Nyt lovforslag skal sætte turbo på opførelsen af almene boliger i de største byer
25.6.2026 08:00:00 CEST | Børne-, Ældre- og Boligministeriet | Pressemeddelelse
Regeringen og partierne bag aftalen om styrkede rammer for alment boligbyggeri vil med et nyt lovforslag gøre det lettere at bygge almene boliger i områder med høje grund- og byggeomkostninger.

Flere mennesker skal have råd til at bo i de byer, hvor de arbejder, uddanner sig og lever deres liv.
Derfor fremsætter børne-, ældre- og boligminister Jacob Mark i dag et nyt lovforslag, der skal styrke mulighederne for at opføre almene boliger i landets største byer.
Med lovforslaget vil regeringen udvide den eksisterende højprisordning og forbedre mulighederne for at bygge almene boliger gennem Fonden for blandede byer. Det skal bidrage til flere betalbare boliger og mere blandede byer.
Børne-, ældre- og boligminister Jacob Mark siger:
"De stigende boligpriser er i fuld gang med at forandre byer som København og Aarhus og gøre det stadig sværere for mange mennesker at finde en bolig, de har råd til. Derfor skal vi have bygget flere almene boliger, så vi også i fremtiden har blandede byer, hvor både sygeplejersken, pædagogen, den studerende og pensionisten har råd til at bo."
Lovforslaget har til formål at udmønte initiativerne i Aftale om styrkede rammer for alment boligbyggeri, som blev indgået den 17. december 2025 mellem den daværende regering (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Enhedslisten.
Der er lagt op til en hurtig lovbehandling efter sommerferien, så lovforslaget kan træde i kraft allerede den 4. september. Det skal gøre det muligt at sætte gang i opførelsen af tusindvis af almene boliger – særligt i København og i de øvrige højprisområder.
Høje priser udfordrer byggeriet
I de senere år har stigende byggeomkostninger og høje grundpriser gjort det sværere at opføre almene boliger inden for det gældende maksimumsbeløb, som er sat for at bevare en lav husleje.
Det har betydet, at almene boligbyggerier er blevet udskudt, mens der samtidig er bygget flere private udlejningsboliger, som er uden for økonomisk rækkevidde for mange mennesker med almindelige indkomster.
Huslejen i nye almene boliger er typisk lavere end i tilsvarende private lejeboliger. Det er med til at sikre, at mennesker med almindelige indkomster har råd til at bo tæt på deres arbejde. Det almene boligbyggeri spiller derfor en central rolle i at sikre blandede byer med plads til mennesker med forskellige indkomster og livssituationer.
Børne-, ældre- og boligminister Jacob Mark siger:
"Med lovforslaget vil vi gøre det lettere at bygge boliger, som er til at betale i de områder, hvor høje grundpriser og byggeomkostninger i dag gør det vanskeligt at få byggeprojekterne til at hænge sammen. Samtidig styrker vi indsatsen for mennesker, som har svært ved at få fodfæste på boligmarkedet, og gør det lettere at etablere seniorbofællesskaber, så flere får mulighed for at bo i fællesskaber, der understøtter livskvalitet, nærvær og et aktivt hverdagsliv."
Byer med plads til alle
Maksimumsbeløbet blev i januar 2026 hævet med samlet 3,9 pct. i hele landet. Samtidig blev der indført en ny højprisordning i hovedstadsområdet og Aarhus, som giver kommunerne mulighed for at hæve beløbet med yderligere 10 pct.
Med lovforslaget lægges der op til at udbygge højprisordningen, så det samlet bliver muligt at opføre almene boliger med en anskaffelsessum, der er op til 20 pct. højere i højprisområderne. De sidste 10 pct. skal finansieres gennem et kommunalt tillægslån, som ikke påvirker huslejen for beboerne.
Lovforslaget skal derudover forbedre mulighederne for at bygge almene boliger gennem Fonden for blandede byer. Blandt andet hæves tilskuddet til etablering af særligt billige almene familieboliger målrettet borgere med lav betalingsevne, og der oprettes en ny støtteordning til etablering af seniorbofællesskaber. Endelig får kommunerne også bedre muligheder for at håndtere lokale boligudfordringer.
Nøgleord
Kontakter
Pressetelefon
Tlf:+45 23 64 42 92Om:
Børne-, Ældre- og Boligministeriet er ministeriet, som har ansvaret for børne-, ældre- og boligpolitik
Følg pressemeddelelser fra Børne-, Ældre- og Boligministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Børne-, Ældre- og Boligministeriet
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum