Stor varmepumpe i Nordhavn skal sætte mere strøm til fjernvarmen
11.5.2026 06:00:00 CEST | HOFOR A/S | Pressemeddelelse
HOFOR har begyndt arbejdet med at bygge en ny, stor varmepumpe i Nordhavn. Den er et skridt på vejen mod fremtidens fjernvarme – hvor strøm fylder mere, og biomasse fylder mindre.

I Sundkrogsgade, lige op ad Kranparken i Nordhavn, er HOFOR nu gået i gang med at bygge en stor varmepumpe, der skal levere elbaseret fjernvarme til hovedstaden. Når den kommer i drift, vil den være den næststørste varmepumpe i hovedstadsområdet.
”Den er meget større end dem, man kender fra villaer og sommerhuse – og ser helt anderledes ud. Men i princippet fungerer den på samme måde, men er væsentligt mere energieffektiv. Den virker som en slags omvendt køleskab, der samler og forstærker varme,” siger John Halkjær Christensen, der er områdechef for Fjernvarme i HOFOR:
“Varmepumpen i Sundkrogsgade er det næste konkrete skridt i HOFORs ambitiøse plan, der skal sikre, at vi bruger mere strøm og mindre biomasse til at lave fjernvarme. Store varmepumper som denne – og den anden, som vi lige nu er i gang med at installere i Herjedalgade på Amager – giver os mulighed for i langt højere grad at udnytte strøm fra vindmøller og solceller til at producere hovedstadens fjernvarme.”
Den nye varmepumpe bliver bygget ind i en energicentral, som siden 2023 har rummet et fjernkølingsanlæg og en spildevandspumpestation. Det er derfor det sidste element i energicentralens tre-i-én-løsning, der nu bliver tilføjet.
Når HOFOR på denne måde samler flere forsyninger på forskellige etager under det samme tag, giver det mere plads til at skabe for eksempel rekreative områder som Kranparken og den nærliggende havnekaj – til glæde for naboer og besøgende i området.
Varmeenergi høstet fra havvand
Den kommende varmepumpe i Sundkrogsgade kan udnytte energien i havvandet fra Kalkbrænderiløbet, som ligger tæt ved energicentralen.
Det kan måske lyde mærkeligt, at selv vinter- eller forårskoldt havvand kan bruges til at lave fjernvarme. Men selvom vandet er koldt, indeholder det stadig varmeenergi.
Varmepumpen bruger den smule varmeenergi, der er i havvandet, til at opvarme et særligt ’kølemiddel’, som fordamper ved meget lav temperatur. En kompressor sætter denne damp under højt tryk, og det hæver temperaturen så meget, at kølemidlets damp kan bruges til at lave fjernvarme.
Kort sagt ’høster’ varmepumpen energi fra havvandet og bruger strøm fra fx vindmøller og solceller til at ’forstærke’ den.
Resultatet er, at havvandet bliver afkølet nogle få grader, inden det bliver ledt tilbage igen i havnebassinet. Og i den anden ende af varmepumpens kredsløb bliver der sendt op til 78 grader varmt vand ud i byens fjernvarmerør.
Varmepumpen i Sundkrogsgade får en effekt på 24 MW og kan levere varme i radiatoren og varmt vand i hanen til omkring 12.500 typiske københaverlejligheder. Her i hovedstaden bliver det kun overgået af den varmepumpe, som HOFOR er i gang med at bygge på Amager, og som med en effekt 29 MW bliver en smule større.
Udendørs arbejde bliver mest synligt
Det indledende arbejde er begyndt i Sundkrogsgade, hvor HOFOR etablerer et underjordisk ’havvandskammer’. Her skal havvand fremover filtreres og pumpes ind i bygningen, så det kan blive brugt i varmepumpen.
Det er især denne del af projektet, som naboer og forbipasserende vil mærke. For eksempel når der skal bankes spuns ned i jorden for at sikre havvandskammerets vægge.
Selve varmepumpen bliver først installeret inde i energicentralen fra efteråret 2026 går selve installationen af varmepumpen i gang inde i den eksisterende energicentral. Planen er, at varmepumpen kan begynde at levere varme til fjernvarmenettet i begyndelsen af 2028.
Energicentralen, som varmepumpen bliver bygget ind i, ligger midt i et område med byudvikling og mange andre anlægsprojekter. Herunder den kommende Nordhavnstunnel, som havvandsrørene skal krydse. Derudover skal HOFOR etablere et elkabel på mere end to kilometer gennem Nordhavn for at sikre den nødvendige strøm til varmepumpens drift.
“Vi bygger midt i et område, hvor der allerede sker meget, og hvor pladsen er trang – både over og under jorden. Det kræver tæt koordinering med både naboer og samarbejdspartnere, som vi allerede er i dialog med,” slutter John Halkjær Christensen.
Kontakter
Thomas Juhl BruunHOFOR Kommunikation
Tlf:27952141thobru@hofor.dkBilleder
Om HOFOR
HOFOR A/S er Danmarks største lokale forsyner, der sørger for vand, varme, bygas, fjernkøling og afledning af spildevand for flere end 1 million mennesker i hovedstadsområdet. Vi opfører vindmøller og solcelleparker, der leverer energi til et grønnere Danmark. Sammen med vores otte ejerkommuner skaber vi bæredygtige byer med fokus på skybrudsprojekter, energioptimering og udvikling af fremtidens forsyningsløsninger. Vi tager ansvar og arbejder tæt sammen med vores kunder, universiteter, erhvervsliv og myndigheder. Vi har over 150 års erfaring, 1.700 ansatte og en årlig omsætning på over 8 milliarder kroner.
Følg pressemeddelelser fra HOFOR A/S
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra HOFOR A/S
HOFOR flytter stor varmepumpe ind i energicentral11.5.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
HOFOR har begyndt arbejdet med at bygge en stor varmepumpe i Nordhavn, hvor flere forsyninger bliver samlet under samme tag. Den nye varmepumpe vil blive hovedstadens næststørste, og den er en vigtig brik i HOFORs ambitioner om mere elbaseret fjernvarme i hovedstaden.
Sæson for skybrud: Gør hus og hjem klar til vandmasserne7.5.2026 10:55:09 CEST | Pressemeddelelse
Snart melder kalenderen sommertid, og dermed indledes højsæsonen for skybrud. HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, har sammen med kommunerne bygget flere løsninger i klimasikringens tegn. Som privatperson kan man også selv gøre en forskel for at gardere sig mod alt det vand, der falder ved skybrud og intense regnperioder.
Tunneleringen af Svanemøllen Skybrudstunnel sendt i EU-udbud30.4.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Forsyningsselskaberne HOFOR, Novafos og Frederiksberg Forsyning har sendt hovedentreprisen for tunneleringen af Svanemøllen Skybrudstunnel i EU-udbud. Der er tale om ét af Danmarks største og mest komplekse anlægsudbud inden for klimasikring.
Spaden sat i jorden til klimasikring: Ti kilometer tunnelarbejde venter23.4.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Klimaforandringerne stiller nye krav til, hvordan vi beskytter byer og borgere mod oversvømmelser. Mere regn vil falde og flere skybrud vil ramme. Forleden blev første spadestik taget til det, der skal munde ud i at blive Danmarks længste skybrudstunnel – Svanemøllen Skybrudstunnel.
Forbrugervalg slut: To borgere skal repræsentere over en million vandkunder22.4.2026 12:31:00 CEST | Pressemeddelelse
To borgere er netop blevet valgt som forbrugerrepræsentanter i HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab. De skal sidde med ved bordet, når beslutninger om drikkevand, spildevand og klimasikring træffes de næste fire år.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum

