Green Power Denmark: Stor mangel på transmissionsnet er yderst kritisk for vores samfund
27.5.2026 14:01:36 CEST | Green Power Denmark | Pressemeddelelse
Et foreløbigt overblik fra Energinet viser meget begrænset restkapacitet i transmissionsnettet allerede nu og de næste 10 år. Det er en yderst kritisk situation for vores samfund, som både kalder på akut handling i form af en hastelov og et strukturelt løft, der sætter tempo og retning på udbygningen af transmissionsnettet.
Der er meget begrænset kapacitet tilbage i det danske eltransmissionsnet, og det vil der være de kommende 10 år. Det står klart, efter Energinet har fremlagt et foreløbigt overblik på restkapaciteten i transmissionsnettet.
- Vi står i en yderst kritisk samfundssituation, som betyder, at nogle af de helt store erhvervskunder må indstille sig på, at der kan gå mellem 5 til 10 år, før de kan tilbydes fuld netadgang til transmissionsnettet. Det kan nogle steder i landet fx betyde, at vores industri bliver tvunget til at blive på gas længere end ventet, siger Green Power Denmarks teknologidirektør, Jørgen S. Christensen.
- Vi er selvfølgelig rigtig ærgerlige over, at vi er endt her, men det er godt, at vi nu har et overordnet datagrundlag, som giver os bedre mulighed for at handle. Det er vores fælles ambition, at så mange som muligt skal kunne kobles på elnettet, siger Jørgen S. Christensen.
Som svar på kapacitetsudfordringerne indfører Energinet en ny model for større tilslutninger, som også vil få konsekvenser for tilslutningerne i de lokale elnet. Fremover skal store erhvervskunders anmodninger behandles i puljer med længere sagsbehandling.
Green Power Denmark havde helst været den nye model foruden, men medgiver, at det i den nuværende situation er nødvendigt med en form for overgangsordning. Når der er tilstrækkelig kapacitet i transmissionsnettet, skal der hurtigst muligt ske en normalisering af tilslutningsprocessen. I den mellemliggende periode er det afgørende for netselskaberne, at forbrugerne oplever størst mulig tryghed og sikres svar hurtigst muligt. Det vil netselskaberne intensivere dialogen med Energinet om.
Mindre kunder tilkobles fortsat, de store skal screenes
Selvom den ledige kapacitet i transmissionsnettet er stærkt begrænset, er den almindelige stigning i elforbruget hos mindre kunder regnet med i Energinets analyse. Det betyder, at der stadig vil være tilstrækkelig med plads i transmissionsnettet til den forventede stigning fra de danske husholdninger og mindre erhverv uden yderligere tiltag. Danske forbrugere kan dermed stadig trygt købe en elbil eller skifte gasfyret ud med en elektrisk varmepumpe.
Derfor fortsætter de lokale netselskaber med at tilslutte mindre og mellemstore kunder til distributionsnettet, som også har været gældende praksis under Energinets pause. Men for nye, store elforbrugere, der ønsker at blive tilsluttet de lokale distributionsnet, vil der fremover være brug for afklaring hos Energinet fra sag til sag, om der kan trækkes den nødvendige kapacitet i transmissionsnettet i det pågældende område.
- Det er jo som med alt andet: Netselskaberne kan ikke sælge en vare, som de ikke ved, om de har på hylden. I dette tilfælde er varen garanteret adgang til strøm i kontakten. Netselskaberne har et stort ansvar over for samfundet og forbrugerne. Hvis vi gjorde dette, ville det være direkte uansvarligt, da vi hverken skal risikere forsyningssikkerheden eller love kunder adgang til elnet, der ikke er der. Derfor må større kunder i distributionsnettet desværre fortsat væbne sig med tålmodighed, da Energinets nye tilslutningsmodel indebærer, at deres anmodninger er nødt til at blive screenet enkeltvis og afklaret hos Energinet ifm. deres nye puljebehandlingsmodel, siger Jørgen S. Christensen.
Det er forventningen, at Energinet behandler første pulje efter den nye praksis i efteråret.
Krav om handling – både på den korte og lange bane
Den yderst begrænsede restkapacitet i transmissionsnettet kalder på akut, politisk handling. Derfor opfordrer Green Power Denmark også til, at udbygningen af transmissionsnettet prioriteres højt i et kommende regeringsgrundlag.
- Vi har sagt det længe, men sagens alvor kan ikke længere være til at tage fejl af: Der er brug for at få alle gode løsninger i spil her og nu, og derfor må og skal den kommende regering også som det første vedtage en hastelov, der ud fra et samfundsperspektiv prioriterer mellem de store forbrugere. Det er vores opgave at få plads til flest muligt på elnettet, men den begrænsede kapacitet skal gøre størst muligt gavn for det danske samfund, siger Jørgen S. Christensen.
Energinets analyse har fastslået, at der det næste årti er mangel på kapacitet i transmissionsnettet. Derfor haster det også med at planlægge og etablere yderligere kapacitet. Det kræver hurtigere beslutningsprocesser for Energinets kommende udbygningsplaner. Det kan fx ske ved, at Folketinget vedtager anlægslove og udpeger politisk prioriterede områder, der skal bygges ud i.
FAKTABOKS: Green Power Denmarks handlingsforslag
- Alle værktøjer, som kan tages i brug, skal tages i brug. Energinet og de lokale netselskaber samarbejder derfor for at øge det kollektive elnets fleksibilitet, herunder ved at udvikle nye tariffer og netprodukter (som fx begrænset netadgang), der gør det muligt at koble så mange til nettet som muligt de kommende år.
- Der er brug for en politisk plan for de store energimotorveje, hvor Folketinget pålægger Energinet at udbygge transmissionsnettet i strategisk udvalgte områder. Folketinget kan fx vedtage anlægslove om energimotorveje til områder, der ser ind i mangel på kapacitet, og gøre større brug af fremskyndelseszoner for de projekter, Energinet allerede har vedtaget.
- Der er også brug for en akutplan for Energinet, der på kort sigt får tempo i udbygningen:
- Energinet skal bringe alle tekniske løsninger i spil, fx ekstra transformere i skillefladen og batterier på udvalgte steder i 400 kV-nettet.
- Energinet skal have økonomiske rammer til at købe teknisk udstyr ind i god tid for at imødegå lange leveringstider.
- Energinet skal træffe hurtigere investeringsbeslutninger.
- Hurtigst muligt efter en ny regering er tiltrådt, har vi desuden brug for en hastelov om prioritering af hvilke kunder, der skal tilsluttes elnettet i de kommende år med begrænset plads. Hasteloven skal anvise et klart politisk administrationsgrundlag for prioritering af kunder, så vi får koblet så mange til nettet som muligt til størst muligt gavn for samfundet.
- Green Power Denmark foreslår desuden en elektrisk trepart mellem en kommende regering, energisektoren og erhvervslivet, som bl.a. skal sikre fremdrift for udbygningen af vores elinfrastruktur på den lange bane.
Nøgleord
Kontakter
Claus Kaae-NielsenPressechef
Tlf:35 30 04 02Tlf:23 32 68 29ckn@greenpowerdenmark.dkEsther Margrethe LynardStrategisk rådgiver for Politik og Presse
Tlf:+45 35 30 04 02Tlf:+45 30 12 70 80ely@greenpowerdenmark.dkGreen Power Denmark
Green Power Denmark er Danmarks grønne erhvervsorganisation og vil fungere som talerør for den danske energisektor. Sammen med vores mere end 1500 medlemmer arbejder vi for, at Danmark hurtigst muligt elektrificeres med grøn strøm. Green Power Denmark repræsenterer både energiindustrien, store og små ejere og opstillere af energiteknologi samt de selskaber, der driver det danske elnet og handler med energi.
Green Power Denmark blev grundlagt 23. marts 2022 ved en fusion af Dansk Energi, Wind Denmark og Dansk Solkraft.
Følg pressemeddelelser fra Green Power Denmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Green Power Denmark
Udbuddet af havvindmøller er en tiltrængt succes21.5.2026 09:32:30 CEST | Pressemeddelelse
Udviklere har budt på at opføre to havvindmølleparker i henholdsvis Nordsøen og ved Hesselø. Det er fremragende nyt for vindindustrien og for Danmark, som i de kommende år skal erstatte forbruget af olie og gas med grøn strøm, mener Green Power Denmark.
Arla vinder Green Power Prisen 202619.5.2026 16:05:39 CEST | Pressemeddelelse
Mejerivirksomheden Arla vinder årets Green Power Pris for at vise, hvordan nogle af de mest energitunge industriprocesser kan elektrificeres i stor skala. Med massive investeringer i varmepumper, elkedler og grøn strøm har Arla reduceret afhængigheden af naturgas og vist vejen for en mere elektrisk fødevareindustri.
Mads-Ole Astrupgaard bliver bestyrelsesleder i Green Power Denmark19.5.2026 10:19:36 CEST | Pressemeddelelse
Den adm. direktør i Resolux Group og Kristoffer Böttzauw fra Andel er det nye makkerpar i spidsen for Green Power Denmarks bestyrelse
Geopolitisk krise kræver grøn brint til industrien og grønne brændstoffer til skibe, fly og forsvar22.4.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Green Power Denmark og DI opfordrer den næste regering til at opdatere den fire år gamle Power-to-X strategi. Selvforsyning med grøn energi i Danmark og Europa er vigtigere end nogensinde før, mener de to organisationer, der med ti anbefalinger, vil sætte mere tempo på omstillingen.
Vindmøllelandet, som ikke længere opfører vindmøller på land21.4.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Med krigen i Mellemøsten er der mere end nogensinde brug for billig, grøn energi til at erstatte de fossile brændsler. Men i de seneste tre år har vindmøllelandet Danmark stort set ikke opført vindmøller på land, viser Green Power Denmarks energibarometer.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum