Derfor er yoyo-vægt ikke så skadeligt, som mange tror
24.6.2026 07:30:00 CEST | Københavns Universitet | Pressemeddelelse
En gennemgang af forskning om gentagne vægttab og vægtøgninger peger på, at yoyo-vægt ikke nødvendigvis er så skadeligt, som det ofte fremstilles. Dermed bør bekymring for, om man tager på igen efter et vægttab, ikke afholde nogen fra at forsøge at tabe sig, lyder det.

Mange oplever, at vægten går op og ned mange gange gennem livet, og det har længe været betragtet som en sundhedsrisiko at have den såkaldte yoyo-vægt eller elevatorvægt – nogle gange endda mere skadeligt end blot at være overvægtig.
Blandt andet skulle det have negative helbredseffekter såsom øget fedtmasse, tab af muskelmasse, lavere stofskifte og øget risiko for sygdomme som type 2-diabetes og hjerte‑kar‑sygdomme.
Men en grundig gennemgang af forskningen giver ikke noget overbevisende belæg for, at de negative effekter kan tilskrives yoyo-vægt i sig selv – eller at det skulle være mere skadeligt end vedvarende overvægt, lyder det fra professor Faidon Magkos fra Institut for Idræt og Ernæring. Han har sammen med en tysk kollega har gennemgået forskning på området i en samlet analyse.
“Mange mennesker afholder sig fra at forsøge at tabe sig, fordi de frygter, at en efterfølgende vægtøgning kan skade kroppen eller deres stofskifte. Vores gennemgang tyder på, at disse bekymringer i vid udstrækning er ubegrundede. I de fleste tilfælde opvejer fordelene ved vægttab de potentielle risici ved, at vægten senere stiger igen,” fortæller Faidon Magkos.
Hvad forskningen viser
Forskerne har i deres analyse gennemgået en lang række udvalgte studier, herunder observationsstudier, kliniske forsøg og dyreforsøg, der undersøger effekten af gentagne vægttab og vægtøgninger på blandt andet kropsvægt, kropssammensætning og stofskifte.
Et centralt fund er, at der oftest ikke er nogen årsagssammenhæng mellem yoyo-vægt og dårligt helbred. Mange studier bygger på selvrapporteret vægt, og det gør det svært at afgøre, hvad der er årsag og virkning. Dertil er det ofte uklart, om vægttab skyldes bevidste forsøg eller sygdom.
“Når man tager højde for eksisterende sygdom, aldring og den samlede eksponering for fedme, forsvinder de formodede skadelige effekter af yoyo-vægt i vid udstrækning,” forklarer professor Norbert Stefan fra German Center for Diabetes Research (DZD), University Hospital Tübingen og Helmholtz Munich.
Vægtøgning er ikke det samme som skade
Hvis man har en vægt, som går op og ned, så er det ifølge forskerne vigtigt at hæfte sig ved, at mange af de sundhedsmæssige gevinster ved vægttab ophører, når man tager på igen.
Men det betyder ikke, at man er dårligere stillet end før vægttabet, fortæller Faidon Magkos:
“Når vægten kommer tilbage, bevæger man sig tilbage mod et risikoniveau som før — ikke ud over det. Der er en afgørende forskel på at miste gevinster og på at forårsage skade.”
Ifølge forskerne viser flere store studier, at det er graden af fedme i sig selv — ikke vægtudsving — der ser ud til at være den primære drivkraft bag risikoen for stofskifterelaterede sygdomme.
Man skal ikke holde sig tilbage med vægttab
Vægttabsmedicin er de seneste år blevet meget udbredt, og de behandlinger kan give store vægttab, som ofte følges af betydelig vægtøgning, hvis man stopper med medicinen.
Ifølge forfatterne er dette dog ikke nødvendigvis skadeligt. Tværtimod kan periodisk vægttab – selv hvis det ikke opretholdes permanent – give meningsfulde perioder med forbedret metabolisk sundhed og livskvalitet.
Derudover hæfter professorerne sig ved, at de fleste personer, der lykkes med varigt vægttab, har oplevet flere mislykkede forsøg undervejs. Vægttab efterfulgt af vægtøgninger er altså ofte et nødvendigt trin på vejen mod succes — ikke et tegn på fiasko eller en sundhedsfare.
Derfor har de to forskere et budskab til patienter og klinikere:
”Overvægtige personer bør ikke afskrækkes fra at forsøge at tabe sig, selv hvis de har svært ved at holde vægten på lang sigt. For at mislykkes med vægttab er ikke skadeligt, men at opgive helt kan være det,” fortæller de.
***
Fakta: Om formatet
- Den videnskabelige artikel er et personal view, som er en genre, hvor man samler eksisterende viden på området i en fagligt funderet vurdering.
- Et personal view er fagfællebedømt.
- Der kan godt være uenighed blandt forskere om analysen.
- Analysen er blevet udgivet i det internationale fagfællebedømte medicinsk tidsskrift The Lancet Diabetes and Endocrinology
- Læs mere om The Lancet og formatet personal view
***
Fakta: Hvad analysen viser
Forskerne udfordrer udlægningen af at yoyo-vægt i sig selv er skadelig.
Forskerne mener ikke, at der er stærk evidens for, at gentagne vægttab og vægtøgninger fører til varig helbredsskade.
De peger på at bekymringer har præget både offentlig kommunikation og klinisk rådgivning og ført til en udbredt opfattelse af, at gentagne vægttabsforsøg kan gøre mere skade end gavn.
Sammenhænge mellem yoyo-vægt og sygdom er ofte ikke kausale, men kan skyldes andre faktorer, lyder det i analysen.
Frygten for at tage på efter et vægttab bør ikke afholde en fra at tabe sig.
Nøgleord
Kontakter
Faidon MagkosProfessorInstitut for Idræt og Ernæring
Tlf:35 33 36 71fma@nexs.ku.dkAmalie Viktoria GammelgaardKU Kommunikation, Presse
Tlf:93 51 60 67amalie@adm.ku.dkLinks
Om Københavns Universitet
Københavns Universitet blev grundlagt i 1479 og har i dag cirka 37.000 studerende og 10.000 ansatte – heraf flere end 5.000 forskere – og en omsætning på 9,4 milliarder kroner. 10 nobelpriser er blevet tildelt forskere med tilknytning til universitetet.
Følg pressemeddelelser fra Københavns Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Universitet
Danmark skal have vådområderne tilbage: Nyt studie viser, hvor klimaeffekten er størst16.7.2026 06:05:00 CEST | Pressemeddelelse
Inden for fire år skal Danmark og resten af EU have genoprettet mindst 30% af de vådområder, som har det skidt i dag. Men hvor giver det bedst mening at sætte ind? Det giver forskere fra Københavns Universitet nu et bud på med det første detaljerede kort over Europas vådområder. Kortet lukker et videnshul og viser, hvor effekten på klima og biodiversitet formentlig er størst.
New Study Pinpoints Europe’s Most Critical Wetlands for Climate Action15.7.2026 17:00:00 CEST | Press release
Europe must restore at least 30% of degraded wetlands within the next four years, but where should efforts be prioritised? Researchers from the University of Copenhagen now offer an answer with the first detailed map of Europe’s wetlands. The map fills a knowledge gap and shows where action could deliver the greatest benefits for climate and biodiversity.
Unge fra mindre ressourcestærke hjem risikerer oftere at have en uopdaget spiseforstyrrelse9.7.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Nyt studie fra Københavns Universitet viser, at spiseforstyrrelser ikke nødvendigvis er mest udbredt blandt familier med højt uddannelsesniveau – men at unge fra disse familier oftere bliver opdaget, udredt og behandlet.
Motion giver bedre hjerte-kar-sundhed end fedmemedicin efter vægttab8.7.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Personer med svær overvægt, der dyrker motion regelmæssigt, får sundere blodkar og lavere inflammation end personer, der kun får vægttabsmedicin, viser nyt studie fra Københavns Universitet.
Sprogbarrierer og kulturclash: Frustrationer hos ukrainske flygtninge over det danske sundhedsvæsen3.7.2026 06:05:00 CEST | Pressemeddelelse
Flere ukrainske flygtninge har søgt alternativ lægehjælp og modtaget medicin fra hjemlandet på trods af hurtig adgang til det danske sundhedsvæsen. Vi risikerer at frustrerede patienter falder igennem, påpeger forskere.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum