Ombudsmanden indleder flere undersøgelser efter tilsyn i Grønland
11.5.2026 11:10:29 CEST | Folketingets Ombudsmand | Pressemeddelelse
Ombudsmanden gennemførte i 2025 tilsynsbesøg i detentioner og anstalter i Grønland. Ombudsmanden giver efter tilsynsbesøgene en række anbefalinger til Kriminalforsorgen i Grønland og Grønlands Politi. Desuden indleder han opfølgende undersøgelser af flere forhold.
Anbefalingerne vedrører bl.a. forhold, der har betydning for de frihedsberøvedes sundhedsmæssige og sikkerhedsmæssige forhold.
Ombudsmandens anbefalinger til Grønlands Politi retter sig således bl.a. mod politiets tilsyn med detentionsanbragte og politiets egenkontrol med de fysiske forhold og det elektroniske udstyr i detentionerne, herunder udbedringen af mangler, der har betydning for de anbragtes sikkerhed.
I forhold til Kriminalforsorgen i Grønland angår ombudsmandens anbefalinger bl.a. screening af nyindsatte for selvmordsrisiko, kriminalforsorgens medicinhåndtering og de indsattes beskæftigelse.
Tilbageholdte opholder sig i længere tid i politiets detentioner
Der er ifølge Kriminalforsorgen i Grønland pres på kapaciteten i anstalterne, og det begrænser bl.a. mulighederne for at tage imod tilbageholdte (varetægtsfængslede) fra politiet. Selv om politiets detentioner efter reglerne som udgangspunkt kun kan bruges til anbringelse af tilbageholdte i kortere perioder, er der således i de senere år tilbageholdte, der har opholdt sig i længere tid (op til flere uger og nogle gange måneder) i politiets detentioner.
I forbindelse med tilsynsbesøgene kunne ombudsmanden samtidig konstatere, at overvågningskameraerne i detentionslokalerne ikke kunne slukkes, med den konsekvens at de tilbageholdte blev overvåget elektronisk døgnet rundt. Ombudsmanden kunne desuden konstatere, at der ikke var møbler til rådighed i alle de detentionslokaler, der blev anvendt til tilbageholdte. Således var et detentionslokale, der under besøget var i brug til en tilbageholdt, kun indrettet med en madras på gulvet.
Som led i en opfølgende undersøgelse beder ombudsmanden på den baggrund Justitsministeriet om at udtale sig om lovligheden af den konstante kameraovervågning af tilbageholdte i politiets detentioner. Ombudsmanden spørger også, om oplysningerne om Grønlands Politis udfordringer med tilbageholdtes ophold i politiets detentioner giver ministeriet anledning til at foretage noget for at sikre, at ophold sker i overensstemmelse med reglerne.
”Varigheden af tilbageholdtes ophold i politiets detentioner og brugen af kameraovervågning har stor betydning for de frihedsberøvedes forhold og retssikkerhed. Derfor er der behov for en nærmere undersøgelse af de nævnte forhold, så det kan sikres, at de frihedsberøvede behandles i overensstemmelse med deres rettigheder”, siger Folketingets Ombudsmand, Christian Britten Lundblad.
Kvindelige indsatte anbragt på samme afdeling som mandlige
Ombudsmanden indleder på baggrund af tilsynsbesøgene også to andre undersøgelser. Den ene udspringer af, at ombudsmanden konstaterede, at kvindelige indsatte var anbragt på samme lukkede afdeling som mandlige indsatte i Anstalten for Domfældte i Nuuk. Her beder ombudsmanden Kriminalforsorgen i Grønland om bl.a. at forholde sig til de konsekvenser, placeringen har for de indsattes adgang til fællesskab.
I den anden undersøgelse beder ombudsmanden Rigspolitiet om at forklare, hvilke retningslinjer der gælder for politiets anvendelse af et såkaldt atemitryk (hårdt tryk på halsen).
Læs ombudsmandens afsluttende breve til Kriminalforsorgen i Grønland og Grønlands Politi.
Læs ombudsmandens høring af Justitsministeriet.
Læs ombudsmandens høring af Kriminalforsorgen i Grønland.
Læs ombudsmandens høring af Rigspolitiet.
FAKTA
I alt gennemførte ombudsmanden tilsynsbesøg ved seks politistationer og kommunefogeder og fem anstalter fordelt over hele Grønland. I forbindelse med tilsynsbesøgene talte besøgsholdet med ledelserne, medarbejdere og i alt 29 frihedsberøvede.
Generelt om ombudsmandens tilsynsbesøg
Folketingets Ombudsmand foretager regelmæssige tilsynsbesøg bl.a. på steder, hvor mennesker er eller kan blive berøvet deres frihed.
Ombudsmandens arbejde for at forebygge nedværdigende behandling mv. udføres i samarbejde med Institut for Menneskerettigheder og DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur.
I Grønland fører Folketingets Ombudsmand tilsyn med statsmyndigheder, herunder politiet og kriminalforsorgen. Ombudsmanden for Inatsisartut fører tilsyn med de grønlandske selvstyremyndigheder.
Kontakter
Folketingets Ombudsmand, Christian Britten Lundblad, tlf. 22 65 91 03
Områdechef Anne Fode, tlf. 33 13 25 12
Folketingets Ombudsmand
Folketingets Ombudsmand er jurist og valgt af Folketinget til at behandle klager over offentlige myndigheder.
Følg pressemeddelelser fra Folketingets Ombudsmand
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Folketingets Ombudsmand
Behov for øget fokus på at orientere og vejlede forældre til mindreårige indsatte7.5.2026 11:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Ved ni tilsynsbesøg i 2025 på børneområdet havde Folketingets Ombudsmand fokus på forholdene for unge på 15-17 år i fængsler og arrester. Unge skal som udgangspunkt ikke placeres i et fængsel eller en arrest. Hensyn til f.eks. retshåndhævelsen kan dog føre til, at det alligevel sker, når 15-17-årige varetægtsfængsles eller skal afsone en dom. Særlig opmærksomhed på unge Ombudsmanden konkluderer, at personalet i de besøgte institutioner generelt havde en særlig opmærksomhed på de unge. I institutionerne var der også generelt kendskab til de relevante regler og til Danmarks Fængslers retningslinjer for behandling af mindreårige indsatte, som blev udarbejdet i forlængelse af ombudsmandens tilsynsbesøg i 2017 om unge i bl.a. fængsler og arrester. Tilsynene viste dog samtidig, at forældremyndighedsindehavere ikke generelt blev orienteret og vejledt på en måde, som gjorde dem i stand til at varetage de mindreåriges interesser under indsættelsen. Ombudsmanden kommer derfor med en generel anbe
Ombudsmanden offentliggør beretning for 2025 – bl.a. om den nye ombudsmands visioner for embedet7.4.2026 10:00:00 CEST | Pressemeddelelse
En af ombudsmandsinstitutionens vigtigste opgaver er at være til stede og tilgængelig for de mest udsatte borgere i samfundet – dem, der af forskellige årsager har svært ved at varetage deres egne interesser. Det skriver den nye Folketingets Ombudsmand, Christian Britten Lundblad, i forordet til sin netop offentliggjorte beretning – den første i hans embedsperiode. Ombudsmanden fortæller, at han af samme grund lægger stor vægt på institutionens tilsynsaktivitet. Eller som han selv formulerer det: ”(…) på tilsynsbesøg kommer [vi] ud i marken og i direkte dialog med borgere, der ofte er stillet i vanskelige og belastende situationer. Det kan være børn og unge, der er anbragt på institutioner uden for hjemmet, indsatte i fængsler eller arrester eller patienter på psykiatriske afdelinger.” Ombudsmanden ønsker også at besøge alle landets kommuner og borgerrådgivere for at række ud til også de dele af samfundet. I 2025 besøgte han 10 kommuner, og han regner med at besøge 20 kommuner hvert år
Kommunes brug af funktion i it-system kan give tvivl om oplysninger i børne- og ungesager27.3.2026 11:00:00 CET | Pressemeddelelse
Langeland Kommunes brug af en funktion i det it-system, som kommunens medarbejdere anvender til at behandle sager om udsatte børn og unge, har betydet, at der kan være oplysninger i systemet om aktiviteter og sagsskridt i sagsjournalerne, som ikke er retvisende. Det viser en undersøgelse, som ombudsmanden af egen drift satte i værk, da han i forbindelse med en konkret klagesag og medieomtale blev opmærksom på mulige problemer ved Langeland Kommunes anvendelse af it-systemet. Konkret handler det om kommunens håndtering af såkaldte automatisk genererede aktiviteter i it-systemet ”Digitalisering – Udsatte Børn og Unge” (DUBU), der er indkøbt af KOMBIT (kommunernes it-fællesskab) og anvendes af de fleste af landets kommuner. Automatisk genererede aktiviteter i it-systemet har til formål at medvirke til, at sagsbehandlingen er i overensstemmelse med kravene i lovgivningen og overholder god forvaltningsskik i sager om udsatte børn og unge mv. Kommunens anvendelse af den automatiske funktiona
Ombudsmanden giver en række anbefalinger til Socialcenter Lillebælt, afdeling Egely25.3.2026 10:00:00 CET | Pressemeddelelse
Efter at have gennemført tilsyn på Socialcenter Lillebælt, afdeling Egely for at undersøge forholdene for de børn og unge, som er anbragt på institutionen, giver Folketingets Ombudsmand en række anbefalinger til stedets ledelse. Anbefalingerne retter sig blandt andet mod institutionens viden om og brug af magtanvendelse over for de børn og unge, der bor på institutionen, samt de konkrete indberetninger af magtanvendelser. Anbefalingerne angår desuden institutionens husorden og håndhævelsen heraf, de unges mulighed for ekstern kommunikation og undervisningen af de børn og unge, der bor på institutionen. Ombudsmanden har bedt Egely om en underretning om, hvordan institutionen vil følge op på anbefalingerne. To undersøgelser På baggrund af tilsynsbesøget, der fandt sted i efteråret 2025, indledte ombudsmanden også en undersøgelse af Middelfart Kommune om specialundervisningstilbuddet på Egely, da ombudsmanden under tilsynsbesøget fik oplysninger om bl.a., at undervisningen på stedet i en
Behov for øget fokus på dialog mellem retspsykiatriske afdelinger og kommuner i forbindelse med udskrivning af patienter6.2.2026 09:00:00 CET | Pressemeddelelse
Folketingets Ombudsmand har i 2025 besøgt landets otte retspsykiatriske afdelinger. I sin netop offentliggjorte temarapport sammenfatter ombudsmanden resultaterne af temabesøgene og kommer med en række generelle anbefalinger. Et af de forhold, som ombudsmanden havde fokus på under besøgene, var de retspsykiatriske afdelingers arbejde med at sikre, at patienter med behandlings- og anbringelsesdomme ikke er indlagt i længere tid end nødvendigt. Ombudsmanden konkluderer, at både ledelse og personale generelt har fokus på at sikre, at indlæggelsen ikke udstrækkes længere end nødvendigt, og at overvejelser herom indgår i arbejdet med patienternes behandling. Men ombudsmanden modtog også oplysninger, der indikerede, at der kan være risiko for, at nogle patienter er indlagt i længere tid, end der behandlingsmæssigt er grundlag for. Bl.a. kan forskellige vurderinger af patienternes behov i relation til f.eks. bolig og støtte efter udskrivning og dialogen herom risikere at få betydning for indl
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum