15 år efter: Danmark har lært at regne med skybrud
2.7.2026 09:00:00 CEST | DMI – Danmarks Meteorologiske Institut | Pressemeddelelse
Skybruddet i København 2. juli 2011 blev et vendepunkt for dansk klimatilpasning. Siden da har vejr- og klimaforskning gjort os klogere på den ekstreme nedbør i Danmark, og i dag giver DMI’s Klimaatlas kommunerne et fælles grundlag for at planlægge efter flere og kraftigere skybrud

Den 2. juli er det 15 år siden, et historisk skybrud satte store dele af København under vand. Veje blev til kanaler, kældre blev oversvømmet, og kritisk infrastruktur kom under pres.
Skybruddet kostede godt seks milliarder kroner. Og det blev en tydelig illustration af, hvordan ekstrem regn påvirker vores samfund. Det handler også om kloakker, veje, bygninger, hospitaler, beredskab og økonomi.
Siden har kommuner, forsyninger og myndigheder arbejdet mere systematisk med klimatilpasning. Den er blandt andet understøttet af, at DMI og forskningsmiljøerne har fået bedre viden om ekstrem regn og fremtidens klima. Skybrud er meget lokale fænomener, og det er videnskabeligt set vanskeligt at forudse, præcis hvor og hvornår de opstår Men over de sidste 15 år er der udkommet omfattende ny viden om, hvor ofte de i gennemsnit rammer forskellige dele af Danmark, og ikke mindst hvordan fremtidens nedbør kan blive i et varmere dansk klima.
Et af de vigtigste værktøjer, der er kommet til, er DMI’s Klimaatlas. Her kan kommuner og alle andre se, hvordan klimaet ventes at ændre sig lokalt, og hvor meget mere ekstremregn de skal planlægge efter.
– Skybruddet i 2011 viste, hvor sårbar en moderne by kan være, når meget vand falder på kort tid. Klimaatlas kan ikke fortælle, hvor det næste skybrud rammer. Men det giver et fælles fagligt grundlag for at planlægge efter et vådere klima, siger Mark Payne, der driver Klimaatlas i Nationalt Center for Klimaforskning (NCKF) på DMI.
Forventer 40 procent flere skybrud
DMI’s klimaforskere forventer, at Danmark får flere skybrud i takt med den globale opvarmning. Frem mod slutningen af århundredet forventes antallet af skybrudsdøgn stige med 40 procent, med de drivhusgasudledninger vi i øjeblikket forventer. Samtidig forventes de kraftigste nedbørshændelser at bringe større mængder regn med sig, end de gør i dag.
Forskning fra Københavns Universitet og DMI har også vist, at menneskeskabt opvarmning fordoblede risikoen for skybruddet i København i 2011. Det blev gjort ved hjælp af en slags ’kunstig vejrprognose’, der beregnede, hvordan den samme vejrsituation kunne have udviklet sig i et koldere eller varmere klima.
– Klimaforandringerne er ikke noget, der kommer en gang i fremtiden. Allerede i 2011 kunne vi se, at klimaforandringerne alt andet lige havde øget sandsynligheden for de voldsomme regnmængder skybruddet gav over København. Kraftige nedbørshændelser sker og er sket historisk i Danmark, men det er en type vejrhændelser, vi skal forstå bedre og forberede os på, fordi risikoen vokser i et varmere klima, siger Rasmus Anker Pedersen, afdelingschef for DMI’s Vejrforskning, der deltog i studiet af 2011-skybruddet.
Noget at regne på
Nye nationale beregninger fra DTU viser samtidig, at klimatilpasning kan betale sig. Oversvømmelser fra skybrud og stormfloder kan give meget store skader i Danmark over de næste 100 år, hvis der ikke klimatilpasses yderligere.
Men beregningerne viser også, at investeringer i klimasikring i mange tilfælde kan være lavere end de skader, de forebygger.
Samtidig peger forskning fra DMI på, at erfaringer efter oversvømmelser kan mindske skaderne næste gang. Borgere flytter værdier væk fra kældre, kommuner ændrer planer, forsyninger bygger om, og beredskaber bliver bedre forberedt.
– Erfaring virker først, når den bliver omsat til handling. Den vigtigste læring fra 2011 er ikke, at vi kan undgå alle skader. Den er, at vi kan blive bedre forberedt, siger klimaforsker Karsten Arnbjerg-Nielsen fra NCKF.
Fakta | Skybruddet i 2011
- Skybruddet ramte København 2. juli 2011.
- Forsikringsudbetalingerne løb op i 6,2 mia. kr. fordelt på cirka 90.000 skader.
- Ved Botanisk Have faldt der 147,5 mm regn på et døgn. I Ishøj faldt der 31,2 mm på 10 minutter.
Fakta | Klimaatlas
- DMI’s Klimaatlas viser forventede klimaændringer på kommuneniveau.
- Kommuner kan blandt andet se ændringer i ekstrem nedbør, skybrud og andre klimaindikatorer.
- Værktøjet bruges som fælles datagrundlag i klimatilpasning, planlægning og risikovurdering.
- 40% flere skybrud ses i et mellemhøjt udledningsscenarie. Det kan både blive mere eller mindre afhængigt af den globale opvarmning.
Fakta | DTU’s skadesberegninger
- DTU-rapporten ‘Økonomiske konsekvenser af oversvømmelser – Nationale skadesberegninger og vurdering af behov for klimatilpasning’ er udgivet af DTU, Institut for Ledelse, Teknologi og Økonomi.
- Rapporten er udarbejdet af Kirsten Halsnæs, Per S. Kaspersen, Villy Mik-Meyer og Tanya Sunding. LNH Water ApS og Scalgo ApS har bidraget til analyserne.
- DTU beregner de forventede oversvømmelsesskader til omkring 406 mia. kr. over de næste 100 år. Heraf udgør skybrud omkring 157 mia. kr.
Beregningerne bygger blandt andet på data fra DMI’s Klimaatlas og DTU’s SkadesØkonomi-model.
Kontakter
DMI Kommunikation
Tlf:39157509presse@dmi.dkOm Danmarks Meteorologiske Institut
Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) blev etableret i 1872, og det er i dag en institution under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.
DMI varetager den meteorologiske betjening af samfundet inden for Rigsfællesskabet Danmark, Færøerne og Grønland med omliggende farvande og luftrum.
Den meteorologiske betjening omfatter prognose- og varslingstjeneste samt kontinuerlig overvågning af vejr, klima og dertil relaterede miljømæssige forhold i atmosfæren, på landjorden og i havet.
Følg pressemeddelelser fra DMI – Danmarks Meteorologiske Institut
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra DMI – Danmarks Meteorologiske Institut
DMI fortsætter i spidsen for europæisk satellitsamarbejde1.7.2026 16:05:50 CEST | Pressemeddelelse
Ny aftale med den europæiske meteorologiske satellitorganisation EUMETSAT betyder, at DMI også fremover skal udvikle satellitdata, der gør vejrudsigter mere præcise og styrker klimaforskningen verden over.
Varme og uvejr: Ny dansk varmerekord sat i både Ødum og Beldringe.27.6.2026 17:41:09 CEST | Pressemeddelelse
Varmen kulminerede i dag kl. ca. 14.45, hvor der blev målt 37,0 grader i både Ødrum, nord for aarhus og i Beldringe, nord for Odense. I dag har været den varmeste dag, siden målingerne begyndte i 1874. I kølvandet har uvejr nu ramt Danmark.
Tjek badevandstemperaturen ved din nærmeste strand27.6.2026 10:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Venter der en lun sommerdukkert eller tænderklaprende kulde under overfladen? I år er der rekordmange målestationer til glæde for sommerens strandgæster. Bliv klog på, hvad der styrer temperaturen.
Forskere kortlægger Københavns varmeste pletter26.6.2026 08:50:01 CEST | Pressemeddelelse
Studie fra Nationalt Center for Klimaforskning på DMI tegner et mere detaljeret billede af varmeøer i byen – og dermed hvor grønne løsninger og byplanlægning kan gøre størst forskel i et varmere klima.
Orienter dig om vejrvarsler i Europa25.6.2026 08:05:00 CEST | Pressemeddelelse
Skolernes sommerferie nærmer sig, og store dele af Europa er i disse dage ramt af voldsom varme. Inden bilen ruller sydpå, så brug to minutter på MeteoAlarm.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum