Fem projekter skal gøre unges hjemtur fra nattelivet mere tryg
26.6.2026 07:40:55 CEST | Beskæftigelses- og Ligestillingsministeriet | Pressemeddelelse
Frivillig Kolding, Sex & Samfund, Fonden for Socialt Ansvar, Dansk Stalking Center og Sønderborg Kommune får i alt 10,2 mio. kr. til at igangsætte initiativer, der skal øge trygheden på vej hjem fra nattelivet gennem lokale løsninger.
Mange unge, særligt unge kvinder, er utrygge, når de færdes alene i aften- og nattetimerne – blandt andet på vej gennem byen, ved ventetid på transport og i mørke områder. Sager om voldtægt og drab på kvinder sætter sig og skaber utryghed.
Derfor blev der som led i ’Trygt og sikkert natteliv for alle’ fra 2025 afsat 10,2 mio. kr. til en pulje, der skal understøtte lokale løsninger for en tryg hjemtur fra nattelivet. Puljen er nu udmøntet til fem projekter, som på forskellig vis skal bidrage til at øge trygheden for unge.
Beskæftigelsesminister og minister for ligestilling Ane Halsboe-Jørgensen siger:
- Når hver anden unge kvinde er utryg på vejen hjem fra nattelivet, og endnu flere bekymrer sig om at blive udsat for et seksuelt overgreb eller drugging, når de tager i byen, har vi et samfundsproblem. Det er helt urimeligt, at så mange unge kvinder er utrygge, vælger andre ruter eller fx tager nøglebundt i hånden, som de kan forsvare sig med for at føle sig trygge. Derfor støtter vi nu fem projekter, der skal gøre hjemturen fra nattelivet tryggere og give os vigtige erfaringer.
Projekterne spænder fra lokale tryghedsskabende indsatser og samarbejdsmodeller til digitale og fysiske løsninger i det offentlige rum. Fælles for projekterne er, at de har unge som primær målgruppe og skal styrke trygheden i forbindelse med hjemturen fra nattelivet.
Puljen er finansieret som led i aftalen om udmøntning af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet 2025-2028.
Fakta:
- 50 pct. af 16-35-årige unge kvinder og 16 pct. af de unge mænd føler sig utrygge eller overvejende utrygge på vej hjem fra nattelivet (Det Kriminalpræventive Råd, 2025).
- 61 pct. af 16-35-årige unge kvinder bekymrer sig om at blive udsat for seksuelle overgreb i nattelivet, og 67 pct. af de unge kvinder bekymrer sig om drugging (Det Kriminalpræventive Råd, 2025).
- 63 pct. af 16-35-årige unge kvinder og 11 pct. af de unge mænd angiver, at de sommetider lader som om, at de taler i telefon for at føle sig mere trygge i nattelivet (Det Kriminalpræventive Råd, 2025).
- 37 pct. af 16-35-årige unge kvinder og 7 pct. af de unge mænd angiver, at de sommetider har et nøglebundt i hånden, som de kan forsvare sig med. (Det Kriminalpræventive Råd, 2025).
- 27 pct. af kvinder og 10 pct. af mænd er utrygge på stier, mens 24 pct. af kvinder og 13 pct. af mænd er utrygge på stationer og ved stoppesteder (Justitsministeriet, 2025).
Om de udvalgte projekter:
- Natten er for alle – En fælles Koldingensisk indsats for det trygge natteliv og hjemtur: Der etableres et safespace ved togstationen i Kolding og udvikles fælles metoder på tværs af nattelivets aktører (restauratører, barer, taxaaktører, natteravne, mv.) for håndtering af unge i utrygge situationer. Projektet gennemføres af Frivillig Kolding i samarbejde med Kolding Kommune, Natteravnene og Muad Aps (1.000.000,00 kr.).
- “Hey, er du okay?” – Sammen om tryghed i og på vej hjem fra nattelivet: Der udvikles en landsdækkende indsats, der bl.a. består af en kampagne og digitalt læringsunivers, som skal give unge redskaber til at støtte hinanden og handle i utrygge situationer, samt undervisningsmateriale til opkvalificering af medarbejdere og frivillige i nattelivet. Projektet gennemføres af Sex & Samfund i samarbejde med Tryg Aalborg, Aarhus Kommune, Københavns Kommune og Dansk Live (5.872.893,25 kr.).
- Tryg hjemtur fra nattelivet – Upstandertræning og synlig tilstedeværelse: Der udvikles og gennemføres workshops på ungdomsuddannelser, i ungdomsmiljøer og events i nattelivet i Aarhus, Odense og København, som giver unge praktiske redskaber til at handle og støtte hinanden i utrygge situationer. Projektet gennemføres af Fonden for Socialt Ansvar i regi af deres Unge Ravne-indsats (1.452.731,75 kr.).
- Skytsengel: En tryg hjemtur via lokalt netværk: Appen ”Skytsengel” videreudvikles, så det bliver muligt hurtigt og diskret at aktivere sit lokale netværk i utrygge situationer, særligt ift. uønsket opsøgende adfærd. Projektet gennemføres af Dansk Stalking Center (951.000,00 kr.).
- Tryghedsbelysning af Fiskerstien i Sønderborg by: Der etableres tryghedsbelysning på Fiskerstien, som forbinder Sønderborg bys bymidte med byens østlige parcelhuse og lejligheder for at skabe tryghed for stiens brugere, når det er mørkt. Projektet gennemføres af Sønderborg Kommune (923.375,00 kr.).
Kontakter
Beskæftigelses- og Ligestillingsministeriet
Pressevagt: 51232830
Følg pressemeddelelser fra Beskæftigelses- og Ligestillingsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Beskæftigelses- og Ligestillingsministeriet
Aalborg vil gøre unges hjemtur fra nattelivet mere tryg26.6.2026 07:58:14 CEST | Pressemeddelelse
Aalborg Kommune og Tryg Aalborg er med i projektet ”Hey, er du okay?”, der nu får knap 6 mio. kroner til at gøre unges hjemtur fra nattelivet mere tryg. Projektet skal give både unge og medarbejdere i nattelivet konkrete redskaber til at forebygge og håndtere utrygge situationer.
Regeringen fremsætter lovforslag om id-kort25.6.2026 13:08:01 CEST | Pressemeddelelse
Nu bliver der stillet krav om id-kort på større byggepladser i Danmark for at sikre ordnede forhold, bekæmpe social dumping og styrke kontrollen med udenlandsk arbejdskraft.
Ligestillingsminister indskærper regler for kønsopdelt svømning over for alle kommuner24.6.2026 10:30:02 CEST | Pressemeddelelse
Foreninger må ikke tilbyde kønsopdelt svømning, hvor det modsatte køn ikke har adgang til fx svømmehallen. Det indskærper beskæftigelsesminister og minister for ligestilling Ane Halsboe-Jørgensen nu over for kommunerne.
Presseinvitation: Beskæftigelsesministeriet overdrages til Ane Halsboe-Jørgensen3.6.2026 10:46:36 CEST | Pressemeddelelse
Ane Halsboe-Jørgensen er ny beskæftigelsesminister og minister for ligestilling i Regeringen Mette Frederiksen III.
Fødevarechecken er vedtaget26.2.2026 12:39:13 CET | Pressemeddelelse
Over to millioner pensionister, børnefamilier, ledige, studerende og lærlinge får udbetalt et skattefrit beløb, der giver dem bedre råd til at gå i supermarkedet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum