Danmarks Fængsler

Danmarks Fængsler styrker indsatsen for socialt udsatte

2.10.2026 06:00:00 CEST | Danmarks Fængsler | Pressemeddelelse

Del

Ny socialafdeling skal løfte det kriminalitetsforebyggende arbejde og sikre en værdig afsoning for en helt særlig gruppe af indsatte.

Nørre Snede Fængsel - åben afdeling
Nørre Snede Fængsel - åben afdeling Danmarks Fængsler

Danmarks Fængsler styrker med en ny socialafdeling arbejdet med gruppen af særligt udsatte dømte, som udgør en stadig større del af de indsatte i landets fængsler. Den nye særafdeling placeres i Nørre Snede Fængsel.

Socialafdelingen er et element i strafreformens fokus på særligt socialt udsatte dømte med en række komplekse udfordringer. Der vil på afdelingen blive etableret en specialiseret indsats fra forskellige faggrupper for at løfte det kriminalitetsforebyggende arbejde.

”Strafreformen er i fuld gang med at blive ført ud i livet. Vi har skærpet straffene, og nu er vi i gang med at sikre en bedre resocialisering af de indsatte. Nogle indsatte har så komplekse psykiske, fysiske og/eller sociale udfordringer, at de har svært ved at fungere i et fængselsmiljø. Med den nye socialafdeling samler vi de rette fagligheder om en særligt udsat gruppe af indsatte, så de indsatte får bedre forudsætninger for at komme ud på den anden side af deres afsoning uden at begå ny kriminalitet”, siger justitsminister Nicolai Wammen.

Direktør for Danmarks Fængsler, Ina Eliasen, ser det som et stort fremskridt:

”Vi har en stadigt større gruppe af indsatte med mange udfordringer – psykisk, fysisk og socialt. De har tidligere været placeret sammen med andre indsatte og uden særskilt fokus på, hvor udfordrede de har været. Derfor glæder jeg mig over, at vi med den nye socialafdeling kan sikre en mere specialiseret indsats”, siger direktør for Danmarks Fængsler, Ina Eliasen.

Foruden socialafdelingen skal der som led i strafreformens fokus på særligt udsatte indsatte bl.a. ansættes mere pædagogisk, social- og sundhedsfagligt personale, der skal iværksættes tiltag til indsatte med opmærksomhedsforstyrrelser, autisme og PTSD samt etableres nyt beskæftigelsestilbud til unge med særlige udfordringer mv.

Oprettelsen af socialafdelingen er et pilotforsøg. På baggrund af erfaringerne med afdelingen bliver det besluttet, om der skal oprettes lignende afdelinger flere steder i landet.

Den nye afdeling placeres i den åbne afdeling i Nørre Snede Fængsel og forventes at tages i brug i starten af 2028.

Fakta:

  • Den nye socialafdeling forventes, foruden fængselspersonale, at have pædagogisk og sundhedsfagligt personale tilknyttet.
  • Socialafdelingen er målrettet indsatte, der for eksempel lider af betydelig nedsat fysisk, psykisk og/eller kognitiv funktionsevne, misbrug, psykiske lidelser og/eller sociale udfordringer, som samlet set gør, at de er udfordrede i et traditionelt afsoningsmiljø.
  • Afdelingen forventes at have omkring 15 pladser.
  • Oprettelsen af socialafdelingen blev besluttet som en del af strafreformen, der blev vedtaget i 2025.

Nøgleord

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Fængsler

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danmarks Fængsler

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye