Dit skrald kan koste dyreliv
15.6.2026 06:00:00 CEST | Dyrenes Beskyttelse | Pressemeddelelse
Menneskers efterladte affald ender hvert år som livsfarlige fælder om halsen, benene og næbbet på vilde dyr. Dyrenes Beskyttelse opfordrer danskerne til at tage deres skrald med sig og hjælpe med at forhindre unødig lidelse i naturen.

Sommeren får tusindvis af danskere ud i det fri. Strande, parker, skove og shelterpladser fyldes med mennesker, der nyder de lyse måneder. Samtidig markerer sommeren starten på festivalsæsonen, hvor store menneskemængder samles udendørs. Men solskinstimerne har en trist skyggeside, som først viser sig, når menneskerne er taget hjem, og deres skrald ligger tilbage og flyder.
Snart begynder vilde dyr at undersøge de efterladte rester, og for nogle ender nysgerrigheden med at koste dem livet.
- Når dyrene bliver viklet ind i affald, kan de både blive forhindret i at indtage føde eller komme til at hænge fast i andre ting på grund af det affald, de er viklet ind i. De dyr får ofte en langsom og smertefuld død, fortæller biolog hos Dyrenes Beskyttelse, Peter Gravlund Nielsen.
I 2025 håndterede Dyrenes Beskyttelses beredskab 541 sager om dyr, der sad fast eller var kommet til skade som følge af efterladt affald. Over 60 procent af sagerne fandt sted i perioden 1. maj til 1. august.
Madlugte lokker dyrene
Mange dyr bliver tiltrukket af rester af mad og drikke i efterladt emballage. Beredskabet har blandt andet håndteret sager om måger med næbbet klemt fast i øldåser og ræve med hovedet fanget i plastikflasker og dåser.
I maj måned fandt en tidligere kredsformand i Dyrenes Beskyttelse en død ræv med en energidrik klemt fast mellem tænderne. Ræven var formentlig blevet lokket af de søde rester i dåsen, men kunne ikke slippe fri igen. Selvom sagen er makaber, er den langt fra enestående.
- Det er et tragisk eksempel på et problem, vi ser igen og igen. Dyr tiltrækkes af lugten fra emballage med rester af mad eller drikke, men det, der ligner et let måltid, kan hurtigt udvikle sig til en dødsfælde for dyrene, siger Peter Gravlund Nielsen.
Affaldet skåner ingen dyr
Særligt én type skade går igen blandt mange forskellige dyrearter. Det drejer sig om affald, der sætter sig fast omkring halsen på dyr.
Dyrenes Beskyttelse får henvendelser fra borgere, der har set gæs og ænder svømme rundt med strips eller plastikemballage viklet rundt om halsen. Andre henvendelser drejer sig om pindsvin, som har fået snore viklet rundt om sig. Derudover rapporterer borgere om sæler med snor eller reb om halsen.
Selvom dyrene er forskellige, er konsekvensen den samme: Affaldet gnaver sig ind i huden, hæmmer dyrets bevægelser og kan gøre det svært at finde føde.
- Når affald først sætter sig fast på et dyr, bliver situationen sjældent bedre af sig selv. Tværtimod kan materialet stramme mere og mere, efterhånden som dyret bevæger sig eller vokser. Det er ganske pinefuldt for dyret, siger Peter Gravlund Nielsen.
Fiskegrej skaber store problemer for dyrene
Efterladt fiskegrej var den hyppigste enkeltårsag blandt de affaldsrelaterede sager, som Dyrenes Beskyttelses beredskab håndterede i sommerperioden sidste år. I alt håndterede beredskabet 33 tilfælde af dyr, der var blevet viklet ind i fiskeline eller havde fået en fiskekrog fast i kroppen.
Særligt vandlevende fugle som svaner, hejrer, gæs, ænder og blishøns bliver ramt, men også ugler og andre rovfugle kan komme i problemer, når de støder på efterladt fiskeudstyr.
- Vi ser jævnligt fugle med liner viklet om ben, vinger eller næb. Vi ser også kroge, der har sat sig fast i halsen eller andre dele af kroppen, siger Peter Gravlund Nielsen og tilføjer:
- Fiskeliner er særligt problematiske, fordi de er stærke, næsten usynlige og svære for dyrene at slippe fri af. Samtidig kan de spidse kroge sætte sig fast, forhindre fødeindtag og give alvorlige skader.
Tag dit affald med hjem
Dyrenes Beskyttelse vurderer, at de registrerede sager kun viser en del af problemets omfang. Statistikken viser kun de tilfælde med nødlidende dyr, som nogen får øje på, og som bliver rapporteret til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812.
Der er formentlig mange flere dyr, som lider eller dør som følge af affald i naturen, uden at mennesker nogensinde opdager det.
Men selvom konsekvenserne er alvorlige, er løsningen ganske enkel.
- Det vigtigste råd er egentlig meget enkelt: Tag dit affald med dig, når du går hjem. Det gælder også fiskeliner, kroge og andet udstyr, som kan være svært at få øje på, men som kan få store konsekvenser for dyrene, siger Peter Gravlund Nielsen.
Finder du et dyr, der sidder fast i affald eller på anden måde er kommet til skade, kan du kontakte Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812
Faktaboks: Sådan passer du på dyrene
- Brug skraldespanden. Smid altid dit affald i en skraldespand - selv småting som cigaretskodder, kapsler eller plastikbestik.
- Tag skraldet med dig. Hvis skraldespanden er fuld, så pak affaldet ned og tag det med hjem.
- Tip kommunen. Ser du overfyldte eller manglende skraldespande på offentlige områder, kan du kontakte din kommune og gøre opmærksom på det.
- Undgå engangsprodukter. Brug genanvendelige beholdere, kopper og bestik, når du er ude i naturen eller på festival.
- Tjek området før du går. Gå en kort runde og kig efter snore, poser eller andet affald, der kan være blæst væk.
Nøgleord
Kontakter
Medievagten i Dyrenes Beskyttelse
Dyrenes Beskyttelses medievagt er tilgængelig døgnet rundt for henvendelser pr. mail eller telefon (modtager ikke SMS)
Billeder












Om Dyrenes Beskyttelse
Vi hjælper dyr i nød, stopper overgreb mod dyr og kæmper for et respektfuldt og bæredygtigt forhold mellem dyr, mennesker og natur.
Følg pressemeddelelser fra Dyrenes Beskyttelse
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Dyrenes Beskyttelse
Mens Europa kogte, sendte Danmark over 270.000 grise ud på vejene3.7.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Mens Europa var ramt af hedebølge, fortsatte danske grisetransporter ud af landet. Dyrenes Beskyttelse fulgte en transport fra Rødby og målte 37 grader hos grisene -en klar overtrædelse af kravet om maks. 30 grader. Nu opfordrer organisationen til at de danske myndigheder ændrer deres godkendelsespraksis og reelt håndhæver EU’s minimumskrav for dyretransporter.
Historisk fund: Odderunge bekræftet på Sjælland for første gang i over 50 år30.6.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
For første gang siden 1970’erne er der fundet en odderunge på Sjælland. Fundet dokumenterer, at den fredede odder igen yngler i landsdelen og markerer en vigtig fremgang for et toprovdyr, der hører hjemme i den danske natur.
Hundredvis af kæledyr efterlades, når ejerne flytter24.6.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Sidste år modtog Dyrenes Beskyttelse henvendelser om 549 dyr, der var blevet efterladt til en uvis skæbne, fordi deres ejer var flyttet fra dem. I fire ud af fem tilfælde er det katte, der efterlades, fordi manglende regler om mærkning har gjort det umuligt at spore ejeren.
Efter rekordår: Dyrenes Beskyttelse opfordrer til at lade sælerne være i fred23.6.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Det er vigtigt at holde afstand til de sæler og deres unger, der ligger på stranden. Ungerne kan nemlig risikere at sulte ihjel, hvis mennesker kommer for tæt på og skræmmer moderen væk. Det forventes, at endnu flere danskere holder sommerferien herhjemme, og derfor opfordrer Dyrenes Beskyttelse til, at man lader sælerne være i fred.
Seks tidligere galdebjørne ankommet til Knuthenborg efter historisk redningsaktion19.6.2026 12:15:56 CEST | Pressemeddelelse
Fra små bure til 23.000 kvadratmeter skov: Efter årtier som galdebjørne og et trangt liv bag tremmer får seks af Sydkoreas tidligere galdebjørnene nu adgang til natur, plads og mulighed for at udleve deres naturlige adfærd i Knuthenborg Safaripark.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum