Næsager ser gode takter i nyt regeringsgrundlag: Lad os få investeringerne hurtigt ud til børnene
4.6.2026 12:56:15 CEST | Københavns Kommune Børne- og Ungdomsforvaltningen | Pressemeddelelse
I det nye regeringsgrundlag er der mange penge på vej til landets daginstitutioner og folkeskoler. Men det er vigtigt, at børnene kommer til at mærke de lovede forbedringer hurtigt, lyder opfordringen fra den konservative børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager i København.

Mere undervisning med to lærere, penge til bedre fysiske rammer og fokus på mere uddannet personale i folkeskoler og dagtilbud.
Der bliver mange ting at tage fat på for den nyudnævnte børneminister Jakob Mark og den nyudnævnte undervisningsminister Magnus Heunicke, når de skal føre ambitionerne fra regeringsgrundlaget ud i virkeligheden.
- Jeg vil gerne ønske både Jakob Mark og Magnus Heunicke tillykke med udnævnelserne. Min opfordring til de to nye ministre er klar: Træk i arbejdstøjet med det samme, så vi hurtigt kan få de lovede forbedringer ud at leve i klasseværelserne og på dagtilbudsstuerne, så alle regeringsgrundlagets løfter ikke ender i en skuffe, lyder opfordringen fra børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager, Konservative, der glæder sig til at samarbejde med de to nye ministre.
Borgmesteren opfordrer samtidig til, at pengene kommer ud tæt på børnene, så de ikke sander til i lange bureaukratiske processer.
Vigtigt med fokus på rekruttering og uddannet personale
Udfordringen med at få uddannet nok lærere og pædagogisk personale er en knude, som tidligere ministrer ikke har formået at løse. Derfor vækker det glæde, at det netop er et fokus i det nye regeringsgrundlag.
For selvom København laver mange tiltag for at få mere uddannet personale med blandt andet merituddannelser, så blev 48 procent af alle pædagogstillingsopslag i 2025 ikke besat af uddannede pædagoger.
- Vi står i hele landet med en stor udfordring, når mange stillinger ikke bliver besat af uddannet personale. Derfor er det meget positivt, at regeringen prioriterer dette område. Det er en forudsætning for både trivsel og læring, at der er kvalificerede voksne til stede i hverdagen, siger børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager.
Den demografiske udvikling i hovedstaden betyder samtidig, at antallet af eksempelvis pædagoger på vej mod pension overstiger tilgangen af nyuddannede til faget.
Forventer stort fokus på de mindste børn
I Københavns Kommune er det allerede blevet aftalt, at der skal være fokus på dagtilbudsområdet i det kommende budget med blandt andet bedre normeringer og fokus på kvalitet.
Derfor er det glædeligt for børne- og ungdomsborgmesteren, at den nye regering støtter den retning:
- Vi skal sikre, at der er flere voksne omkring vores børn, og det vil jeg kæmpe for i det kommende budget. Børnene skal mærke forbedringerne med det samme, uanset om det gælder bedre fysiske rammer eller mere personale, og vi skal have tryghed om både pædagogikken og økonomien, lyder det fra Jakob Næsager.
Senest har partierne i Københavns Kommune i foråret 2026 afsat 100 millioner kroner til bedre normering og pædagogiske aktiviteter
Regningen må ikke ende i børneværelset
Bedre normering og flere penge til kvalitet betyder højere forældrebetaling, hvis der ikke også bliver sat penge af til at sænke forældretaksten.
Det er derfor et vigtigt fokuspunkt, mener Jakob Næsager:
- Det er vigtigt for mig at regningen for Regeringens børneambitioner ikke ender hos forældrene eller i børneværelset. Det er allerede meget dyrt at bo i København, og det er ikke rimeligt, at det bliver endnu dyrere for børnefamilierne i fremtiden.
I Københavns Kommune har man netop prioriteret billigere børnehave- og vuggestuetakster. Pr. 1. maj blev priserne sat ned med henholdsvis 350 kr. og 600 kr.
Rammer for læringsmiljøer og faglige indsatser
I regeringsgrundlaget er der udsigt til en stor investering til folkeskolerne. Den bliver hilst velkommen af børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager, der samtidig opfordrer den nye regering til, at vise tillid til, at man lokalt bedst ved, hvordan pengene bliver brugt bedst.
- Det er vigtigt for mig, at pengene kommer helt ud, hvor børnene kan mærke en konkret forskel. Derfor er det vigtigt, at vi lokalt kan prioritere de indsatser, som passer til vores skoler. I København har vi allerede gode erfaringer med, hvad der kan løfte trivsel og faglighed, vi har blandt andet indført to-voksen-ordninger i både indskolingen og udskolingen. Nu er det min ambition, at der også kommer flere lærere omkring børnene på mellemtrinet, fortæller Jakob Næsager.
Inden Mette Frederiksen udskrev valg, nåede den afgående børne- og undervisningsminister ikke at få vedtaget den lov, der ville give lærere mere klare rammer for fysisk indgriben. Derfor er det glædeligt for børne- og ungdomsborgmesteren, at lærernes arbejdsvilkår og indsatser mod vold og uro er en prioritet i regeringsgrundlaget.
Regering skal handle nu
Slutteligt opfordrer børne- og ungdomsborgmesteren til, at der bliver taget hånd om de udfordringer, den vedtagne EPX-reform har skabt – f.eks. manglen på gymnasiepladser, der betyder lange pendlertider for unge københavnere. Også oprettelsen af flere overgangsordninger eller særlige 10. klassestilbud bør den nytiltrådte minister straks se nærmere på.
- EPX-reformen vil uden tvivl skabe udfordringer. Det gør den allerede, særligt her i København, hvor der mangler kapacitet til de mange unge, som ønsker at gå på gymnasiet. Indtil problemet er løst, vil det skabe ulighed i adgangen til ungdomsuddannelserne. Det er ikke rimeligt, at vi tvinger unge mennesker i København ud på lange pendlerture for at passe deres skolegang. Samtidig må en ny regering se med alvor på, hvordan vi erstatter den klassiske 10. klasse med et relevant alternativ for de elever, som har størst gavn af dette tilbud, fortæller Jakob Næsager
Kontakter
PressetelefonenBørne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune
Tlf:29 45 40 73presse@buf.kk.dkFølg pressemeddelelser fra Københavns Kommune Børne- og Ungdomsforvaltningen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Kommune Børne- og Ungdomsforvaltningen
Finansiering sikret til ny specialskole i Ørestad9.9.2026 06:02:00 CEST | Pressemeddelelse
I fremtiden vil København få brug for flere pladser til elever, der har behov for vidtgående specialpædagogisk støtte i skoletiden. Derfor skal der bygges en helt ny specialskole med plads til 96 elever fra 0. til 9. klasse. Nu er finansieringen på plads.
Sundhedsplejersker i København får nu bedre mulighed for systematisk at opspore vold i småbørnsfamilier31.8.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Sundhedsplejerskerne i landets største kommune får med en ny screeningsmodel bedre mulighed for at spotte familier præget af utryghed og vold. Det sker som følge af udbredelsen af indsatsen "Sammen uden vold – Småbørnsforældre", som har vist positive resultater i fem nærliggende kommuner.
Ny folkeskole i Nordhavn: Elever får udsigt til fugleø og stor idrætshal28.8.2026 06:01:00 CEST | Pressemeddelelse
I takt med at den kommende bydel på Levantkajen i Nordhavn tager sin form, skal der bygges en topmoderne folkeskole. Nogle af pengene til at etablere den nye folkeskole, vil børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager finde med budget 2027.
9 ud af 10 københavnske forældre er tilfredse med deres barns dagtilbud27.8.2026 10:03:42 CEST | Pressemeddelelse
De københavnske forældre er blevet mere tilfredse med byens daginstitutioner. Det viser nye tal fra Økonomi- og Indenrigsministeriet. Børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager glæder sig over resultaterne, men understreger, at der fortsat er behov for at investere i dagtilbudsområdet.
Det skal være billigere at være børnefamilie i København26.8.2026 13:33:15 CEST | Pressemeddelelse
Børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager går til forhandlinger om næste års budget i København med et ønske om at sænke taksten for daginstitutioner og skolefritidsordninger med 500 kroner pr. barn om måneden.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum