Kolding Kommune

Kolding Kommunes dagtilbud fastholder høj kvalitet

12.5.2026 14:15:07 CEST | Kolding Kommune | Pressemeddelelse

Del

Ny kortlægning viser høj trivsel blandt børn i Kolding Kommunes dagtilbud og positiv udvikling i læringsmiljøerne.

Børn der laver sandkage

Kolding Kommunes dagtilbud leverer fortsat høj kvalitet i de pædagogiske læringsmiljøer. Det viser den nyeste kortlægning af kvaliteten i dagtilbuddene (T6), som blev gennemført i efteråret 2025.

Kortlægningen er lavet i samarbejde med en række forskere og bygger på besvarelser fra børn, forældre og medarbejdere. Den giver et samlet billede af kvaliteten i kommunens dagtilbud, som både dækker over dagplejen, vuggestuer og børnehaver.

Høj trivsel og stærke relationer

Resultaterne viser, at børnene fortsat trives godt i Kolding Kommunes dagtilbud. Børnenes egne vurderinger af trivsel og relationer ligger stabilt på et højt niveau og er stort set uændrede sammenlignet med den seneste måling.

Det peger på, at børnene oplever en hverdag præget af tryghed, gode relationer og stærke fællesskaber.

”Det er meget positivt, at børnene selv fortæller, at de trives og oplever gode relationer. For små børn er tryghed, leg og venskaber ikke bare noget hyggeligt ved siden af – det er selve fundamentet for, at de kan udvikle sig. Resultaterne kommer ikke af sig selv. De kommer af dygtige medarbejdere, stærke ledelser og et dedikeret fokus på at løfte kvaliteten i vores dagtilbud. Det handler om børnene – og børn skal mødes ordentligt, tidligt og hver dag,” siger Iben Lehmann Rasmussen, formand for Børne-, Skole- og Familieudvalget.

Positiv udvikling i børnenes læring og udvikling

Medarbejdernes vurderinger viser samtidig en tydelig fremgang på flere centrale områder. Medarbejderne vurderer, at børnenes sociale færdigheder, kommunikation og sprog, motorik samt adfærdsmæssige udvikling er forbedret.

”Vi ser en meget positiv udvikling i medarbejdernes vurdering af børnenes udvikling. Det vidner om et stærkt og målrettet pædagogisk arbejde i vores dagtilbud, hvor medarbejdere og ledere hver dag arbejder med at skabe gode læringsmiljøer for børnene,” siger Merete Lund Westergaard, dagtilbudschef i Kolding Kommune.

Fortsat fokus på kvalitetsarbejdet og stærke børnefællesskaber

Kortlægningen viser dog også, at der fortsat er forskelle i kvaliteten mellem de enkelte dagtilbud. Og den forskel er ifølge dagtilbudschef Merete Lund Westergaard vigtig at få minimeret, så alle tilbud bliver af høj kvalitet.

Forældrenes tilfredshed er faldet en smule siden den seneste måling, særligt i forhold til information, aktiviteter og den samlede tilfredshed. Tilfredsheden ligger dog fortsat væsentligt højere end ved projektets start tilbage i 2016.

Resultaterne fra T6 bliver nu brugt aktivt i den videre kvalitetsudvikling på dagtilbudsområdet. Kolding Kommune fortsætter blandt andet arbejdet med indsatsen ’Stærke Børnefællesskaber’, hvor målet er, at alle børn indgår i børnefællesskaberne – og det betyder først og fremmest, at alle børn har venner og er med i legen, fordi legen er er det sted, hvor små børn lærer og udvikler sig både socialt og mere kundskabsmæssigt.


Kortlægningsarbejde der bygger på forskning

Kortlægningsarbejdet i Kolding Kommune foregår i samarbejde med forskere fra Aalborg Universitet og det norske Universitetet i Innlandet. Forskerne behandler de indsamlede svar og udarbejder en rapport på baggrund af analyse af data og nyeste viden på området.

Line Skov Hansen, der er forsker fra Aalborg Universitet, forklarer:

”Dagtilbuddene og forvaltningen i Kolding har gennem en fælles og vedholdende indsats formået at arbejde systematisk med kvalitet – og med dokumenterede, gode resultater. Indsatsen er afgørende for børnenes trivsel og udvikling.”

Hun pointerer også, at arbejdet i Kolding viser, hvordan et tæt og forpligtende samarbejde mellem praksis og forskning kan styrke kvalitetsudviklingen, og hun fremhæver indsatsen i Kolding som godt eksempel:

”Derfor er indsatsen i Kolding et vigtigt eksempel på, hvordan kommuner kan arbejde målrettet, langsigtet og datainformeret med kvalitet. Den type erfaringer er der behov for – ikke mindst i lyset af de nationale kvalitetsundersøgelser på dagtilbudsområdet, som viser betydelige variationer i kvaliteten,” siger Line Skov Hansen.

Kontakter

Billeder

Om Kolding Kommune

Som regionens naturlige centrum for trafik, erhverv og kultur byder Kolding på over 55.000 arbejdspladser, et UNESCO anerkendt designmiljø samt historiske vartegn som Koldinghus og Trapholt. Kolding Kommune dækker et areal på ca. 605 km² og har omkring 95.900 indbyggere.

https://www.kolding.dk/

Følg pressemeddelelser fra Kolding Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Kolding Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye