Noget nyt spirer i Humlebæk: Festivalen Frø er på vej
26.5.2026 15:27:19 CEST | Fredensborg Kommune | Pressemeddelelse
En ny børnekulturfestival er ved at tage form i Humlebæk. Festivalen Frø er et lokalt forankret samarbejde, der spirer frem fra bunden med stærk opbakning fra Kulturudvalget – og ambitionen er klar: at skabe et nyt kulturelt fyrtårn for børn og unge
Festivalen Frø løber af stablen lørdag den 19. september 2026, hvor Humlebæk centrum forvandles til et levende, legende og sanseligt univers for børn og deres voksne. Festivalens første udgave retter sig mod børn i alderen 0-13 år, men alle er velkomne til at deltage i festivalens aktiviteter, der er gratis. Fra 2027 er ambitionen at koble et ungespor på festivalen, hvor unge fra kommunen inviteres til at være medskabere af festivalen.
Forud for selve festivaldagen får byen desuden besøg af Det Kongelige Teaters rullende børneunivers Postyrium, som gæster Humlebæk i perioden 15.–19. september som en del af optakten til festivalen. Her kan skoler og daginstitutioner om formiddagen komme på besøg og lege med scenekunsten, mens der i eftermiddagstimerne er fri adgang og fri leg for alle, der er nysgerrige på skuespil, ballet og opera i børnehøjde.
Festivalen Frø udvikles i et bredt samarbejde mellem kommunen, lokale foreninger, erhvervsdrivende og kulturaktører – og netop fællesskabet er en bærende idé. Festivalen inviterer både etablerede kulturinstitutioner og lokale kræfter til at være medskabere af indholdet og skabe oplevelser i børnehøjde.
“Børn og unges trivsel er et centralt fokus i kommunens prioriterede indsatser. Vi ved, at kunst og kultur kan spille en vigtig rolle i at styrke fællesskaber, nysgerrighed og livsglæde. Derfor er vi stolte af at støtte udviklingen af Festivalen Frø – et nyt fyrtårn for børnekultur, som bliver til i et stærkt samarbejde mellem kommunen og engagerede kræfter fra både verdenskendte museer, foreninger og kulturinstitutioner,” siger Kulturudvalgets formand Per Frost Henriksen.
Festivalen Frø er tænkt som en vandrende festival, der hvert år bevæger sig rundt mellem kommunens bysamfund. Målet er at invitere børn og unge ind i et kreativt og skabende univers, hvor de er i centrum, kan prøve sig selv af og mødes i nye fællesskaber på tværs af alder, interesser og baggrund.
Programmet for Festivalen Frø er fortsat under udvikling, men publikum kan allerede nu glæde sig til en kulturel rejse og aktiviteter, der taler til både krop, hjerte og sind. Festivalen vil byde på mange forskellige kunstformer og oplevelser, som tilsammen forvandler hele Humlebæk centrum til et paradis for børn – og deres voksne – denne lørdag i september. Der etableres efter planen en foodcourt, hvor store og små kan smage spændende mad fra hele verden og tage en pause fra alle de mange indtryk, og så slutter hele festivalen med silent disco party, hvor deltagerne danser med høretelefoner på under åben himmel.
Lokale foreninger, erhvervsdrivende og kulturaktører inviteres løbende ind i samarbejdet om festivalen, og der er plads til både store idéer og små spirer. Festivalen Frø er ikke bare en festival – det er begyndelsen på et fælles projekt, hvor børn og unges trivsel, fantasi og skaberkraft får lov at gro.
Festivalen Frø skabes i samarbejde mellem Fredensborg Kommune, Nivaagaards Malerisamling, Louisiana Museum of Modern Art, Sangcenter Nordsjælland, UngFredensborg, Fredensborg Musikskole, Fredensborg Bibliotekerne, Musikteatergruppen Ragnarock og flere andre lokale aktører.
For mere information kontakt Center for Kultur og Sundhed i Fredensborg Kommune på kultur@fredensborg.dk
Festivalen Frø er støttet af Kulturudvalget i Fredensborg Kommune.
Kontakter
Udvalgsformand Per Frost Henriksen (A) tlf. 25 13 62 99
Følg pressemeddelelser fra Fredensborg Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Fredensborg Kommune
De private virksomheder er meget tilfredse med kommunens virksomhedsservice6.5.2026 08:56:23 CEST | Pressemeddelelse
Ny måling viser stor tilfredshed med samarbejdet mellem virksomheder og Fredensborg Kommune. Politikerne håber, at det nu også kan komme særligt unge ledige til gavn
Kulturmøllen ved Højsager Mølle indvies30.4.2026 15:05:13 CEST | Pressemeddelelse
Lørdag den 16. maj 2026 inviterer Fredensborg Kommune og Fredensborg Møllelaug alle interesserede til festlig indvielse.
Kom med til historisk middag og et spændende foredrag om mad og rationering under besættelsen17.4.2026 11:23:33 CEST | Pressemeddelelse
Den 4. maj inviterer Kulturudvalget i Fredensborg Kommune til en hyggelig aften i anledning af Danmarks Befrielse. I år byder programmet på foredrag om mad og rationering under besættelsen efterfulgt af en historisk middag med tidstypiske retter fra besættelsestiden
Unge i Fredensborg kan søge rejselegat: Nye oplevelser, stærkere fællesskaber og tid til hinanden27.3.2026 08:05:40 CET | Pressemeddelelse
Fredensborg Kommunes Venskabsbyforum åbner nu for ansøgninger til årets rejselegat for unge. Rejselegatet skal give unge under 25 år mulighed for at rejse ud til en af kommunens venskabsbyer i andre lande – alene eller sammen med venner – og komme hjem med oplevelser, der giver energi, nye perspektiver og styrker fællesskaber
Ny økonomichef i Fredensborg Kommune24.3.2026 14:35:56 CET | Pressemeddelelse
Den 1. maj tiltræder cand.polit. Mikkel Flatau jobbet som økonomichef i Fredensborg Kommune
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum