DI: EU sender vigtigt signal om forenkling af AI-regler
7.5.2026 08:17:44 CEST | DI - Dansk Industri | Pressemeddelelse

EU-landene er efter måneders forhandlinger i dag blevet enige om en AI-omnibus, der skal forenkle og justere reglerne på AI-området. Med aftalen er man blandt andet blevet enige om at trykke på pauseknappen og udskyde fristen for anvendelse af de mest omfattende regler om kunstig intelligens, samtidig med at der fjernes visse overlap mellem AI-forordningen og sektorlovgivning. Baggrunden for beslutningen er, at EU vil forenkle reglerne for at øge de europæiske virksomheders konkurrenceevne, og landets største erhvervsorganisation, Dansk Industri (DI), er overvejende positiv over for beslutningen.
- Beslutningen er et vigtigt politisk signal om, at EU er villig til at genbesøge regulering, der i praksis risikerer at hæmme innovation og konkurrenceevne. At man både udskyder fristerne for højrisikokravene og begynder at rydde op i overlappende regler, er et skridt i den rigtige retning. Men vi må også være ærlige: Det her er kun første skridt, hvis EU for alvor skal rydde op i den digitale regulering og styrke europæisk konkurrencekraft, siger Andreas Espersen, branchedirektør i DI Digital, som er Dansk Industris branchefællesskab for it-, tele- og techvirksomheder.
Arbejdet med regelforenkling i EU går under betegnelsen Omnibus og blev sat i gang, efter den opsigtsvækkende rapport fra 2024 fra tidligere centralbankchef Mario Draghi bl.a. pegede på behovet for at skabe mere enkel lovgivning, hvis EU-landene skal kunne klare sig i en stadig mere intensiv stormagtsrivalisering.
Nu er turen så kommet til EU's AI-regulering. Den politiske aftale om AI-omnibussen indebærer, at EU udskyder anvendelsen af centrale dele af reglerne for højrisiko-AI for at sikre, at nødvendige standarder og vejledning er på plads, før kravene rammer virksomhederne.
- Udskydelsen af kravene til højrisiko-AI-systemer giver virksomhederne bedre mulighed for at forberede sig og investere i ansvarlige AI-løsninger, som kan styrke produktivitet og innovation i Europa. Fra DI’s side har det hele vejen igennem været et klart budskab, at så omfattende regler ikke skal træde i kraft, før der er klare standarder og konkret vejledning på plads. Virksomhederne skal naturligvis vide, hvad der konkret forventes af dem, hvis de skal kunne efterleve kravene i praksis, siger DI-chefen.Fjerner centrale overlap
AI-omnibussen adresserer også nogle af de overlappende regler, uklare definitioner og dobbeltkrav, som virksomhederne har peget på som de største udfordringer i AI-forordningen. Det gælder blandt andet ved at fjerne overlappende krav, så AI i maskinprodukter kun skal leve op til sektorlovgivningen om produktsikkerhed – og ikke både AI‑forordningen og sektorreglerne sideløbende.
- Det er positivt, at AI-omnibussen begynder at tage fat om de alt for komplicerede regler og faktisk fjerner konkrete overlappende krav, særligt for produkter allerede omfattet af EU’s maskinregler. Det har været en klar prioritet for DI, og det bidrager til mere gennemskuelige regler, der faktisk kan fungere i praksis, samtidig med at unødigt bureaukrati reduceres uden at gå på kompromis med sikkerheden. Men indsatsen er endnu ikke tilstrækkelig. Virksomheder, f.eks. inden for medicinsk udstyr og andre regulerede områder, risikerer fortsat at blive mødt af parallelle krav. Det skaber juridisk usikkerhed, som EU er nødt til at tage mere konsekvent fat på, siger Andreas Espersen.
Den politiske aftale om AI‑omnibussen skal nu formelt godkendes af både Europa-Parlamentet og Rådet, før ændringerne kan træde i kraft. Medlovgiverne har tilkendegivet, at de sigter mod endelig vedtagelse inden 2. august 2026, som er tidspunktet, hvor de nuværende regler for højrisiko‑AI ellers var planlagt til at finde anvendelse.
AI-omnibussen er en del af EU-Kommissionens forenklingsdagsorden på det digitale område. DI følger processen tæt og arbejder aktivt for, at AI-omnibussen følges op af reelle regelforenklinger på det digitale område bredt set, hvilket også omfatter regler om data, databeskyttelse og cybersikkerhed.
Følg pressemeddelelser fra DI - Dansk Industri
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra DI - Dansk Industri
DI: Trods politisk uro - åbn døren for briterne23.6.2026 07:22:58 CEST | Pressemeddelelse
På ti-års-dagen for brexit-afstemningen opfordrer Dansk Industri EU til at søge et tættere samarbejde med Storbritannien. En ny DI-analyse viser, at brexit har kostet Danmark 27 mia. kr. i eksportindtægter. Og trods politisk uro efter Keir Starmers tilbagetræden fra premierminister-posten har Europa akut brug for Storbritannien som en stærk allieret - gammelt nag må træde til side.
DI: Fjern forældede regler, så datacentre kan bygge deres egen grønne strøm – så slipper vi for at vælge mellem elbiler og AI18.6.2026 20:00:39 CEST | Pressemeddelelse
Fredag starter de længe ventede og vanskelige politiske forhandlinger om en prioritering af den knappe kapacitet i det danske elnet. Nu kommer landets største erhvervsorganisation, Dansk Industri (DI) med et konkret forslag, der kan sikre den nødvendige opførelse af nye datacentre.
Danmark rykker ud af top-5 i global konkurrenceevne18.6.2026 09:05:09 CEST | Pressemeddelelse
Danmark er ikke så konkurrencedygtigt som tidligere, og samtidig går Kina og USA frem og sætter Europa til vægs. Derfor er det så vigtigt og godt, at regeringsgrundlaget adresserer konkurrencekraften, siger Dansk Industris adm. direktør Lars Sandahl Sørensen
DI: Aftale om Hormuzstrædet kan blive et gennembrud for verdenshandlen15.6.2026 09:06:38 CEST | Pressemeddelelse
Genåbning af den vigtige sejlrute kan fjerne en af de største aktuelle risici for global handel, men virksomhederne må fortsat væbne sig med tålmodighed, indtil sejladsen er normaliseret.
DI: Virksomhederne kalder på fast kurs og klare rammer på vejen mod klimaneutralitet9.6.2026 14:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Dansk Industris nye udspil Klimaneutral i 2045 samler erhvervslivets anbefalinger og markerer, at Danmark nu har under 20 år til at sikre klimaneutralitet. DI ønsker, at virksomhederne skal spille en endnu vigtigere rolle i omstillingen, at der skal flere midler til klimateknologier, og at kommende klimamål aftales sammen med finansiering og virkemidler.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum