Danmarks Fængsler

Flere samtidige svigt gjorde undvigelse fra Vestre Fængsel mulig

26.6.2026 16:00:00 CEST | Danmarks Fængsler | Pressemeddelelse

Del

Styrelsen for Danmarks Fængsler har identificeret flere fejl i sikkerhedskæden, som samlet set muliggjorde undvigelsen fra Vestre Fængsel den 4. februar 2026. Som konsekvens heraf er der iværksat en række tiltag for at skærpe sikkerheden og reducere risikoen for, at en tilsvarende hændelse kan finde sted i fremtiden.

Styrelsen for Danmarks Fængsler har færdiggjort den endelige redegørelse for undvigelsen fra Vestre Fængsel den 4. februar 2026.

Heri konkluderes det, at det ikke var én enkelt fejl i fængslet, men derimod en række sikkerhedsmæssige svigt, der samlet set gjorde det muligt for en indsat at undvige.

  • Redegørelsen viser, at der beklageligvis er begået en række sikkerhedsmæssige fejl omkring den indsatte. Det er alvorligt, og derfor har vi bedt fængslet om at iværksætte en række tiltag for at skærpe sikkerheden. Samtidig har vi øget sikkerheden på landsplan. Sikkerhed i vores fængsler og arrester er helt afgørende, og en undvigelse fra et lukket fængsel er en alvorlig hændelse, der ikke må ske, siger Ian Gunthel, sikkerhedschef i Styrelsen for Danmarks Fængsler.

Det konkluderes blandt andet, at den samlede sikkerhedsvurdering af den indsatte var mangelfuld, at deling af information om den indsatte var utilstrækkelig, og at der var mangler i gennemførelsen af visitationer og celleeftersyn samt mangler i dokumentationen af visitationer og sikkerhedsmæssige dispositioner. Samtidig er der fundet sårbarheder ved de fysiske sikkerhedsforhold i fængslet. Den ledelsesmæssige kontrol af og opfølgning på sikkerhedsprocedurer har desuden været utilstrækkelig.

Styrelsen for Danmarks Fængsler vurderer, at ingen af ovenstående forhold isoleret set kan forklare undvigelsen, men at det er rækken af svigt i sikkerhedskæden, der gjorde undvigelsen mulig.

Af hensyn til tavshedspligt om den indsatte og de sikkerhedsmæssige forhold i fængslet er det ikke muligt for Danmarks Fængsler at give detaljerede oplysninger om undvigelsen.

Som konsekvens af undvigelsen og de identificerede forhold er der iværksat en række tiltag, herunder over for den forvaringsdømte, som blev anholdt og indsat til afsoning den 2. marts 2026. Tiltagene omfatter både konkrete initiativer i Vestre Fængsel og tværgående opfølgning på tværs af Danmarks Fængslers institutioner.

I Vestre Fængsel er der blandt andet iværksat følgende tiltag:

Sikringstekniske tiltag

  • Udbedring af identificerede fysiske og sikringstekniske forhold samt iværksættelse af relevante lokale og nationale forbedringstiltag.

Organisatoriske tiltag

  • Styrket ledelsesmæssig opfølgning på centrale sikkerhedsprocedurer.
  • Skærpet fokus på dokumentation og opfølgning.
  • Forbedret informationsdeling og synliggørelse af sikkerhedsrelevante oplysninger.

Sikkerhedsfaglige tiltag

  • Gennemgang af procedurer og lokal praksis på sikkerhedsområdet.
  • Opfølgning på håndteringen af undvigelsestruede indsatte.
  • Styrket controlling og tilsyn med efterlevelsen af centrale sikkerhedsprocedurer.

På tværs af Danmarks Fængslers institutioner er der blandt andet iværksat:

  • Tværgående gennemgang af samtlige lukkede fængsler, arrester og lukkede afdelinger med særligt henblik på at identificere og håndtere sikkerhedsmæssige sårbarheder.
  • Tværgående opfølgning på udvalgte fysiske og sikkerhedsmæssige forhold identificeret i forbindelse med sagen.

Styrelsen for Danmarks Fængsler har en tæt dialog med Fængselskreds Øst og Fængselskreds Vest og følger implementeringen af tiltagene tæt.

 Fakta om undvigelse og redegørelse

  • Den indsatte undveg fra Vestre Fængsel ved midnatstid den 4. februar 2026.
  • Undvigelsen blev hurtigt konstateret af fængslet, hvorefter de gældende beredskabsprocedurer blev iværksat og fulgt, og politiet blev underrettet.
  • Danmarks Fængsler igangsatte kort tid efter tiltag for at øge sikkerheden i alle lukkede fængsler og arrester.
  • Fængselskreds Øst lavede en foreløbig undersøgelse af omstændighederne omkring undvigelsen.
  • Den indsatte blev anholdt den 2. marts 2026.
  • Styrelsen for Danmarks Fængsler har på baggrund af input fra Fængselskreds Øst samt egne undersøgelser og tiltag udarbejdet den endelige redegørelse.


Redegørelsen kan læses her.

Nøgleord

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Fængsler

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danmarks Fængsler

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye