Danske Spil A/S

Danske Spil og Lotto tæt på historisk milepæl

6.6.2026 09:30:00 CEST | Danske Spil A/S | Pressemeddelelse

Del

Inden for de næste to lørdage byder Danske Spil medlem nummer 4.000 velkommen i den eksklusive klub af danskere, der er blevet millionærer på Lotto.

Danske Spil fortæller, at Lotto millionær nummer 4.000 er blevet fundet.
Danske Spil fortæller, at Lotto millionær nummer 4.000 er blevet fundet.

Siden den allerførste trækning i Lotto tilbage i 1989 har ikke færre end 3.996 danskere oplevet at vinde mindst 1.000.000 kroner i Lotto. Det tal runder 4.000 senest lørdag d. 13. juni, men måske endda i aften. Hver lørdagstrækning har to garanterede millionærer via Millionærchancen, og der trækkes selvfølgelig samtidig lod om førstepræmien, som nogle gange deles mellem flere vindere. Dermed kan millionær nummer 3.997, 3.998, 3.999 og 4.000 trækkes allerede i aften.

Siden Lotto kom til Danmark, har lotteriet uafbrudt og hver lørdag været en fast del af danskernes weekender med traditioner og drømme om den store gevinst. Milepælen med millionær nummer 4.000 markerer dermed også 37 år med syv rigtige tal, faste rækker, kuponer og spændingen om, at livet kan ændre sig på et øjeblik.

“Det er en stor og meget glædelig milepæl, at 4.000 danskere om lidt er blevet millionærer med Lotto. Lotto er spillet med flest millionærer – og et af de lotterier, som rigtig mange danskere kender og har et forhold til. Vi er stolte af at passe godt på et folkekært lotteri, der gennem en generation har givet danskerne mulighed for at drømme om den store gevinst,” siger Malene Mølgaard, adm. direktør i Danske Lotteri Spil, som står bag Lotto.

Første trækning i 1989
Den allerførste trækning i Lotto fandt sted – for rullende tv-kameraer – den 7. oktober 1989. Der var dog ingen, der ramte syv rigtige i første forsøg, så Danmarks allerførste millionær på Lotto blev først fundet ugen efter, den 14. oktober 1989: En mand fra Lolland ramte alle syv vindertal og blev belønnet med en gevinst på 2.475.996 kroner.

Manden fortalte efterfølgende til Lolland-Falsters Folketidende, at pengene skulle investeres i en udvidelse af hans skrothandel, ligesom han også skulle have en ny bil, en Mazda 2200, for hans kone var træt af, at han kørte i hendes bil, når han skulle på jagt.

Siden har mange tusinde danskere oplevet glæden ved at blive millionær på Lotto med alle de muligheder og glæder, som gevinster i den størrelsesorden kan føre med sig – for bag hver millionærgevinst fra Lotto gemmer der sig personlige historier.

Og med millionær nummer 4.000 skrives endnu et kapitel i historien om et af Danmarks mest kendte lotterier. Alle millionærer hos Danske Spil tilbydes gratis millionærrådgivning for at hjælpe dem godt i gang med livet som millionær, ligesom man som nybagt millionær inviteres til den halvårlige millionærfrokost, hvor man kan dele sin historie med ligesindede i et fortroligt rum. Invitationen kommer cirka samtidig med, at vinderen modtager champagne og et vinderbevis fra Danske Spil.

Forhåbningsfulde danskere kan som altid spille med i Lotto indtil kl. 20.00 i aften.

Følg pressemeddelelser fra Danske Spil A/S

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danske Spil A/S

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye