometer lange Femern Bælt-tunnel til Tyskland. Dermed er endnu et af de i alt 89 tunnelelementer på plads på havbunden, hvor de henover de kommende år samles til verdens længste sænketunnel.
Operationen begyndte med udsejling fra tunnelelementfabrikken ved Rødbyhavn torsdag aften den 30. juli. Herfra blev det 217 meter lange og 73.500 ton tunge betonelement trukket ud til tunnelrenden af fem slæbebåde knap 500 meter fra Lollands kyst. Fredag kunne selve nedsænkningen begynde, hvorefter elementet blev koblet sammen med den eksisterende del af tunnelen i løbet af lørdag.
”Hver nedsænkning er en krævende præcisionsopgave, hvor mange dele skal spille sammen. Derfor er vi meget tilfredse med, at endnu et element nu ligger sikkert på havbunden. For hver nedsænkning får FLC mere vigtig erfaring, der skal sikre den fortsatte fremdrift i byggeriet,” siger Lasse Vester, vicekontraktdirektør i Sund & Bælt.
Elementets sider bliver nu dækket med sten og skærver, så det fastholdes sikkert i tunnelrenden. Samtidig fortsætter forberedelserne til nedsænkningen af det næste tunnelelement.
“Heiligenhafen”
Femern Bælt-forbindelsen bliver en central del af det europæiske transportnetværk TEN-T, som binder Europa tættere sammen fra Malta i syd til Finland i nord. Derfor bliver hvert tunnelelement opkaldt efter en by langs korridoren.
Det tredje element er opkaldt efter den tyske kystby Heiligenhafen, der ligger ved Østersøen i delstaten Slesvig-Holsten tæt på Fehmarn. Byen har gennem århundreder været en havne- og handelsby med forbindelser til Skandinavien. Med Femern Bælt-tunnelen bliver Heiligenhafen en del af en styrket transportkorridor, der binder Skandinavien og Centraleuropa tættere sammen.
Om Femern Bælt-projektet
Femern Bælt-projektet er et af Europas største infrastrukturprojekter. Den 18 km lange sænketunnel mellem Danmark og Tyskland bliver verdens længste. Tunnelen får en motorvej med to spor i hver retning og to elektrificerede jernbanespor. Rejsetiden bliver 10 minutter i bil og 7 minutter med tog. Femern Bælt-forbindelsen vil styrke forbindelsen mellem Skandinavien og resten af Europa. Projektet er brugerbetalt og gennemføres med støtte fra EU.
Kontakter
Andrew Crone-LangkjærPressekonsulent / Press officer - Sund & Bælt
Tlf:+4542262600acl@sbf.dkBilleder



Følg pressemeddelelser fra Sund & Bælt
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Sund & Bælt
Sund & Bælt indfører radarovervågning på Storebæltsbroen6.11.2026 10:17:33 CET | Pressemeddelelse
Sund & Bælt etablerer radarbaseret overvågning, der skal gøre det muligt hurtigere at opdage droner omkring Storebæltsbroen. Systemet forventes at være i drift inden udgangen af 2026 og skal understøtte myndighedernes håndtering af dronehændelser.
Storebæltsbroen skal løftes 84 gange i historisk renoveringsprojekt4.11.2026 09:00:00 CET | Pressemeddelelse
Efter en længere udbudsproces har Sund & Bælt valgt en entreprenør til at stå for en omfattende renovering af brolejerne på Storebæltsbroens Vestbro. Arbejdet begynder i 2027 og skal gennemføres, mens trafikken fortsat kører over broen.
Sund & Bælt udbyder opgradering af færgehavne ved Storebælt2.11.2026 13:14:46 CET | Pressemeddelelse
Halsskov Havn og Knudshoved Havn skal klargøres, så der kan indsættes færger i tilfælde af en længerevarende afbrydelse af trafikken på Storebæltsforbindelsen. Sund & Bælt har nu sendt opgraderingen af de to havne i udbud.
Tunneløvelse skal træne beredskabet ved Storebælt21.10.2026 09:14:12 CEST | Pressemeddelelse
Natten til søndag den 25. oktober gennemfører Sund & Bælt i samarbejde med Politi og beredskabet en omfattende øvelse ved jernbanetunnelen under Storebælt. Øvelsen skal træne beredskabets håndtering af en alvorlig togulykke. Der vil være ændringer for togtrafikken.
Entreprenør på Femern Bælt-projektet genoptager arbejdet efter cyberangreb16.10.2026 13:51:17 CEST | Pressemeddelelse
Efter et cyberangreb mod Femern-entreprenøren FLC, er arbejdet på byggepladsen gradvist blevet genoptaget
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum