Mere fleksible og koordinerede forløb til patienter med selvskade
16.6.2026 07:00:00 CEST | Regionshospitalet Horsens | Pressemeddelelse
Udvalgte patienter med selvskade bliver i dag fulgt i et fast ambulant forløb i Ortopædkirurgi i stedet for at møde akut op på hospitalet.

Faste ambulante forløb skaber kontinuitet og større tryghed for patienterne samt forudsigelige arbejdsgange for medarbejderne.
Patienter med selvskade er tidligere kommet akut ind på hospitalet, og det kunne indimellem udvikle sig til komplekse og uhensigtsmæssige forløb både for patient og personale.
Derfor har hospitalet nu etableret et fast ambulant tilbud til patienter, som selvskader. I stedet for at møde akut op bliver de nu set i sårambulatoriet på planlagte tidspunkter – hver tirsdag formiddag – hvor sår vurderes og behandles i rolige og kendte rammer.
- Vi ved, at de her patienter har brug for hyppig behandling, fordi de selvskader. Derfor har vi bygget et system op omkring dem, så de kommer ind på faste tidspunkter, hvor vi håndterer de sår, der er, siger overlæge og professor Jeppe Lange fra Ortopædkirurgi.
Kendte fagpersoner og klare rammer
Forløbet er bygget op i samarbejde mellem Ortopædkirurgi, Psykiatri og sociale tilbud samt Akutafdelingen. Det betyder, at både medarbejdere og patienter ved, hvem der gør hvad, og at patienterne møder kendte fagpersoner, som kender deres historie og selvskadens mønstre.
Det skaber både mere forudsigelighed og en oplevelse af sammenhæng.
- Det har vist sig at være lægefagligt utroligt sikkert. Vi ser ikke infektioner, og vi ved, at patienterne heler godt. Samtidig giver det ro omkring hele forløbet, siger Jeppe, der bærer det lægefaglige ansvar for ordningen.
Jeg synes, at patienterne får en bedre behandling. Samtidig reducerer det behovet for akutte forløb og for, at flere medarbejdere kommer ind over det samme forløb, forklarer Jeppe.
Ordningen har været i brug siden starten af 2020. Erfaringen er, at selvskaden ikke nødvendigvis bliver mindre hyppig, men at de faste rammer kan skabe en mere tryg og sammenhængende håndtering.
Tæt koordinering i Kirurgi
Også i Kirurgi arbejder personalet nu målrettet med faste og koordinerede forløb til den gruppe patienter, der gentagne gange indlægges efter en selvskade.
Her samlede man alle involverede parter til fælles møder for at skabe en mere struktureret tilgang omkring patienterne.
- Vi var 21 mennesker samlet omkring et patientforløb: Psykiatri, politi, bosted, akutafdeling, anæstesi og kirurgi. Alle havde et ansvar i det her, fortæller cheflæge Mehmet Öztoprak.
Løsningen blev bl.a. at reservere et fast tidspunkt hver dag til behandling af patienten med selvskaden, så det nu foregår under mere planlagte forhold i stedet for gennem akutte indlæggelser. Og efter kort tid med et fast dagligt tidspunkt, var der ikke længere behov for behandling i samme omfang som tidligere.
Ifølge afdelingen handler indsatsen om tæt koordinering, klare aftaler og fælles rammer på tværs af faggrupper og sektorer.
– Når situationen gøres mere forudsigelig, så ændrer det noget for patienterne, siger Mehmet.
Både Jeppe og Mehmet er derfor glade for den koordinerede struktur, der nu er skabt omkring patienter med kompleks forløb forårsaget af selvskade.
Kontakter
Jeppe LangeKlinisk professor og overlæge, Ortopædkirurgi
Tlf:26 85 32 90jepplang@rm.dkMehmet ÖztoprakCheflæge, Kirurgi
Tlf:7842 6228mehmoezt@rm.dkRegionshospitalet Horsens
Regionshospitalet Horsens er et af fem akuthospitaler i Region Midtjylland og områdehospital for ca. 233.000 indbyggere i Horsens, Hedensted, Skanderborg og Odder. Hospitalet varetager akut og planlagt behandling samt uddannelse, udvikling og forskning og omfatter desuden Skanderborg Sundhedshus og Livsstilscenter Brædstrup.
Regionshospitalet Horsens har hvad der svarer til 1.628 fuldtidsstillinger.
Følg pressemeddelelser fra Regionshospitalet Horsens
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Regionshospitalet Horsens
Giv input til udviklingen af det nære sundhedsvæsen24.6.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Kom og giv dit besyv med, når Sundhedsråd Horsens inviterer til fire workshops om udviklingen af fremtidens sundhedsvæsen i vores lokalområde.
Regionsrådet fik indblik i fremtidens Regionshospital Horsens23.6.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Mandag den 22. juni fik Regionsrådet et indblik i de udviklingsprojekter og initiativer, der skal være med til at forme fremtidens Regionshospital Horsens.
Afdelingsledelse er klar til Borgernær Sundhed18.6.2026 14:39:46 CEST | Pressemeddelelse
Chefsygeplejerske Barbara Baden og cheflæge Anne Dindler kommer til at udgøre ledelsesteamet i den nye afdeling Borgernær Sundhed på Regionshospitalet Horsens.
Flere ældre og skrøbelige kan nu blive tilset i eget hjem11.6.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Et nyt samarbejde giver Regionshospitalet Horsens mulighed for at samarbejde med Præhospitalet om at tilse nyligt udskrevne i eget hjem.
Nyt rejsehold styrker behandlingen tættere på borgerne10.6.2026 10:00:04 CEST | Pressemeddelelse
Regionshospitalet Horsens etablerer et rejsehold, der skal styrke kommunale sygeplejerskers kompetencer i første omgang inden for brugen af perifere venekateter (PVK). Målet er, at flere borgere kan modtage behandling tættere på hjemmet og undgå unødvendige hospitalsbesøg.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum