Sådan kommer Assens midtby til at se ud i sommeren 2026
3.6.2026 11:38:34 CEST | Assens Kommune | Pressemeddelelse
Snart begynder opsætningen af det byrumsinventar, som igen skal skabe liv og aktivitet i Assens Midtby ind over sommeren. Et byudviklings- og byrumsforsøg, som på sigt skal skabe liv og aktivitet i bymidten.

Onsdag den 10. juni 2026 begynder opsætningen af det næste byrumsforsøg i Assens by, som skal køre frem til 2. september 2026.
Assens by er en del af den nationale forsøgsordning ”Frie Bymidter”, hvilket betyder, at kommunen har fået penge til at udføre en række forsøg i årene 2025-2027 for at afdække, hvordan man bedst muligt får skabt en mere levende bymidte og en bedre sammenhæng mellem havnen og handelsgaden.
Med forsøgene vil Assens Kommune sammen med kultur- og erhvervslivet samt byens borgere blive klogere på, hvilke tiltag der har de største positive effekter i forhold til at skabe liv, aktivitet og handel i byens hovedgade.
”Vi arbejder for at udvikle byen, så den også er attraktiv at bo i og besøge i fremtiden. Her finder vi det vigtigt, at vi fortsat har en aktiv handelsgade, og at der er liv i bybilledet. Derfor er det vigtigt, at vi får skabt et spændende byrum, som også har en sammenhæng til havnen, så bymidten også får gavn af aktiviteterne omkring det kommende vandnaturcenter VANDVID”, fortæller formand for Miljø- og Teknikudvalget, Jens Jakobsen.
Under og efter sidste års forsøg, blev der lavet en spørgeskemaundersøgelse blandt borgere, besøgende og handelsdrivende, hvor alle tiltagene blev evalueret. Herefter har Assens Kommune fået inputs fra Idéforum, Assens Lokalråd, Assens Handelsstandsforening, Udvikling Assens, borgernes evalueringer samt mange andre forud for tilrettelæggelsen af forsøget i sommeren 2026.
Sådan kommer forsøget til at være i 2026
I år er der især fokus på at skabe bilfri opholdsrum og plads til leg og hyggeligt samvær omkring Torvet. Derudover skal pynt, blomster og siddefaciliteter fordeles i hele Østergade, Willemoesgade og på havnen.
Torvet
Denne sommer bliver Torvet lukket for al biltrafik. Formålet er at skabe plads til leg, ophold, arrangementer og musik.
Torvet opdeles derfor i fire forskellige zoner.
Aktivitetszone med petanque- og pannabane samt opholdsmøbler.
En kunstzone med mulighed for udstillinger foran den gamle Rådhusbygning i Østergade.
En legezone med plads til leg.
Og en torvezone med scene og opholdsmuligheder.
Igen i år kommer der en scene ved Torvet. Denne gang kommer den til at stå ved Nybolig.
Og der kommer til at være mange forskellige aktiviteter ind over sommeren. Det har Assens Handelsstandsforening og Udvikling Assens nemlig sørget for. Se programmet her: https://www.visitassens.dk/sommer
Østergade
Udover selve Torvepladsen vil Østergade langs med torvet også blive lukket for biltrafik på strækningen mellem Store Kirkestræde og Damgade.
Derudover bliver Østergade ensrettet fra Store Kirkestræde mod Kindhestegade,
Formålet er at skabe rammerne for en rolig del af Østergade, hvor det vil være rart at opholde sig eller spise på café.
Samtidig er der fokus på at skabe en fælles stemning gennem hele Østergade fra Kulturkajen til rundkørslen ved Møllevej. Dette vil komme til udtryk i udsmykningen, blomsterkasser og siddefaciliteter, som er blevet til i samarbejde med Assens Handelsstandsforening.
Parkering
I forbindelse med byrumsforsøget vil nogle af parkeringspladserne i solsiden i Østergade ikke kunne benyttes i forsøgsperioden, for at give mere plads til borde- og bænkesæt, leg og små lommeparker med plads til ophold og samvær.
Du kan se et overblik over de mange gratis parkeringspladser, der er i byen her: https://www.assens.dk/borger/trafik-og-veje/gratis-parkering-i-assens-by
Der vil være tre forsøgsår før endelig beslutning
2026 er andet år, der kører bylivsforsøg i bymidten. Når forsøget er afsluttet, vil det blive evalueret, og så starter planlægningen af forsøget for sommeren 2027. Herefter skal politikerne træffe beslutning om, hvordan den permanente udvikling skal ske.
Læs meget mere om Byrumsforsøgene og projektet Frie Bymidter på: www.assens.dk/friebymidter
Nøgleord
Kontakter
Jens JakobsenFormand for Miljø- og TeknikudvalgetAssens Kommune
Tlf:29 31 99 40Henrik Louring NielsenAfdelingsleder i Kultur og SekretariatAssens Kommune
Tlf:40 74 40 78Jane WillanderAfdelingsleder, Trafik og BygAssens Kommune
Tlf:21 68 51 24jcwil@assens.dkBilleder



Links
Om Assens Kommune
I vores fællesskab er der hjerterum, albuerum og højt til loftet. Vi har plads både til dem, der bidrager til fællesskabet og til dem, der har brug for det. Hos os lever det gode nærdemokrati og aktive medborgerskab.
Følg pressemeddelelser fra Assens Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Assens Kommune
Fungerende kommunaldirektør udpeget1.6.2026 09:34:53 CEST | Pressemeddelelse
Per 1. juni er Finn G. Johansen fratrådt sin stilling som kommunaldirektør i Assens Kommune. Indtil en ny kommunaldirektør tiltræder, vil direktør for By, Land og Kultur i Assens Kommune, Martin Albertsen, varetage opgaven som fungerende kommunaldirektør.
Kom med til indvielse af den nye udsigtsplatform, som styrker oplevelsen af Istidslandskabet1.6.2026 08:07:12 CEST | Pressemeddelelse
Nu står den nye udsigtsplatform færdig, som er opført på et af Assens Kommunes helt store turismehotspots. Nu bliver udsigtsplatformen, som står på Udsigten i Vissenbjerg indviet – og alle er velkomne.
Assens Kommune overtager plejehjemmene Sydmarksgården og Holmely28.5.2026 14:23:07 CEST | Pressemeddelelse
Byrådet i Assens Kommune har besluttet, at kommunen overtager både bygninger og drift af plejehjemmene Sydmarksgården og Holmely. Beslutningen er truffet i forlængelse af Danske Diakonhjems opsigelse af driftsaftalerne på de to plejehjem. Da der er tale om kontraktforhold blev sagen behandlet som et lukket punkt på Byrådsmødet den 27. maj 2026.
Koge-anbefaling ophæves21.5.2026 14:00:32 CEST | Pressemeddelelse
Lad vandet løbe i 10 minutter, og så kan du igen drikke vandet fra hanen. Beboere i Kerte og Omegn anbefales ikke længere at koge vandet.
Assens Kommune klar med 3 Døgns Beredskabsplan21.5.2026 06:12:52 CEST | Pressemeddelelse
I lyset af et forandret risiko- og trusselsbillede i Danmark, og med afsæt i nationale anbefalinger til kommunerne, har Assens Kommune udarbejdet en 3 Døgns Beredskabsplan. Den beskriver, hvordan kommunen vil sikre nøddrift for sårbare borgere ved fx længerevarende forsyningsnedbrud, cyberangreb og vejrhændelser. Planen er et vigtigt skridt for at gøre os mere robuste som kommune og lokalsamfund.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum