Medarbejdere med dygtige ledere tager mindre stress-medicin
20.5.2026 06:00:00 CEST | ROCKWOOL Fonden | Pressemeddelelse
Medarbejdere i det offentlige har dårligere mental trivsel end i den private sektor, men forbruget af psykofarmaka er markant lavere blandt ansatte på arbejdspladser, hvor lederen udøver god ledelsespraksis. Især de mest produktive offentligt ansatte har bedre trivsel, når lederen er dygtig.

Dygtige ledere har lykkeligere medarbejdere. Det er den korte udgave af resultaterne fra et nyt forskningsstudie. I hvert fald, når man måler på medarbejdernes forbrug af stressmedicin.
Det er det første store forskningsstudie, der påviser sammenhængen mellem god ledelse og den mentale trivsel hos de ansatte. Forskningen er støttet af ROCKWOOL Fonden og undersøger ledelsespraksis og medarbejdernes medicinforbrug på mere end 7.000 danske arbejdspladser. Og konklusionen er klar:
Hos ledere, som udviser god ledelse, er medarbejdernes forbrug af medicin mod mentale lidelser lavere: Men der er forskel på den private og den offentlige sektor: medicinforbruget er ca. 14 % lavere på offentlige arbejdspladser med god ledelse og ca. 10 % lavere på private arbejdspladser.
God ledelsespraksis handler fx om, at en leder er tydelig om arbejdspladsens/afdelingens mål, og at han eller hun giver systematisk og konstruktiv feedback til medarbejderne og skaber gennemsigthed om, hvordan opgaver fordeles og hvad der skal til for at opnå fx en bonus eller en forfremmelse.
” Især ledelsesgreb, der består af fastlagte, velbeskrevne og systematisk anvendte incitamenter ser ud til at have en positiv virkning på medarbejdernes mentale trivsel. Derimod har kvantitative målingsredskaber som KPI (key performance indicators) og præstationsovervågning ingen positiv effekt på medarbejdernes mentale trivsel,” siger Morten Bennedsen, professor i økonomi på Københavns Universitet, der sammen med forskerkolleger står bag undersøgelsen.
Heller ikke mere uformelle ledelses-incitamenter som ros og anerkendelse ser ud til at have den store virkning på medarbejdertrivsel.
Medarbejdere i det offentlige bruger mere medicin mod stress
Spørgeundersøgelsen blandt de offentligt ansatte og ledere blev gennemført i 2021 som en opfølgning på en tilsvarende undersøgelse i den private sektor i 2018, hvilket gør det muligt at sammenligne ledelsespraksisser i de to sektorer.
Spørgsmålene gik blandt andet på, hvordan lederne belønner medarbejderne og giver dem feedback, hvordan underpræsterende medarbejdere håndteres osv.
Samtidig har forskerne via registerdata kortlagt medarbejdernes fravær og forbrug af psykofarmaka (specifikt medicin mod stress, depression og angst) i perioden 2010-2022. Forskerne sammenholdt herefter medicinoplysningerne med kvaliteten af ledelse i medarbejdernes arbejdsliv.
God ledelse især vigtigt for teamets bedste medarbejdere
Forskningsstudiet dokumenterer betydelige forskelle mellem den offentlige og den private sektor, fx i medarbejdernes forbrug af medicin mod angst og depression:
10,1% af de offentligt ansatte bruger medicin mod mentale helbredsproblemer, sammenlignet med 6,3% i den private sektor.
Men undersøgelsen viser også, at det især for de mest produktive offentligt ansatte, det betyder noget at være ”udsat” for god ledelsespraksis: Her tager særligt de dygtigste medarbejdere mindre medicin mod stress og depression, når de arbejder i enheder med god ledelsespraksis.
”Resultaterne indikerer, at de mest produktive offentligt ansatte er særligt følsomme over for organisatoriske rammer og ledelseskvalitet – muligvis fordi de ofte arbejder under højere pres og med komplekse opgaver, hvor klare mål og støtte fra ledelsen har stor betydning for deres mentale sundhed,” siger Morten Bennedsen.
I private virksomheder har både de dygtigste og de mindre dygtige medarbejdere det mentalt bedre, når lederen er god.
Konkrete anbefalinger til ledere
Selvom dårlig mental trivsel, stress og depression er et stort problem for mange medarbejdere - især på offentlige arbejdspladser - og sygefravær og behandling af mentale helbredsproblemer er en stor økonomisk byrde for samfundet, så har ledelsens betydning for medarbejdertrivsel hidtil været utilstrækkeligt belyst.
”Med resultaterne her bliver værdien af god ledelse meget tydelig: Hvis man vil øge trivsel blandt især de dygtigste medarbejdere i den offentlige sektor, er der brug for målrettede ledelsesstrategier, der tager højde for medarbejdernes kompetencer og behov. Der er et stort potentiale i at styrke ledernes kompetencer – ikke alene for at øge effektiviteten, men også for at skabe et sundere og mere bæredygtigt arbejdsmiljø, og for at modvirke, at teamets mest produktive medarbejdere og ledelsestalenter forlader arbejdspladsen eller får stress,” siger Morten Bennedsen

FAKTA OM FORSKNINGSSTUDIET:
Public Sector Management Practice and Employee Well-being
Forskere:
- Morten Bennedsen, professor i økonomi på Københavns Universitet
- Maria Schlier, postdoc. i økonomi på Københavns Universitet
- Jihye Jang, ekstern forsker, Økonomisk Institut, Københavns Universitet
- Daniela Scur, ekstern forsker, Cornell University
Data for undersøgelsen:
- Ledelsesundersøgelser fra 2018 og 2021 gennemført af forskere fra Københavns Universitet.
- Kvaliteten af ledelsespraksis er målt med et spørgeskema blandt ledere og medarbejdere i et repræsentativt udsnit af private og offentlige arbejdspladser i Danmark. Forskerne definerer god ledelsespraksis, som virksomheder, hvor ledelses-scoren er over medianen. Arbejdspladser med svag ledelsespraksis har ledelses-score under medianen.
- Cirka 30% svarede på spørgsmålene, hvilket svarer til andre storskala-undersøgelser i den offentlige sektor.
- 1/3 af respondenterne i undersøgelsen er mænd og 2/3 kvinder. Samtidig er 61% af de ledere, der besvarede spørgeskemaet, kvinder. Det kan skyldes, at der er markant flere kvindelige ledere i det offentlige end i den private sektor.
- Det endelige datasæt omfattede 4.747 ledere og 11.548 medarbejdere fra i alt 2.902 arbejdspladser.
- Definition af mest produktive medarbejdere: Forskerne har i undersøgelsen her anvendt mål for kvaliteten af medarbejdere (Mencer regressions og AKM) og identificeret de 25% mest produktive medarbejdere. Det er typisk medarbejdere, der har mest relevant uddannelse og erfaring samt en høj grad af personligt talent, motivation, netværk og forhandlingsevne, som ofte afspejles i en høj løn (uanset hvilken virksomhed, medarbejderen er ansat i.)
Kontakter
Signe Hald AndersenInterventionschefROCKWOOL Fondens Interventionsenhed
Tlf:+45 20 69 82 82SHA@RFINTERVENTION.DKOm ROCKWOOL Fonden
ROCKWOOL Fonden er en upartisk og selvfinansieret fond. Vi leverer uafhængig forskning og viden om mulige løsninger på samfundets udfordringer.
ROCKWOOL Fonden blev etableret i december 1981, hvor seks medlemmer af Kähler-familien overdrog hvad der svarer til 25 % af aktierne i ROCKWOOL International. Fra starten var det et erklæret mål at bidrage med uafhængig, troværdig forskning til gavn for brede dele af befolkningen, og dette er siden blevet komplementeret med tilvejebringelse af viden om mulige løsninger på de udfordringer, samfundet står overfor.
For både forskning og interventioner er det overordnede mål at bidrage til en styrkelse af velfærdsstatens sociale og økonomiske bæredygtighed ved at skabe ny og uafhængig viden om og mulige løsninger på samfundsmæssige udfordringer.
Følg pressemeddelelser fra ROCKWOOL Fonden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra ROCKWOOL Fonden
Hver tiende herboende borger har ikke dansk statsborgerskab19.5.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
På 30 år er andelen af befolkningen, der ikke har dansk statsborgerskab, tredoblet. Samtidig bliver flere og flere i Danmark født uden statsborgerskab, viser en analyse fra ROCKWOOL Fonden.
Hellere mus end murerske: Sønner af indvandrere gennemfører 30 pct. oftere en digital erhvervsuddannelse6.5.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Sønner af indvandrere vælger i højere grad de digitale erhvervsuddannelser til og de traditionelle erhvervsuddannelser som for eksempel murer eller tømrer fra. Også selvom de traditionelle erhvervsuddannelser i gennemsnit giver en højere gennemsnitsløn efter endt uddannelse. Ifølge forskere kan mønstrene skyldes højere adgangsbarrierer for sønner af indvandrerforældre, og det kan have konsekvenser for produktiviteten og den sociale mobilitet.
Nye migrations-tal: Mange søger mod Danmark i jagten på et job, færre søger asyl4.5.2026 08:33:06 CEST | Pressemeddelelse
14,4% af befolkningen i Danmark er indvandret fra andre lande. Langt de fleste kommer for at arbejde, og Danmark ligger for tiden på en 7. plads i EU, når man ser på andelen af nytilkomne indvandrere pr. indbygger. Til gengæld modtager Danmark, sammenlignet med mange andre EU-lande, ret få flygtninge, viser en ny rapport fra ROCKWOOL Fonden, der ser på andelen af migranter på tværs af hele EU.
Stadig mange kriminelle blandt unge mænd uden statsborgerskab og uddannelse27.4.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
40% af unge mænd fra ikke-vestlige familier, som er født uden dansk statsborgerskab og ikke er i gang med en uddannelse, er blevet sigtet for kriminalitet inden deres 18-års fødselsdag. Men tendensen til tidlig kriminalitet for disse unge mænd er faldende, viser ny analyse fra ROCKWOOL Fonden.
Robotter i danske virksomheder hænger sammen med flere ansatte og mere produktion i udlandet16.4.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Danske virksomheder er i gennemsnit både større og mere produktive, når de indfører robotter i deres hjemlige produktion. Samtidig øger de deres produktion i udlandet. Det viser ny forskning fra Copenhagen Business School, støttet af ROCKWOOL Fonden.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum