Region Midtjylland

Verdens største konference om selvskade samler rekordmange

20.5.2026 07:00:00 CEST | Region Midtjylland | Pressemeddelelse

Del

Flere og flere danskere skader sig selv. Nu mødes over 1.100 fagfolk og førende eksperter fra hele landet for at styrke indsatsen og blive klogere på, hvordan udviklingen kan vendes.

Billeet viser et fyldt auditorie, hvor alle sæder på 15 rækker er besat af mennesker, der er mødt op i hverdagstøj og har deres fulde opmærksomhed rettet mod en taler, der ikke er med på billedet.
Den Nationale Selvskadekonference samlede flere end 1.100 fagfolk om at hjælpe mennesker med selvskadende adfærd bedst muligt. Konferencen er arrangeret af Region Midtjylland, Region Hovedstaden og Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade. Søren Zeuth

– Når mennesker har det så svært, at de skader sig selv, er det afgørende, at de mødes af fagpersoner, som forstår dem og kan give den rette hjælp. Det kræver tæt samarbejde, og at vi hele tiden bliver klogere på, hvad der virker. Derfor er den her konference så vigtig, siger Anders G. Christensen (V), regionsrådsformand i Region Midtjylland.  

Netop derfor er mere end 1.100 fagpersoner samlet i Aarhus i dag. Sygeplejersker, socialrådgivere, pædagoger, læger, psykologer, forskere og mange flere står skulder ved skulder for at dele viden og erfaringer – og for at hjælpe mennesker med selvskadende adfærd bedst muligt. 

Bag Den Nationale Selvskadekonference står Region Midtjylland, Region Hovedstaden og Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade. Sammen arbejder de for at styrke både forebyggelse, behandling og samarbejde, så mennesker med selvskadende adfærd får den bedst mulige hjælp, uanset hvor i landet de bor. 

Flere og flere danskere kæmper med selvskade 

Flere og flere danskere skader sig selv, særligt blandt den yngre del af befolkningen. Omkring hver femte ung har erfaring med selvskade, og blandt de 18-30-årige gælder det helt op mod hver tredje. Samtidig viser udviklingen, at mange begynder at skade sig selv i en stadig tidligere alder. Direktør Camilla Hersom fra Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade forklarer om udviklingen: 

- Vi ser børn, som alt for tidligt begynder at kæmpe med selvskade, kropshad og forstyrret spisning. Det er dybt bekymrende, at 10-12-årige allerede står med så alvorlige udfordringer. Derfor er det helt afgørende, at vi fagpersoner mødes og deler ud af vores viden, så vi sammen kan forbedre hjælp og behandling. 

Nyeste viden styrker indsatsen  

Den Nationale Selvskadekonference sætter i år særligt fokus på behandling af unge, samarbejdet mellem hospitaler, psykiatri og bosteder - og på udviklingen i nye og mere komplekse former for selvskade. 

Lotte Rubæk, psykolog og leder af Klinisk Akademisk Gruppe Selvskade og Team for Selvskade i Region Hovedstaden, peger på, at den stigende kompleksitet i selvskadeformer bl.a. skal forstås i lyset af den tid og de vilkår, børn og unge i dag vokser op under. 

- Selvskade kan ses som et spejl af samfundsmæssige, kulturelle og digitale forhold, og den forståelse kan være med til at pege på nye veje for forebyggelsesindsatser og samfundsmæssige forandringer, der kan styrke især unges trivsel, siger hun.  

Den Nationale Selvskadekonference samler fagfolk fra hele landet på tværs af psykiatri, hospitaler, kommuner, forskning og socialområdet for at dele viden og erfaringer om et område i hastig udvikling. 

- Målet er at give fagfolk de bedste redskaber og nyeste viden til at forstå og hjælpe mennesker med selvskadende adfærd – uanset hvor de møder dem, siger Jakob Paludan, psykiater og direktør i Program- og Projektkontor Region Midtjylland.

Kontakter

Jakob PaludanPsykiater, Programdirektør for den tværgående psykiatri i Region Midtjylland

Tlf:4032 8052Tlf:6150 4381

Camilla HersomDirektør, Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade

Tlf:2286 6228

Lotte RubækPsykolog, leder af Klinisk Akademisk Gruppe Selvskade og Team for Selvskade, Region Hovedstaden

Tlf:2059 0701

Om Region Midtjylland

Region Midtjylland er en politisk styret, administrativ enhed, der har tre hovedopgaver inden for velfærd og udvikling: Sundhed og hospitaler, specialiserede tilbud til socialt udsatte og handicappede.

Regional Udvikling søger gennem konkrete regionale opgaver, ekspertiser og partnerskaber at skabe gode, fremtidssikrede løsninger og sikre, at Region Midtjylland er en attraktiv og bæredygtig region for alle.

Følg pressemeddelelser fra Region Midtjylland

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Region Midtjylland

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye