Storebæltsbroen skal løftes 84 gange i historisk renoveringsprojekt
4.11.2026 09:00:00 CET | Sund & Bælt | Pressemeddelelse
Efter en længere udbudsproces har Sund & Bælt valgt en entreprenør til at stå for en omfattende renovering af brolejerne på Storebæltsbroens Vestbro. Arbejdet begynder i 2027 og skal gennemføres, mens trafikken fortsat kører over broen.

Storebæltsbroen har i mere end 25 år forbundet Danmark og gjort det nemt for rejsende i bil og tog at krydse landet. For at sikre, at broen forbliver i god stand i mange generationer, vedligeholder Sund & Bælt løbende forbindelsen.
Nu er turen kommet til en helt særlig del af Vestbroens konstruktion. Sund & Bælt har indgået kontrakt med entreprenørfirmaet MT Højgaard Danmark om at renovere i alt 188 brolejer, hvoraf 44 skal udskiftes helt. Renoveringsprojektet er et af de største og mest komplekse siden Vestbroen åbnede i 1997, og kontrakten har en værdi på 232 mio. kr.
”Storebæltsbroen er bygget til at holde i mange år, men trafikken og vejret slider på broen, og det kræver, at vi løbende vedligeholder og fornyer vitale dele. Det er en både stor og teknisk krævende opgave, og med entreprenøren på plads kan vi nu tage det næste store skridt i projektet,” siger Finn Raun Gottfredsen, projektchef i Sund & Bælt og ansvarlig for renoveringsprojektet.
En kompliceret opgave
Den næsten syv kilometer lange Vestbro hviler på brolejer. Mellem lejernes over- og underdel ligger en glideplade, som består af teflon. Glidepladerne sikrer, at broen sikkert kan udvide sig, når det er varmt, og trække sig sammen, når det bliver koldt. Efter mere end 25 års slid er det nu blevet tid til, at pladerne skal udskiftes og lejerne renoveres.
For at kunne tage brolejerne ud skal selve broen løftes. Det sker ét brofag ad gangen. Hvert brofag er omkring 110 meter langt og vejer cirka 5.500 ton. Det skal løftes omkring 20 millimeter, så der bliver plads til at tage lejerne ud og renovere eller udskifte dem. Den proces skal gentages 84 gange. Metoden blev afprøvet ved et prøveløft i november 2024, hvor broen blev løftet med 12 specialdesignede donkrafte uden at påvirke trafikken på Storebælt.
”Det særlige ved opgaven er, at vi skal udføre et meget omfattende arbejde på en af Danmarks vigtigste trafikforbindelser, samtidig med at biler og tog fortsat skal kunne passere. Det stillede store krav, da vi udviklede og afprøvede metoden, og det bliver også afgørende, når vi går i gang med selve renoveringen,” siger Finn Raun Gottfredsen.
MT Højgaard Danmark skal anvende en specialudviklet løsning med arbejdsplatforme under broen, så arbejdet kan udføres uden at påvirke vej- og togtrafikken. Arbejdet forventes gennemført over tre udførelsessæsoner fra april 2027 til november 2029.
Se, hvordan man løfter Storebælstbroen, her: Explainer: Broløft på Storebæltsbroen
Fakta
-
Vestbroen stod færdig i 1997, men lejerne blev installeret i 1995.
-
Det er et brofag på ca. 110 m, der skal løftes ad gangen for at kunne renovere lejerne og udskifte glidepladerne. Det sker bl.a. ved hjælp af specialdesignede donkrafte. I alt skal der udføres 84 løft.
-
Glidepladerne er 6 mm tykke, når de er nye. Glidepladerne bliver slidt, når broen bevæger sig, og skal skiftes, når de har en tykkelse på 3 mm. Brolejerne, som skal tages ud og renoveres, vejer mellem 5,5 og 7,5 ton.
- Sund & Bælt udførte tre vellykkede prøveløft af et brofag i 2024 og 2025. Erfaringerne dannede grundlag for udbuddet af renoveringsprojektet.
-
Det er entreprenørfirmaet MT Højgaard Danmark, der har vundet kontrakten. De har stor erfaring med at bygge og vedligeholde store infrastrukturprojekter. De var bl.a. med til at opføre Vestbroen, som stod færdig i 1997.
Kontakter
Oskar Leo MatthiesenPressekonsulent, Sund & Bælt
Tlf:+4521807214olma@sbf.dkBilleder



Følg pressemeddelelser fra Sund & Bælt
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Sund & Bælt
Sund & Bælt udbyder opgradering af færgehavne ved Storebælt2.11.2026 13:14:46 CET | Pressemeddelelse
Halsskov Havn og Knudshoved Havn skal klargøres, så der kan indsættes færger i tilfælde af en længerevarende afbrydelse af trafikken på Storebæltsforbindelsen. Sund & Bælt har nu sendt opgraderingen af de to havne i udbud.
Tunneløvelse skal træne beredskabet ved Storebælt21.10.2026 09:14:12 CEST | Pressemeddelelse
Natten til søndag den 25. oktober gennemfører Sund & Bælt i samarbejde med Politi og beredskabet en omfattende øvelse ved jernbanetunnelen under Storebælt. Øvelsen skal træne beredskabets håndtering af en alvorlig togulykke. Der vil være ændringer for togtrafikken.
Entreprenør på Femern Bælt-projektet genoptager arbejdet efter cyberangreb16.10.2026 13:51:17 CEST | Pressemeddelelse
Efter et cyberangreb mod Femern-entreprenøren FLC, er arbejdet på byggepladsen gradvist blevet genoptaget
Sund & Bælt og Odense Havn indgår eksklusivaftale om fremtidigt partnerskab om Femern-anlæg5.10.2026 13:50:04 CEST | Pressemeddelelse
En aftale om et eksklusivt forhandlingsforløb mellem Sund & Bælt og Odense Havn skal føre til et partnerskab om udvikling og drift af Femern Bælt-tunnelens produktionsanlæg ved Rødbyhavn.
Ny kabelplatform giver trafikændringer på Storebæltsbroen5.10.2026 10:59:10 CEST | Pressemeddelelse
Tirsdag aften den 6. oktober skal Sund & Bælt for første gang teste en ny specialbygget platform til vedligeholdelse af Storebæltsbroens hovedkabler. Den skal sikre, forbindelsen også fremover kan holdes i topform uden at genere trafikken. Platformen skal løftes på plads med en kran, hvilket medfører trafikændringer på broen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum