Naturstyrelsen indvier Danmarks første nyetablerede statsskov, der skal blive til ”urørt” skov
26.5.2026 10:07:59 CEST | Naturstyrelsen | Pressemeddelelse
Naturstyrelsen skriver Danmarkshistorie, når første etape af Højballe Skov ved Horsens indvies 1. juni 2026. Højballe Skov er Danmarks første statsskov i regi af Den Grønne Trepart, der rejses som urørt skov.

Den 1. juni 2026 indvier Naturstyrelsen første etape af Højballe Skov. Skoven ligger på tidligere landbrugsarealer øst for Egeberg og Gedved tæt ved Horsens Fjord, og skovrejsningen er gennemført med det formål, at Højballe Skov skal blive til urørt skov. Dermed er det den første statsskov i Danmark, som er rejst til urørt skov. Det sker i regi af Den Grønne Trepart.
Urørt skov skal gavne natur og biodiversitet
Som urørt skov vil Højballe Skov skabe mere natur til gavn for biodiversiteten, binde CO2, reducere kvælstofudledningen til Horsens Fjord og sikre rent drikkevand i området fremover. Med sin bynære placering vil skoven samtidig give helt nye muligheder for naturoplevelser.
Vicedirektør Mads Jensen, Naturstyrelsen, glæder sig til indvielsen:
- Det er skønt at se, at tankerne bag Den Grønne Trepart nu bliver til virkelighed i form af et stort sammenhængende skovområde ved Højballe. Samtidig glæder jeg mig over, at vi allerede nu kan lave en urørt skovrejsning som et demonstrationsprojekt, vi kan få inspiration fra og lære af. For hvordan giver vi naturen den bedst mulige start, så den kan udvikle sig til urørt skov med masser af dyre- og plantearter samtidig med, at vi får den hurtige klimaeffekt, vi har behov for? Det håber vi, at Højballe Skov kan være med til at gøre os klogere på.
Højballe Skov er etableret i et samarbejde mellem Naturstyrelsen, Horsens Kommune, Samn Forsyning ApS og netværksorganisationen Growing Trees Network. Skoven vil på sigt dække et område på knap 400 hektar. Det er de første 160 hektar, som er klar til at blive indviet, mens endnu 30 hektar plantes næste forår.
Bynær skov til glæde for lokale borgere
Med tiden vil de tidligere landbrugsmarker, som nu indgår i Højballe Skov, udvikle sig til et mangfoldigt skov- og naturområde. Samtidig åbnes området op med nye stier, udsigtspunkter og andre rekreative muligheder.
Borgmester Peter Sørensen, Horsens Kommune, ser frem til, at kommunen får et nyt, stort bynært skov- og naturområde.
- Det er fantastisk, at vi får et nyt naturområde så tæt på byen. Det betyder, at rigtig mange borgere i og omkring Horsens kan få glæde af skoven i deres dagligdag. Derudover er det naturligvis også helt afgørende, at skoven beskytter drikkevandet i vores kommune. Det vil vi gøre meget for at værne om.
Lokale virksomheder har doneret træer til skoven
Ikke mindre end 141.460 træer er plantet i Højballe Skov i løbet af foråret, og skoven begynder nu for alvor at tage form. Det er Growing Trees Network, der har leveret træerne, som er doneret af lokale virksomheder.
CEO Kim Nielsen, Growing Trees Network, siger:
– Vi oplever, at mange gerne vil bidrage til den grønne omstilling på en måde, der også skaber værdi tæt på dem selv. Det gælder også i Højballe Skov, hvor lokale borgere og virksomheder fortsat har mulighed for at donere træer til projektet og dermed blive en aktiv del af skovens udvikling. Samtidig kan de invitere både medarbejdere og kunder med til indvielsen, så engagementet bliver synligt og nærværende. På den måde bliver virksomhederne en del af et projekt, som både styrker naturen, biodiversiteten og tilknytningen til området.
En langsigtet investering i rent drikkevand til byens borgere
Skovrejsningen handler også om at passe på en helt grundlæggende ressource. Højballe Skov ligger i et vigtigt grundvandsområde, og netop derfor er projektet også med til at beskytte drikkevandet for mange borgere i Horsens Kommune. Det er årsagen til, at forsyningsselskabet Samn Forsyning har været en af de primære drivkræfter i projektet.
Andreas Boesen, bestyrelsesformand for Horsens Vand A/S og næstformand for Samn Forsyning ApS, siger:
- Højballe Skov er et vigtigt projekt for os, fordi det både skaber mere natur og er med til at passe på vores drikkevand. For os er det her en langsigtet investering i rent drikkevand til mange borgere i Horsens Kommune.
Højballe Skov er blevet til på grundlag af frivillige aftaler med lodsejere i området, som har ønsket at sælge jord til skovrejsningsprojektet.
Både Naturstyrelsen, Horsens Kommune, Samn Forsyning, Growing Trees Network bidrager
økonomisk til skoven.
Naturstyrelsen forventer, at næste etape af Højballe Skov er klar i 2028.
Se programmet for indvielsen på Naturstyrelsen Søhøjlandets hjemmeside.
Fakta om Højballe Skov
Højballe Skov forventes at:
- beskytte drikkevandsinteresser i området
- bidrage til at reducere kvælstofudledning til Horsens Fjord
- lagre gennemsnitligt ca. 6,2 ton CO₂ pr. hektar årligt over en 100-årig periode
- forbedre friluftsmulighederne for op mod 15.000 borgere
Fakta om urørt skov i Højballe Skov
Skovrejsning med sigte på ny urørt skov handler om langt mere end at plante træer.
I Højballe Skov sættes naturens udvikling i gang på flere forskellige måder, så landskabet kommer til at veksle mellem skov, lyse og åbne naturarealer, enge, vandhuller, moser og lavninger:
- Nogle områder plantes til med mange forskellige arter af træer og buske, mens andre områder får lov at gro til af sig selv.
- Markdræn afbrydes, så vandet kommer tilbage i landskabet igen.
- Der etableres lysåbne områder, og sten lægges ud som levesteder for blandt andet insekter og smådyr.
- I store dele af skoven vil græssende dyr bidrage til at skabe naturlige lysninger og brede overgange mellem skov og åbne områder – en variation, der giver et godt udgangspunkt for udvikling af biodiversiteten allerede fra skovens første år.
Den Grønne Trepart
Med vedtagelse af Den Grønne Trepart i 2024 blev det besluttet, at der skal plantes 250.000 hektar ny skov i Danmark inden 2045 – de 20.000 hektar skal Naturstyrelsen stå for i samarbejde med kommuner og forsyningsselskaber.
De nye skove skal binde CO2, skabe mere plads til naturen, sikre bedre vilkår for biodiversiteten, styrke beskyttelsen af drikkevandet og give flere muligheder for naturoplevelser.
Højballe Skov indgår i de 20.000 hektar ny skov, som Naturstyrelsen skal plante.
Yderligere oplysninger
Vicedirektør Mads Jensen, Naturstyrelsen, telefon 41 28 14 06
Borgmester Peter Sørensen, Horsens Kommune, telefon 76 29 20 01
CEO Kim Nielsen, Growing Trees Network. Telefon 3113 0103
Andreas Boesen, bestyrelsesformand for Horsens Vand A/S og næstformand for Samn Forsyning ApS, telefon 50 98 59 92
Følg pressemeddelelser fra Naturstyrelsen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Naturstyrelsen
Favrskov har udsigt til tre nye skove og rent drikkevand26.3.2026 08:44:22 CET | Pressemeddelelse
Naturstyrelsen, Favrskov Kommune, Klimaskovfonden og to lokale vandværker er blevet enige om at rejse tre nye skove på i alt 640 hektar ved Hadsten og Thorsø. Udover at give beboerne i området ny natur i baghaven skal skovene også være med til at beskytte grundvandet, så der fortsat vil være rent drikkevand i hanerne.
Stor interesse for at blive en del af Danmarks Naturstier26.3.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
47 kommuner og organisationer har allerede budt ind – og endnu flere er på vej, når det landsdækkende net af vandreruter lanceres senere på året.
Naturstyrelsen inviterer til Skovens Dag flere steder i landet19.3.2026 09:01:56 CET | Pressemeddelelse
Foråret er på vej, og 21. marts på Skovens Dag inviterer Naturstyrelsen sammen med Klimaskovfonden danskerne ud i vores nye skove. Det foregår i ti skove rundt omkring i landet, og de, der møder op, kan blandt andet deltage i guidede ture, spille naturbingo, hjælpe naturen i skoven på vej og hygge omkring bålet med varm kakao og bålpandekager.
Urørt skov: Dyk ned i planerne for 40 nye skove, hvor naturen bliver vildere16.3.2026 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Naturstyrelsen er nu klar med forvaltningsplaner for 40 statsskove, hvor naturen fremover skal være urørt. Det vil gavne en række vilde dyr, planter og svampe, der blandt andet vil nyde godt af en vådere og mere lysåben skovbund og flere gamle træer. Det vil også betyde vildere naturoplevelser for både store og små.
Nyt stort projekt skal over ti år styrke danskernes forhold til vild natur6.3.2026 15:00:00 CET | Pressemeddelelse
Naturstyrelsen, Friluftsrådet og Statens Naturhistoriske Museum lancerer nu projektet Vores Vilde Natur. Projektet har fået støtte fra Nordea-fonden og Aage V. Jensen Naturfond til over de næste fem år at styrke kendskabet til den vilde danske natur og give befolkningen mulighed for at engagere sig og bidrage til at skabe mere biodiversitet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum