KMD A/S

KMD leverer stærkt resultat under omfattende transformation

29.6.2026 09:36:30 CEST | KMD A/S | Pressemeddelelse

Del

KMD leverer et overskud på 297 millioner i regnskabsåret 2025/2026. Regnskabet afspejler flere års arbejde med at fokusere forretningen og skabe et mere robust fundament for KMDs videre udvikling.

KMDs resultat for 2025/26 ender på 297 millioner kroner, mens virksomhedens profitmargin er vokset til 10 procent. Regnskabet vidner om en sund udvikling og afspejler flere års arbejde med at forenkle forretningen, styrke lønsomheden og modernisere virksomhedens teknologiske fundament. 

Omsætningen er faldet sammenlignet med tidligere år som følge af planlagte frasalg af dele af infrastrukturtjenesterne. Frasalgene markerer afslutningen på en vigtig fase af KMDs transformation og har bidraget til at reducere kompleksiteten i virksomheden. 

”Det er et stærkt og solidt resultat, som viser, at vi er kommet langt i arbejdet med at udvikle KMD. De seneste år har vi skabt et mere fokuseret KMD ved at frasælge aktiviteter uden for vores kerneforretning. Det giver os et stærkere udgangspunkt for det, vi er sat i verden for: at hjælpe kunderne med at udvikle, drive og modernisere stabile, sikre og samfundskritiske digitale løsninger,” siger Thomas Jul, CEO i KMD. 

Næste fase af transformationen 

Regnskabsåret markerer samtidig Thomas Juls første hele regnskabsår som CEO for KMD. 

”Regnskabet viser, at vi er på rette vej. Det er et vigtigt skridt, men transformationen er ikke afsluttet. Med vores nye strategi og de organisatoriske ændringer, vi har gennemført, har vi taget hul på den næste fase af KMDs udvikling. Nu handler det om at udvikle virksomheden videre og sikre, at vi leverer endnu mere værdi for vores kunder i fremtiden,” siger Thomas Jul. 

I marts 2026 lancerede KMD virksomhedens nye 2030-strategi, som sætter retningen for virksomhedens videre udvikling. 

Strategien skal bringe KMD tættere på kunderne og styrke virksomhedens rolle som strategisk partner i en tid præget af bl.a. implementering af kunstig intelligens, spørgsmål om digital suverænitet og geopolitisk usikkerhed.  

Efter regnskabsårets afslutning har KMD desuden gennemført organisatoriske ændringer, som skal understøtte strategien og styrke virksomhedens langsigtede udvikling. 

”Kunderne har fortsat brug for stabile og sikre løsninger. Men de har også brug for en strategisk partner, der forstår den samfundsmæssige udvikling og de udfordringer, som former deres virkelighed, og som kan omsætte den forståelse til løsninger, der skaber reel værdi for kunderne og for samfundet. Det er den rolle, vi ønsker at styrke yderligere med vores nye strategi,” siger Thomas Jul. 

Som led i strategien har KMD derudover påbegyndt integrationen af datterselskaberne Edlund og Charlie Tango for at samle flere kompetencer i KMD og styrke virksomhedens samlede tilbud til kunderne. 

Investeringer i den næste fase 

KMD forventer et lavere resultat i regnskabsåret 2026/27 som følge af planlagte investeringer i den videre udvikling.  

”Vi går ind i den næste fase af transformationen fra et stærkere udgangspunkt. Derfor prioriterer vi investeringer i de områder, der skal styrke KMDs position på længere sigt. Det vil påvirke resultatet på kort sigt, men det er en bevidst prioritering, som skal sikre, at vi fortsat kan skabe værdi for vores kunder og udvikle virksomheden i de kommende år,” siger Thomas Jul. 

KMDs regnskabsperiode løber fra 1. april til 31. marts.   

Kontakter

Billeder

Om KMD A/S

KMD er en af Danmarks førende it-virksomheder og har i over 50 år leveret innovative it-løsninger, der understøtter både det offentlige og private erhvervsliv. Med dyb domæneviden hjælper KMD med at effektivisere arbejdsgange, forbedre beslutningsprocesser og sikre brugervenlige løsninger til gavn for samfundet. KMD leverer digitale løsninger, der skaber værdi for borgere og virksomheder. Fra komplekse kommunale systemer i folkeskoler og sundhedsplejen til avancerede dataanalyser i energisektoren og store vigtige it-infrastrukturer i staten.

Følg pressemeddelelser fra KMD A/S

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra KMD A/S

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye