
DI: Digital suverænitet fylder mere i virksomhederne
19.5.2026 12:17:50 CEST | DI Digital | Pressemeddelelse
Danske virksomheder er rykket markant på digital suverænitet i takt med stigende geopolitisk uro. Men samtidig oplever mange betydelige barrierer i forbindelse med skift af leverandør af forretningskritisk IT.

En ny analyse fra Dansk Industri – baseret på svar fra 357 virksomheder – viser, at geopolitiske spændinger allerede nu påvirker danske virksomheders konkrete prioriteringer.
Næsten halvdelen har foretaget eller overvejet ændringer i deres forretningskritiske it, herunder risikovurderinger og dialog med leverandører om sikkerhed og dataplacering. Samtidig vurderer to ud af tre virksomheder, at de kun i begrænset omfang – eller slet ikke – kan skifte leverandør af forretningskritisk it uden større barrierer.
– Vi ser et klart skifte i dansk erhvervsliv. Geopolitiske spændinger er rykket helt ind i maskinrummet hos virksomhederne. Vi kan se, at ledelserne i stigende grad arbejder systematisk med digital suverænitet og deres digitale risici, fordi det har direkte betydning for drift, risiko og forretningskontinuitet, siger Andreas Espersen, branchedirektør i DI Digital.
Oprindelsesland overhaler pris i virksomhedernes prioriteringer
Analysen viser også, at virksomhedernes kriterier for valg af it-leverandører er i bevægelse. Næsten syv ud af ti virksomheder fremhæver data- og cybersikkerhed som et af de vigtigste hensyn, når de vælger leverandør af digitale løsninger, hvilket er på niveau med funktionalitet. Samtidig vægter leverandørens oprindelsesland højere end pris blandt virksomhederne. Hver syvende virksomhed fremhæver leverandørens oprindelsesland som en vigtig faktor, mens færre end hver tiende peger på pris.
– DI mener ikke, at Europa skal vælge leverandører ud fra pas frem for kvalitet. Men det er kun naturligt, at virksomheder også vægter sikkerhed, robusthed og forsyningsrisici, når det handler om forretningskritisk it. Det handler om ansvarlig risikostyring i en mere usikker verden, siger Andreas Espersen.
Brug for investeringer, bedre rammer og færre barrierer
Ifølge DI kræver det en målrettet indsats at omsætte den stigende opmærksomhed på digital suverænitet til reel handlefrihed for både virksomheder og samfund i en tid, hvor adgangen til kritisk teknologi er blevet en strategisk forudsætning for vores konkurrenceevne og sikkerhed. DI peger især på tre politiske greb, der skal styrke Danmarks og Europas digitale suverænitet og give samfund og virksomheder flere reelle valgmuligheder:
- Styrk positionen inden for kritiske teknologier: Målrettede investeringer i bl.a. AI, cloud og cybersikkerhed samt bedre adgang til kapital og forskningsmidler, fx gennem øgede investeringer i danske styrkepositioner og lettere adgang til EU-midler.
- Reducér afhængigheder gennem krav og standarder: Strategisk brug af offentlige indkøb og fælles europæiske leverandørkrav, der øger fleksibilitet og kontrol, fx krav om flytbarhed, continuation of service og udbredelse af åbne standarder.
- Understøt en robust digital infrastruktur: Investeringer i kapacitet som datacentre, cloud- og AI-infrastruktur samt et tættere offentligt-privat samarbejde om cybersikkerhed og beredskab.
– Digital suverænitet handler ikke om at lukke sig om sig selv, men om at have reelle valg. Det kræver investeringer i teknologi, bedre og mere sammenhængende rammer og stærkere konkurrence. Ellers risikerer vi, at de politiske ambitioner og behovet for større handlefrihed ikke bliver omsat til konkret handling, siger Andreas Espersen.
Fakta
- 357 virksomheder har deltaget i undersøgelsen
- De repræsenterer ca. 49.000 ansatte i Danmark
- Undersøgelsen er gennemført i marts 2026
Kontakter
Yderligere oplysninger fås hos presserådgiver Bo Hjuler, tlf. 2328 4912, e-mail boh@di.dk
Links
Følg pressemeddelelser fra DI Digital
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra DI Digital
Topmøde om digital suverænitet: hvordan sikrer vi kontrol og handlefrihed?20.4.2026 11:45:22 CEST | Presseinvitation
Dansk Industris branchefællesskab DI Digital for tech og digitale virksomheder samler nu forskere, rådgivere og virksomhedsledere til et topmøde om digital suverænitet i praksis, og om hvordan vi sikrer kontrol, fleksibilitet og handlefrihed.
DI Digital vælger nye bestyrelsesmedlemmer16.4.2026 13:44:36 CEST | Pressemeddelelse
DI Digital, der er Dansk Industris branchefælleskab for tech-virksomheder, herunder IT-, tele-, elektronik-, robot- og medievirksomheder, har den 14. april 2026 holdt ordinær generalforsamling. På generalforsamlingen var der genvalg til otte eksisterende bestyrelsesmedlemmer og nyvalg til Martin Høyer, CEO i Conscia.
Erhvervslivet i Norden i fælles front: digital lovgivning spænder ben for konkurrenceevnen3.3.2026 06:30:00 CET | Pressemeddelelse
EU vil gerne være i front på digitalisering og kunstig intelligens. Men i dag spænder EU’s egne regler ben for både innovation og konkurrenceevne. Det mener Dansk Industri (DI) og søsterorganisationerne i Sverige og Finland, som nu er gået sammen for at opfordre til en markant forenkling af EU’s digitale lovgivning.
DI: Digital suverænitet kræver investeringer for milliarder19.2.2026 10:15:05 CET | Pressemeddelelse
Danmark og resten af Europa har i alt for mange år sovet i timen, når det gælder udviklingen af nye avancerede teknologier som kunstig intelligens. Det stiller os i en sårbar situation i en tid med højspændt geopolitisk uro og teknologisk stormagtsrivalisering. Derfor foreslår Dansk Industri i et nyt udspil investeringer i milliardklassen for at styrke Danmarks og Europas digitale suverænitet.
DI og KPMG: Behov for et markant gearskifte i kampen mod cyberkriminalitet28.10.2025 12:01:40 CET | Pressemeddelelse
En ny undersøgelse fra DI Digital og KPMG viser, at truslen fra cyberkriminalitet presser danske virksomheder på flere fronter. Resultaterne peger på behovet for en massiv oprustning hos både myndighederne og i erhvervslivet, hvis Danmark skal stå stærkere mod de digitale trusler.