H.M. Kongen, Ursula von der Leyen og Hillary Clinton sætter fokus på AI’s indvirken på børn og unges liv ved stor international konference i København
8.5.2026 06:30:00 CEST | Red Barnet | Pressemeddelelse
Den 12. maj samles globale beslutningstagere, eksperter og erhvervsledere på Christiansborg til Copenhagen Summit – en international konference om kunstig intelligens og børn. Tidligere EU-kommissær Margrethe Vestager, Red Barnet og Common Sense Media står bag konferencen, som skal sætte en ny retning for den digitale børnebeskyttelse i en tid, hvor AI fylder mere og mere i børn og unges liv.
Som en fortrolig ”ven” er chatbots altid med i lommen og klar til at tilbyde hurtige svar, råd eller sågar virtuel omsorg. Med få klik kan billeder manipuleres til falske nøgenfotos, og misinformation og skjult påvirkning kan spredes hurtigt, hvilket gør det svært at skelne mellem sandt og falsk.
Kort sagt: Kunstig intelligens revolutionerer børn og unges liv – på godt og ondt. Deres relationer, uddannelse og forståelse af viden og demokrati bliver påvirket. Helt afgørende er det at sikre, at AI ikke stilles til rådighed for børn og unge uden fokus på deres trivsel, udvikling og sikkerhed. Ellers risikerer vi at begå de samme fejl som med sociale medier.
Det er fokus for konferencen ‘Copenhagen Summit – Keeping our Children and Families Safe in the AI Era’. Den afholdes den 12. maj 2026 i Landtingssalen på Christiansborg, hvor globale beslutningstagere, eksperter og erhvervsledere er inviteret til en central diskussion af, hvordan vi beskytter børn bedre mod vanedannende sociale medier og skadelig kunstig intelligens.
Tid til handling
Red Barnet er vært for konferencen sammen med tidligere EU-kommissær og nuværende bestyrelsesleder for DTU, Margrethe Vestager, og nonprofit-organisationen Common Sense Media. Målet er at sætte en ny retning for den digitale børnebeskyttelse i en tid, hvor AI fylder mere og mere i børn og unges liv.
Og det er på høje tid at handle, understreger Red Barnets generalsekretær, Johanne Schmidt-Nielsen.
– 20 år efter sociale mediers indtog står det klart, at børn og unge alt for ofte kommer til skade på platforme, der ikke er designet tilstrækkeligt børnevenligt og sikkert. Den fejl må vi ikke begå med AI. Derfor tager vi nu en af vor tids allervigtigste samtaler her i København for at styrke reguleringen af AI og sikre, at børn og unge er klædt på til at navigere i og forstå de udfordringer, som AI bringer med sig, siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Også tidligere EU-kommissær Margrethe Vestager ønsker mere handling:
– Regulering kan sætte grænser – det ved jeg af erfaring. Men regler alene opdrager ikke et barn. Vi skylder den næste generation både beskyttelse og handlekraft: trygheden til at udforske og evnen til selv at dømme. Det er det, vi skal handle på nu.
Til konferencen er blandt andre Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, en af hovedtalerne, og hun ønsker også at styrke beskyttelsen af børn online.
– Vores børn vokser op i en digital verden formet af vanedannende algoritmer. Men det bør være forældre, ikke platforme, der opdrager dem. Europa må sammen skabe en harmoniseret tilgang og sætte nye standarder. Ikke ved at afvise teknologi, men ved at beskytte vores børn, siger Europa-Kommissionens formand.
Vigtig samtale mellem børn, unge og beslutningstagere
En række centrale aktører – blandt andre eksperter og beslutningstagere fra hele verden – er inviteret til konferencen. Blandt de bekræftede talere er H.M. Kongen, som åbner konferencen på Christiansborg, fungerende statsminister Mette Frederiksen, USA's tidligere ledende folkesundhedsrådgiver Vivek Murthy, H.K.H. hertuginden af Edinburgh samt den tidligere amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton. Sidstnævnte deltager via videolink.
Centralt er det også, at børn og unge fra Danmark deltager i diskussionen på konferencen og får mulighed for at gøre internationale beslutningstagere og meningsdannere opmærksomme på, hvordan de oplever AI, og hvordan det påvirker deres liv. Common Sense Media vil desuden præsentere en ny rundspørge foretaget blandt børn og forældre i Europa, der stiller skarpt på, hvordan de ser udfordringerne med AI.
De tre arrangører håber, at konferencen vil skabe et stærkt fundament for politisk handling for at sikre børns ret til et trygt og godt digitalt liv i en verden, hvor ny AI-teknologi i stigende grad påvirker deres liv.
– Europæiske forældre fortæller os noget, som regeringer og virksomheder ikke kan ignorere: De mener, at AI grundlæggende vil forandre deres børns liv – ligesom vi så det med internettet. Og de fortæller, at de ikke har tillid til, at virksomhederne bag teknologien selv kan sikre børns sikkerhed på en forsvarlig måde. Det er afgørende, at der findes uafhængige standarder, reel testning og tydeligt ansvar for de AI-produkter, som unge mennesker bruger, og topmødet i København er et vigtigt skridt på vejen mod at sikre dette, siger James P. Steyer, der er stifter og CEO for Common Sense Media.
NB: Journalister kan deltage i konferencen, men det kræver akkreditering. For tilmelding skriv til Sean Coogan på seco@redbarnet.dk.
Nøgleord
Kontakter
Laurids Bæk SimonsenPressechef
Tlf:2283 3692labs@redbarnet.dkSean CooganPresseansvarlig
Tlf:23 47 77 01seco@redbarnet.dkOm Red Barnet
Red Barnet arbejder i Danmark og mere end 110 andre lande. Vi redder børns liv. Vi beskytter og styrker dem. Vi kæmper for deres rettigheder. Vi er Save the Children – verdens førende uafhængige organisation for børn.
Red Barnet yder nødhjælp og forebygger katastrofer. Vi bekæmper vold, overgreb og mobning. Vi sikrer skolegang, opbygger fællesskaber og styrker børns modstandskraft. Vi arbejder politisk for de dårligst stillede børn og skaber debat om børns livsvilkår.
Følg pressemeddelelser fra Red Barnet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Red Barnet
Nye Småbørnsklubber skal give flere familier en tryg start17.9.2026 16:01:00 CEST | Pressemeddelelse
Lauritzen Fonden har igen valgt at støtte Red Barnets Småbørnsklubber. Her kan børnefamilier i udsatte positioner blive en del af et stærkt fællesskab, mens forældrene får viden, hjælp og støtte til rollen som småbørnsforældre. Erfaringer viser, at Småbørnsklubberne har en positiv betydning for børnenes trivsel og tilbyder forældrene et fællesskab med andre familier.
Ny undersøgelse: To ud af tre børn og unge oplever digitale krænkelser15.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
På trods af et øget fokus på bagsiden af børns onlineliv kommer lige så mange børn og unge galt af sted som for to år siden. To ud af tre 9-17-årige har oplevet en digital krænkelse eller noget andet ubehageligt inden for det seneste år, viser en ny repræsentativ undersøgelse foretaget af Red Barnet og TrygFonden. For første gang giver undersøgelsen også et indblik i børn og unges brug af AI-chatbots og 9-12-åriges brug af platforme med en aldersgrænse på 13 år.
I dag samler omkring 8.000 danskere ind til udsatte børn i hele verden6.9.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Sult og klimakatastrofer er en del af alt for mange børns hverdag verden over. De kommende måneders kraftige El Niño kan forværre situationen yderligere for de familier, der i forvejen er mest udsatte. Derfor går tusindvis af frivillige på gaden i dag, søndag den 6. september, for at samle ind til Red Barnets årlige landsindsamling. Der er et stort behov for livsvigtig nødhjælp, nærende mad, skolegang og beskyttelse af de mest udsatte og sårbare børn.
Red Barnet slår alarm: Millioner af børn sulter i Afghanistan, mens hjælpen svinder ind15.8.2026 07:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Nedskæringer i nødhjælp og udviklingsbistand har tvunget hundredvis af sundhedsklinikker til at lukke i Afghanistan. Samtidig stiger antallet af børn med akut underernæring. FN forventer, at 3,7 millioner børn under fem år vil lide af akut underernæring i 2026.
Red Barnet og Arla Fonden giver udsatte familier en sommer fyldt med madglæde og smag for fællesskab15.7.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Arla Fonden giver Red Barnets frivillige mulighed for at tilbyde børn og familier lejre med fokus på at opleve, lære og lave sund mad sammen i sommerferien. Lejrene skal være med til at øge madglæden hos udsatte familier og inspirere til gode og sunde madvaner.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum