Troens små begyndelser får stor betydning i nyt kunstværk af Sif Itona Westerberg
26.5.2026 20:36:02 CEST | Ny Carlsbergfondet | Nyhed
Billedhugger Sif Itona Westerberg har skabt kunstværket ‘Sennepsfrøet’ til Frederiksberg Kirke. Værket tematiserer både det at tro, det at miste sin tro og hvordan troen kan blive til støtte.

Med Sennepsfrøet sætter billedkunstner Sif Itona Westerberg fokus på, hvordan det mest betydningsfulde ofte begynder i det små og vokser med en kraft, der rækker ud over menneskets kontrol. Værket tager afsæt i lignelsen om sennepsfrøet, hvor det mindste frø vokser sig stort og giver meget tilbage. Det er en påmindelse om, at selv det der starter i det små kan udvikle sig til noget langt større.
Det tredelte kunstværk, der er udført i marmor og gasbeton, er udformet som en portal rundt om udgangspartiet i kirken og er skabt som en fortælling til de besøgende, når de går ud af kirken.
“Jeg har ønsket at skabe et værk, som handler om at tro på det, man ikke kan se. Om at finde et sted at søge trøst, når vejen synes uklar, og om at læne sig ind i visheden om, at ikke alt er i individets hænder. Jeg ønsker, at værket skal skabe en blød overgang og give noget videre. At værket skal være en opmuntring til at tage troen med sig ud, men også ansvaret,” fortæller Sif Itona Westerberg om værket.
Det som er større end os selv
Hen over udgangen i Frederiksberg Kirke spirer nu et frø med dybe kraftige rødder. Omkring frøet svæver menneskelignende skikkelser.
Til venstre for døren står tre kvinder i forlængelse af hinanden. Hver har et lille hul over brystet. Den nederste kvinde sørger med en visnet blomst i sit skød, og hullet i brystet er tomt. Den midterste kvinde planter en spire, og samtidig spirer et frø af hullet i brystet. Den øverste kvinde holder omsorgsfuldt om kvinden under hende, mens hun bærer et stort træ, sprunget af hullet i hendes bryst, som giver ly til dem alle.
Alle kredser de om troen; at have den, at miste den og at lade den blive støtte for andre.
På højre side af døren gentages motivet. Her flyttes fokus fra troens erfaring til troens handlinger; omsorgen og ansvaret for at så, pleje og bære videre. Tre menneskefigurer står igen over hinanden. Den nederste figur sår frø i jorden, den midterste giver omsorg til et lille barn, og den øverste vander den såede jord.
Som portal markerer Sennepsfrøet overgangen mellem kirkens indre rum og verden udenfor; en påmindelse om troens stille begyndelse og det ansvar, der følger med at være en del af noget større.
Om Sif Itona Westerberg
Sif Itona Westerberg (f. 1985) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2014. Hun arbejder primært med skulptur, relieffer og større installationer. Sif Itona Westerbergs ofte anvendte materiale er gasbeton, som hun sirligt bearbejder ved at mejsle motivet omhyggeligt frem i materialet. Med stor inspiration fra de klassiske mytologier undersøger hun nye relationer mellem mennesker og andre arter samt teknologier og æstetik i den antropocæne tidsalder.
Sif Itona Westerberg er repræsenteret med værker i samlinger på ARoS, Brandts, Malmö Kunstmuseum og Museet for Religiøs Kunst. Hun er desuden kunstneren bag statuetten Før Kastet, som uddeles til Kongeparrets Priser.
Kunstprojektet til Frederiksberg Kirke er en donation fra Ny Carlsbergfondet.
Kontakter
Ditte Sig KramerSekretariatschef
Tlf:3144 3413dsk@ncf.dkTroels RudKommunikationskonsulent
Tlf:5353 4214tro@ncf.dkLinks
Om Ny Carlsbergfondet
Ny Carlsbergfondet er en privat og uafhængig kunstfond, der blev oprettet i 1902 af brygger Carl Jacobsen. I dag arbejder fondet fortsat med at realisere Jacobsens vision om at styrke kunsten i samfundet samt at gøre den tilgængelig for det bredest mulige publikum. Ved kunst forstås ikke blot billedkunst, men også kunstindustri, arkitektur og havekunst ‒ og i øvrigt kunst i bredeste forstand, dvs. også hvor billedkunstneriske udtryk forbinder sig med beslægtede kunstformer og sammenhænge.
Følg pressemeddelelser fra Ny Carlsbergfondet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Ny Carlsbergfondet
300 folkeskoler får kunst fra Ny Carlsbergfondet27.5.2026 08:01:00 CEST | Pressemeddelelse
Interessen rundt om blandt landets folkeskoler i initiativet Kunst til Folkeskolen har været så overvældende, at Ny Carlsbergfondet har besluttet, at alle ansøgende skoler får kunst. Dermed bliver over 650 kunstværker af bl.a. Per Kirkeby, Tal R, Katrine Ærtebjerg, Asger Jorn og Kirstine Roepstorff sendt ud til skoler i hele landet.
Margrethe Odgaards kunstprojekter hylder håbet på to hospitalsafdelinger4.5.2026 09:25:59 CEST | Nyhed
Margrethe Odgaard har skabt to kunstprojekter til kræftklinikken og donortapningen på Regionshospitalet Gødstrup. Med sit arbejde har hun fokuseret på at forme de fysiske omgivelser, så de fremmer ro og hjemlighed, støtter mennesker i deres kamp og håb og hylder hjælpsomhed.
Isa Genzkens fuldmåne bliver stående foran Den Frie10.4.2026 09:19:30 CEST | Nyhed
Isa Genzkens Vollmond placeres permanent foran Den Frie på Oslo Plads i København. Værket fuldender samtidig en skulpturzone foran udstillingsbygningen som markeres med en ny audioguide til forbipasserende.
Prisfest: Ny Carlsbergfondet uddeler fem store kunstpriser11.3.2026 20:23:16 CET | Pressemeddelelse
Stjernespækket prisfest: Ny Carlsbergfondet hædrer fem centrale personer i dansk kunstliv – Bente Scavenius modtager hæderslegat.
Levende jord – et kunstprojekt på Viborg Gymnasium24.2.2026 08:15:00 CET | Nyhed
Kunstprojektet Levende jord er ikke et traditionelt kunstværk, men består af flere delprocesser med en række aktører og med rodzonens mylder af liv som forbillede. Det stedsspecifikke kunstprojekt udfolder sig bl.a. over 252 m² specialdesignet terrazzogulv i gymnasiets bibliotek og videre ud i en tilstødende have.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum