Kommuner har brug for hjælp til allergivenlig beplantning

18.6.2026 08:44:33 CEST | Astma-Allergi Danmark | Pressemeddelelse

Del

1 million borgere lider af pollenallergi, der bliver udløst og forværret af allergifremkaldende beplantning i landets by- og boligområder. 70 procent af kommunerne ønsker nu retningslinjer for håndtering af beplantning, der giver danskerne kroniske sygdomme og koster milliarder for samfundet. Astma-Allergi Danmark har anbefalinger til retningslinjer klar.

Retningslinjer til landets kommuner kan hjælpe 1 million borgere.
Retningslinjer til landets kommuner kan hjælpe 1 million borgere.

Stadigt flere danskere lider af kroniske sygdomme som høfeber og astma. De bliver særligt hårdt ramt i pollensæsonen, hvor mængden af pollen fra allergifremkaldende beplantning som græs og birk stadig bliver mere voldsom. Det skyldes blandt andet, at sæsonerne bliver længere og udledningen af pollen bliver større på grund af klimaforandringer og manglende håndtering af allergifremkaldende beplantning i landets kommuner, hvor borgerne bor og færdes.

Høfeber og astma er ifølge Astma-Allergi Danmark alvorlige kroniske sygdomme, der både har store personlige konsekvenser og koster samfundet milliarder af kroner om året. Alene høfeber koster samfundet 7,5 milliarder kroner i tabt arbejdsevne, medicinudgifter og sygedage.

Kommunerne har enestående mulighed 
Astma-Allergi Danmark har interviewet 27 tilfældigt udvalgte kommuner fra hele landet om deres indsats for at håndtere allergifremkaldende beplantning. 70 procent efterlyser retningslinjer fra Kommunernes Landsforening (KL) for at gøre det lettere at vælge allergivenlig beplantning.

Nogle kommuner har allerede taget de første skridt. Det gælder eksempelvis Lyngby-Taarbæk Kommune, som i samarbejde med Astma-Allergi Danmark har udarbejdet en ny træpolitik.

”I Lyngby Taarbæk Kommune har vi udarbejdet en træpolitik i samarbejde med Astma-Allergi Danmark. Det betyder, at vi som hovedregel ikke vælger træer, der er allergifremkaldende, når der plantes nye træer ved kommunens institutioner og skoler. Samtidig overvejer vi altid træarter, der passer til sted og omgivelser, når det kommer til art, biodiversitet og allergi,” forklarer Margit Smedemark-Andersen, chefkonsulent ved Center for Arealer og Ejendomme i Lyngby-Taarbæk Kommune.

Også i Viborg Kommune er der sket en positiv udvikling. Her forsøger man at imødekomme kommunens pollensyge borgere ved at prioritere, at der ikke plantes birketræer i boligområder.

”Vi planter sjældent birketræer i urbane områder. Samtidig arbejder vi med at øge biodiversiteten på vores græsarealer ved blandt andet at fremme væksten af urter i stedet for græs,” siger Daniel Einar Harbo Lindvig, afdelingsleder i Teknik & Miljø i Viborg Kommune.

Retningslinjer kan hjælpe
Astma-Allergi Danmark har udarbejdet anbefaling til retningslinjer, der fokuserer på allergivenlig udvikling og vedligehold af grønne områder.

Retningslinjerne skal hjælpe kommunerne til nemmere at træffe allergivenlige valg, når de udvikler og vedligeholder deres grønne områder. Det indebærer blandt andet, at kommunerne skal undlade at lade græsset vokse frit, men slå det løbende. De kan med fordel også anlægge hjemmehørende urter og blomster i stedet for græs. De bør også undgå at plante nye birketræer og generelt så insektbestøvede planter i stedet for vindbestøvede. Denne indsats vil fremme både folkesundhed og biodiversitet.

Borgerne ønsker handling
I en ny undersøgelse foretaget af Astma-Allergi Danmark svarer 88 procent, at kommunerne bør tage hensyn til allergivenlig beplantning, når de anlægger nye områder.

”Jeg får det som om jeg er influenzapåvirket. Det er hele min krop, der reagerer. Det er et enormt tab af livskvalitet. Når det endelig bliver godt vejr, og andre skal til at være ude, så skal jeg gå ind og lukke døren,” siger Pia Larsen, der bor i Silkeborg Kommune.

Astma-Allergi Danmark har stor fokus på udviklingen, og håber på, at kommunerne vil gribe den viden og de redskaber, som er nødvendige.

”Allergi er Danmarks mest udbredte kroniske sygdom. Derfor er det helt nødvendigt, at vi får tiltag, der kan mindske sygdomsbyrden. Vi har udarbejdet konkrete retningslinjer, som kommunerne kan tage i brug allerede nu,” siger Anne Holm Hansen.

Folkesundhedslov kan hjælpe og motivere 
Ifølge Anne Holm Hansen behøver allergivenlig beplantning dog ikke kun hvile på den enkelte kommunens skuldre.  

Den nye sundhedsreform og kommende folkesundhedslov er ifølge Astma-Allergi Danmark en kærkommen lejlighed til at løse nogle af udfordringerne med kroniske sygdomme som høfeber og astma, der bliver forværret af allergifremkaldende beplantning i landets kommuner. 

”Vi ved, at forebyggelse af sygdom er vigtige for at fremme sundhed og trivsel. Derfor mener vi, at allergivenlig beplantning i kommunerne bør indgå i folkesundhedsloven på lige fod med andre forebyggende initiativer. Det er en oplagt mulighed for kommunerne til at hjælpe 1 million borgere med pollenallergi,” siger Anne Holm Hansen.

Nøgleord

Kontakter

For yderligere information, kontakt:
Andreas Westergaard, kommunikationschef, tlf.: 53 59 32 80

Astma-Allergi Danmark er en landsdækkende patientforening, som arbejder for, at alle der er berørt af allergi, høfeber, astma og eksem får en bedre hverdag.

Følg pressemeddelelser fra Astma-Allergi Danmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Astma-Allergi Danmark

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye